DEBAT Ældre

Dårligere service eller højere skatter? Der findes en tredje vej

Dette er et debatindlæg: Indlægget er alene udtryk for skribentens holdning. Alle indlæg skal overholde straffelovens og de presseetiske regler. Du er også velkommen til at sende en mail med din mening til os.

Af Marianne Nørtoft Overbye, byrådskandidat og medlem af bestyrelsen for Nye Borgerlige Aalborg, Galopbakken 36, 9230 Svenstrup, marianne@overbye.net

VELFÆRD:Socialdemokraterne vil gerne vælges igen og igen. Derfor siger de hver gang, der er valg: vi vil forbedre ældreplejen, og vi ved hvordan!

Sandheden er, at de har ødelagt hjemmeplejen, og at de ikke aner hvordan de skal fikse den.

Der er én stor fordel for Socialdemokraterne i dette: der vil altid være brug for flere penge i et ødelagt system. Det kan man bruge til at holde folk som Nye Borgerlige ude: Se, de vil lade folk beholde flere af deres egne penge! Er de ikke onde? Stem hellere på os for en sikkerheds skyld. Vi vil aldrig bede jer om færre skattekroner til at drive vores dyre, dårlige systemer.

Det er ligesom fedtfattig industrimad. Man betaler i dyre domme for kunstige ingredienser, som man ikke har behov for, men man får ikke meget næring ud af det.

På ingredienslisten til den industripleje, vi betaler for, står der: kontrol, centralisering, standardisering, digitalisering, funktionsopdeling, konstant reorganisering. Først langt nede på listen og i små mængder, kommer tryghed og omsorg.

Her er en historie fra det virkelige liv om, hvordan man ændrer industripleje til ægte pleje, hvor man får det, man har behov for.

Den har en meget overraskende slutning.

Sundsvall kommune i Sverige undersøgte, hvorfor de ældre var utilfredse med hjemmeplejen, selvom den på papiret var effektiv til at producere de tildelte standardydelser.

Med Vanguard-metoden fandt de ud af, at de ældre ønskede kendte ansigter, og at standardydelserne ofte ramte ved siden af behovet.

De lærte, at årsagen til de mange ansigter (op til 58 pr. måned) og de forkerte standardydelser, var deres eget system.

De skrottede derfor vikarerne, den centrale ruteplanlægning, de centralt visiterede standardydelser, den minutiøse it-kontrol med de ansatte, og det altoverskyggende fokus på budgettet.

Lang historie kort: De gamle blev glade og sundere, det blev populært at arbejde i hjemmeplejen, og her er overraskelsen: de sparede mange millioner kroner hvert år.

De fleste politikere fortæller os, at der kun er to muligheder, når vi bliver flere ældre: højere skatter eller dårligere service.

Nu ved du, at der er en tredje vej.

Og næste gang du hører politikere sige at de vil forbedre hjemmeplejen, så spørg: med hvilken metode har du helt konkret tænkt dig at gøre det?

Hvis svaret bare er ”flere penge”, ”mere tillid” eller ”pårørendebestyrelser”, så aner de ikke hvad de snakker om, og har ikke fortjent din stemme ved kommunalvalget i 2021.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.