Debat samfund

Debat: Moderne tolerance er intolerant

Ordet ”tolerance” har ændret betydning og det er ikke uden risici, skriver rektor Søren Hindsholm

Dette er et debatindlæg: Indlægget er alene udtryk for skribentens holdning. Alle indlæg skal overholde straffelovens og de presseetiske regler. Du er også velkommen til at sende en mail med din mening til os.
- I den klassiske betydning er man tolerant over for noget, man ikke kan lide. Hvis man kan lide noget, er der jo ikke brug for tolerance, skriver rektor Søren Hindsholm. Arkivfoto: Torben Hansen

- I den klassiske betydning er man tolerant over for noget, man ikke kan lide. Hvis man kan lide noget, er der jo ikke brug for tolerance, skriver rektor Søren Hindsholm. Arkivfoto: Torben Hansen

Af Søren Hindsholm, rektor på Nørresundby Gymnasium og HF

Når man læser aviser og lytter til medier, får man det indtryk, at en moderne tolerant person forstår andres tro og synspunkter, og han lader være med at kritisere dem, for de har vel deres grund til at have disse synspunkter. Enhver er jo salig i sin tro, som man siger. Hvordan kan jeg så tillade mig at kritisere muslimers, buddhisters eller Jehovas Vidners tro? Og bør man ikke være en kulturelt åben person og anerkende at andres måde at leve på, er lige så god som min egen, ja, på nogle måder måske endda bedre?

Sådan kan man forsøge at indkredse den moderne betydning af ordet ”tolerance”.

Den traditionelle betydning, for eksempel i Meyers Fremmedordbog, som jeg i forbifarten anbefaler alle (ordnet.dk), er ”overbærenhed”.

Hvad er forskellen så?

Det har tidligere Knightbridge-professor i filosofi ved Cambridge University Tim Crane klargjort, og jeg støtter mig her til hans analyse.

I den klassiske betydning er man tolerant over for noget, man ikke kan lide. Hvis man kan lide noget, er der jo ikke brug for tolerance. Hvis min nabo spiller smukt klaver engang imellem søndag eftermiddag, og jeg kan høre det i haven, glæder jeg mig, og tolerance er overflødig. Men hvis min nabo spiller høj musik langt ud på natten, og jeg synes, det er en forfærdelig musik, der aldrig burde være hverken skrevet eller indspillet, så er jeg tolerant, hvis jeg ikke beklager mig. Jeg vil måske gerne bevare mit gode forhold til naboen, som ellers er en flink fyr, jeg ved måske, at mine børn også har holdt støjende fester. Så vælger jeg at være overbærende med naboens musik. Jeg tolererer den altså.

Det samme gælder, når jeg hører politiske synspunkter, jeg ikke bryder mig om. For eksempel at staten skal styre alt, eller omvendt at samfundet bliver bedst, hvis det lader alle dem gå til bunds der bliver syge eller arbejdsløse.

I tolerancen ligger altså en afvisning af det, andre mener eller gør. Nogen vil opfatte det som et paradoks, men man kan også bare konstatere, at sådan må det være.

Man kan sige det sådan, at tolerance ikke er en filosofisk holdning, men en praktisk måde at være uenig på. Når jeg er tolerant, forholder jeg mig nemlig ikke til andres tro eller synspunkter eller handlinger, men alene til at de er mennesker, og derfor har de ret til de samme friheder, som jeg selv nyder.

Det giver begrebet tolerance et mere ærligt og praktisk indhold, for nu er det til at bruge på en oprigtig måde.

Det er den nyere betydning af begrebet ikke.

Hvis man for eksempel er overbevist tilhænger af en bestemt tro eller har en klar politisk overbevisning, er det noget pjat at sige, at andres tro eller overbevisning er lige så god.

Jeg kan for eksempel ikke med hverken forstanden eller hjertet se det gode i lovreligioner eller i kvinde-undertrykkende kulturer, og jeg vil have min ret til at sige det. Jeg kan heller ikke med hjertet acceptere det synspunkt, at tolerance betyder, at jeg ikke må være kritisk over for kvinders eller sortes udsagn. Men det er indlysende for mig, at alle uanset tro, køn og etnicitet skal nyde de samme rettigheder som mig.

I den gamle betydning af ordet tolerance er der altså plads til flere synspunkter end i den moderne. Det er nemlig nemmere at tolerere noget, når man ikke skal være enig i det, men blot erkende at den, der mener det, har ret til det.

Den moderne betydning af tolerance har endelig som sin store svaghed, at den kan medføre intolerance. Det ser man i diskussioner om politisk korrekthed, især i udlandet. Her udskammer man personer, som ikke mener det ”rigtige”. Man demonstrerer mod, at de får lov til at forelæse på universiteter, man klager over deres arbejde og forlanger, de skal afskediges. Alt sammen i tolerancens navn. Herhjemme er det heldigvis kun blevet til mobning af medstuderende på for eksempel Kunstakademiet i København eller klager som den over, at man sang ”Den danske sang er en ung blond pige” på CBS.

Det sker ikke med den klassiske betydning af ordet tolerance. Her er det loven, der sætter grænserne. Vi vil for eksempel ikke tolerere tyveri, voldelige overfald, fysisk afstraffelse af børn, sex-chikane eller grundløs bagvaskelse i medierne. Og derfor er det forbudt ved lov. Så er der klare linjer, og vi har domstolene til at trække linjerne op i praksis. Fordi vi lever i et europæisk demokrati, præget af oplysningstidens idealer om tolerance. I ordets gamle betydning.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.