Demokrati fylder så lidt på en tom tallerken

I NORDJYSKE gjorde Lykke Friis (16.2.) opmærksom på, at den danske presse - som i dette tilfælde udmærket afspejler den generelle danske holdning (delvis pga. den amerikanske præsidents medietække) - dårligt nok har fortalt, hvad der foregår i vores nærmeste naboland. For at østdanskere ikke skal misforstå noget: Tyskland. Vores største handelspartner, men, nok så vigtigt, i alle henseender partner, i EU-sammenhæng, kulturhistorisk og som partner i Nordeuropa overhovedet.

Lykke Friis peger på det chokerende i, at i delstaten Thüringen er det politiske parti Alternative für Deutschland blevet ”lukket ind i varmen”. - Det nationalsocialistisk orienterede parti, som ingen vesttyskere vil samarbejde med.

Det er chokerende.

Men overraskende? Vi har i årevis hørt, hvorledes højrekræfter har markeret sig åbent i de fem nye delstater = det gamle Østtyskland.

Hvordan kan de dog dét? Det har historien til overmål fortalt os. Social deroute.

Forhistorien kort: I 1945 beholdt USSR, hvad der blev Østtyskland. Det var ligeså sønderbombet som Vesttyskland.

Men DDR fik (forståeligt nok) ingen Marshall-hjælp. Tværtimod tog russerne sig betalt for, hvad tyskerne i Rusland havde forvoldt. De demonterede (nu øst)tyske produktionsværker systematisk og fragtede dem til USSR.

Sejrherrerne havde aftalt, at man ikke ville kræve krigsskadeserstatninger af Tyskland. Russerne ordnede det ad denne vej. Dertil kom over hele DDR-tiden, at en stor mængde af deres produktion fik adresse: Rusland. Østtyskerne klarede sig dog. De sled som heste. Hjemmegående mødre var nærmest ukendt, alle var i produktionen. Men: de havde arbejde og kunne eksistere.

Så kom Murens fald. Stor, berettiget jubel.

Og så kom hverdagen.

Treuhandanstalt sanerede det østtyske produktionsapparat ned til noget, der skulle menes at kunne matche vestlig standard.

Blot underligt, at de malkekøer, som de sagkyndige kasserede i Østtyskland som ikke værende værd at holde på - og bog-førte dem til slagtepris - senere blev fundet i Holland - hvor de malkede udmærket.

Jo, i modsætning til nok mange danskere i øvrigt - vi har været i Thüringen. Vi fandt overnatning på et tidligere hammerværk, som havde indrettet sig på denne driftsform. Og fik en fantastisk rundvisning af en tidligere medarbejder.

Værket havde til murens fald arbejdet stort set, som vi får demonstreret i Godthåb Hammerværk her. Og det var jo ikke rationelt. Altså lukket. Arbejdsstyrken fyret. Én mand tilbage som turistguide. Øvrige? Gæt engang.

Dette er bare eksemplet. Når man overalt i et samfund agerer sådan, bliver der en meget stor befolkningsgruppe, som ser deres eksistens truet.

Vesttyske firmaer opkøbte de østproduktioner, som de mente var rentable - og flyttede dem til vesten.

Arbejderne? Jamen, de kunne da bare flytte med - til øst-løn, forstås.

I en by på størrelse med Jerslev eller Vårst blev omkring årtusindskiftet født – ét barn.

Hvad skulle de unge gøre? De, som havde mulighed og drev, trak vestpå efter arbejde.

Når man demonterer et samfund så effektivt, som det her var tilfældet, bliver det samfundsmæssigt ren deroute.

Og hvilken udsigt har de, der er tilbage? De, som ikke har et iværksætter-gen?

Den samme, som Tyskland havde efter Første Verdenskrig, hvor de vindende parter idømte landet store krigsskadeserstatninger og fjernede masser af produktion fra bl.a. Ruhrdistriktet. Det gav et socialt vakuum, som var afsættet for nazismen.

Denne bitre erfaring gjorde, at man efter krigen ikke pålagde det, der blev Vesttyskland, krigsskadeserstatning, men gav dem Marshall-hjælpen, hvilket gav muligheden for Wirtschaftswunder, den vesttyske genrejsning.

Hvor havde vi alle været, hvis Tyskland i 1945 var blevet efterladt som et bombekrater? Det østtyske problem er, som Uffe Ellemann-Jensen så udmærket har udtrykt det: ”Demokrati fylder så lidt på en tom tallerken.”

Situationen, som vi nu står i, er, som Lykke Friis skitserer, yderst betænkelig. Alle europæiske lande er afhængige af Tyskland. USA er én sag.

Men hvis vi i Europa ikke står sammen og interesserer os for hinanden, så har Europa ingen berettigelse. Tyskland er ikke et gennemfartsland til sydens sol.

Det er Europas trækkraft, og det er påkrævet, at vi holder os - og holdes - orienteret om, hvad der foregår syd for Kruså.

Den flygtningestrøm på motorvejen, som i 2015 tog danskerne på sengen, havde vi i måneder forinden læst om i Flensborg Avis.

I Flensborg blev de tilrejsende visiteret i togene ved ankomsten, og ved manglende visum videre, tilbageholdt. Det kan være, det var et tysk anliggende. Men det blev til nogens overraskelse også vores. Vi kommer hinanden ved.