DEBAT Job og arbejde

Dårligt og dyrt at flytte statslige arbejdspladser tilbage igen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er alene udtryk for skribentens holdning. Alle indlæg skal overholde straffelovens og de presseetiske regler. Du er også velkommen til at sende en mail med din mening til os.
Marie Bjerre (V) Foto: Marie Bjerre

Marie Bjerre (V) Foto: Marie Bjerre

Af Marie Bjerre,folketingsmedlem (V), Duevej 2, 9000 Aalborg mail@mariebjerre.dk

CENTRALISERING:Inden valget lancerede Socialdemokratiet et såkaldt nærhedsudspil med titlen ”Nærheden tilbage”. Udspillet rummer en række initiativer og ikke mindst et løfte om at ville færdiggøre den tidligere regerings planlagte udflytninger af statslige københavner-arbejdspladser.

Nu er den socialdemokratiske regering imidlertid vendt på en tallerken – og er pludselig begyndt at trække statslige arbejdspladser tilbage til hovedstaden.

I december valgte Landbrugsstyrelsen at lade dens vicedirektør arbejde fra København – langt væk fra marker og mejetærskere – selv om styrelsen har til huse i Augustenborg på Als. Og nu har regeringen så bebudet, at den vil lade 20 ansatte fra Ankestyrelsen, der ellers hører hjemme i Ringsted, gøre som Landbrugsstyrelsens vicedirektør – og arbejde fra hovedstaden.

Det ærgrer mig meget, at Socialdemokratiet – om end drypvis – tilbageruller udflytningen af statslige arbejdspladser. Ja, jeg frygter faktisk, at de to eksempler kun er de første i rækken af en egentlig gen-centralisering af statslige arbejdspladser. Og en sådan øvelse ville være uheldig af flere grunde.

For det første skader det balancen mellem land og by. Hvis det skal være mere attraktivt at bo og arbejde i provinsen, skal der jo også være jobs.

For det andet kan statsadministrationen ikke være tjent med det rod, som en evig flytten-frem-og-tilbage givetvis giver anledning til. Det forringer de statslige ansattes arbejdsliv og fører sandsynligvis til dårligere sagsbehandling. Og endelig, for det tredje, er det store flyttecirkus helt garanteret ikke gratis. Det kan ikke passe, at de danske skatteydere skal betale for det offentliges nytteløse nomadevandring.

Så kære Socialdemokrater – og kære Mette Frederiksen: Vil I ikke være så venlige at stoppe med den galimatias det er at flytte frem og tilbage på de statslige arbejdspladser? Det kan godt være, at Socialdemokrater og Venstre-folk ikke kan blive enige om alt. Men vi må da kunne enes om, at flytteræset er en dårlig idé. Det mener Venstre i hvert fald.