Debat

Debatindlæg: Det er også utrygt som kvinde i Aalborgs gader

Mordet på en ung kvinde i London har sat fokus på utryghed for kvinder. Det er også utrygt at gå alene i Aalborg, men nu er det nok, skriver 31-årige Ane Thomsen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er alene udtryk for skribentens holdning. Alle indlæg skal overholde straffelovens og de presseetiske regler. Du er også velkommen til at sende en mail med din mening til os.
- Mine egne oplevelser i Aalborgs gader er næppe forskellige fra andre kvinders. Jeg er blevet opdraget til altid at passe ekstra på, skriver Ane Thomsen. Foto: Henrik Bo

- Mine egne oplevelser i Aalborgs gader er næppe forskellige fra andre kvinders. Jeg er blevet opdraget til altid at passe ekstra på, skriver Ane Thomsen. Foto: Henrik Bo

Af Ane Thomsen, cand.mag. i anvendt filosofi, Aalborg

Efter mordet på den 33-årige Sarah Everard, der blev kidnappet og myrdet, da hun var på vej hjem i London, er vi igen blevet opmærksomme på forskelle mellem mænd og kvinders hverdagsoplevelser. Eksempelvis er en helt almindelig ting som at gå hjem om aftenen en fundamental forskellig oplevelse for mænd og for kvinder.

Jeg vil gerne dele mine oplevelser, men min første tanke var alligevel ”Hell no!”. Simpelthen af frygt for de (forventelige) hadefulde beskeder og trusler der ofte følger i kølvandet på de, særligt kvinder, der tør tale højt om kønnede problemer. I mine øjne et stort demokratisk problem, der handler om en struktur, der systematisk begrænser kvinders bevægelsesfrihed og deres ytringsfrihed, gennem frygt.

Da jeg som ung og fuld var på vej hjem fra byen og satte mig i en baggård for at tisse, kom en fyr frem og begyndte at onanere foran mig. Her sad jeg med trusserne om anklerne og var fysisk låst, det eneste jeg havde, var min stemme. Jeg råbte og skreg, nedgjorde hans pik og proklamerede, at jeg vidste, hvem han var, da vi havde fælles bekendte. Sidstnævnte gjorde nok udfaldet og han stak af.

At bruge stemmen hjalp i dette tilfælde, i andre tilfælde havde det været fatalt. Da jeg nævnte det for en fælles ven, blev det slået hen med, at han nok bare var på stoffer, ”for sådan var han ikke normalt.” Det her er langt fra en enlig svale, mine oplevelser tæller stalking, forfølgelse, tvangskys og meget andet.

Fælles for alle disse oplevelser er, at de er begået af mænd. Mænd fra alle lag i samfundet, alle aldre og alle kulturer, både fremmede og bekendte. De her oplevelser bekræfter de advarsler, man får fra ganske ung. Tankerne kan løbe afsted. Hvornår bliver jeg det næste voldtægtsoffer, den næste Louise Borglit eller den næste Emilie Meng? Begge kvinders mordere er stadig på fri fod.

Disse oplevelser sætter sig i kroppen, man bliver bange, tilpasser sig, begrænser sine bevægelser og laver sikkerhedsstrategier. Det her er oplevelser, mænd ikke i samme grad er nødsaget til at tage højde for.

Jeg er ikke den eneste. Alle kvinder har fortællinger som disse – bare prøv at spørge kvinder i dit netværk. Din søster, din kæreste, din veninde, din kusine.

Mordet på Sarah Everard i London har startet en bølge af vrede og frustration blandt Englands kvinder. Under hashtagget #Textmewhenyougethome vælter det frem med kvinders vidnesbyrd, om hvilke forbehold de føler sig nødsaget til at tage, når de færdes i det offentlige rum. Ligeledes har der været store demonstrationer under sloganet ”Reclaim the streets”, der belyser det faktum, at kvinders færden og adfærd begrænses af en indgroet frygt for overfald.

Mine egne oplevelser i Aalborgs gader er næppe forskellige fra andre kvinders. Jeg er blevet opdraget til altid at passe ekstra på – livet er farligt som kvinde, der er altid en risiko. Undgå at gå igennem Kildeparken, Østre Anlæg, undgå uoplyste gader, undgå at gå alene, tag helst en taxa – men sæt dig på bagsædet! Tag nøglerne mellem fingrene. Tag hovedtelefoner på og gå hurtigt, så du udstråler, at du ikke er tilgængelig, men husk ikke at tænde musikken. Hav nødopkald klar eller ring til nogen, så du føler dig tryggere.

Muligvis er denne adfærd risikonedsættende, men den er hul og forebygger på ingen måde problemets kerne.

Flere politikere taler om mere overvågning, men er det en løsning eller bare endnu en måde at begrænse vores adfærd på? I et overvåget land som England, har det tydeligvis ikke haft effekt. Desuden kan kameraer og teknik næppe forhindre overfald, men blot hjælpe til opklaring. Det løser ikke problemets kerne.

Det er ikke længere nok at lægge ansvaret over på kvinder. Vi har brug for politikere, der kan handle. Vi har brug for politi, der tager det alvorligt og uddanner sig i kønnede problemer. Vi har brug for arkitekter, der kan lave byrumsdesign, der nedsætter kriminalitet. Natklubsejere skal kende bedre til de fuldes adfærd, der skal flere natteravne i bybilledet og måske endda mere politi. Vi har brug for kønsforskere og dybdegående undersøgelser, der kortlægger problemet.

Vi har brug for gode venner, der hjælper hinanden og siger fra. Vi har brug for mænd, der respekterer grænser og siger fra, der tror på kvinderne og korrigerer hinandens adfærd.

Hvad skal vi gøre? Tag snakken om det. Det er nok nu!

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.