Demokratiet er dybt ineffektivt

Hvad er demokratiet godt for? Et spørgsmål, som de fleste mennesker vil mene svarer på sig selv. Et spørgsmål, som jeg mener flere burde tage mere seriøst.

Hvor mange mennesker kender den almindelige dansker, som oprigtigt og grundigt læser og forstår de forskellige partiers lovforslag, meninger og endeligt, hvilke love, som partiet støtter, når de er valgt?

Svaret er: mange færre end man tør indrømme, for med denne indrømmelse indrømmer man demokratiets dødserklæring.

Demokratiet er dybt ineffektivt, og det tillader i højere grad en magtcentralisering i levebrødspolitikernes favør, end et indskrænket demokrati tillader magtcentralisering i nogens favør.

Med en sådan påstand bør en forklaring følge; et indskrænket demokrati ville i ovenstående forstand bestå af noget nært det samme som et universelt demokrati, dog med den forskel, at ens stemmeret ikke er noget man har ret til ved sin enden af sit 18. leveår, men derimod noget man kan gøre sig ret til ved samme tid.

Levebrødspolitikere er og vil altid være en klar indikation på et råddent demokrati, da disse lever ene og alene af mennesker der stemmer af vane eller en uvidenhed, som disse demagogiske levebrødspolitikere grådigt - og uden hensyntagen til demokratiets ideal - udnytter sig af.

Uvidenheden hos vælgerne kan bestå af flere ting; nogle kan af intelligensmæssige årsager ganske enkelt ikke overskue politik, mange gider slet ikke sætte sig ind i politik, flere er uærlige, og tror fejlagtigt de har sat sig tilstrækkeligt ind i det. Det skal klargøres, at vælgerne ikke skal ses ned på af denne grund, eller på anden måde beskyldes for at have ødelagt demokratiet.

Demokratiet er et dødfødt barn, født af idealisme.

Det falder mig ind, at demokratiet kan betragtes som et produkt af en ubeslutsom proces. Den demokratiske idé virker i virkeligheden en smule paradoksal. Alle bestemmer, hvem der skal bestemme. Det er naturligvis sat på spidsen, men er det ikke roden til det demokratiske problem?

Alle hverken bør, vil eller er i stand til at bestemme. Det er der intet nyt i - vi har som art altid indfundet os i en form for hierarki. Ikke kun fordi det er mere effektivt, men også fordi det er det der falder os naturligt ind; og måske det i sandheden er fordi, det er mere effektivt, at det falder os naturligt ind. Det er værd at bemærke, at det ikke er et forsøg på nogen form for helliggørelse af hierarki i sig selv, men mere end ærlig fortolkning og analyse af menneskets natur.

Demokratiet var det bedste middel for at undgå magtmisbrug og -centralisering i kombination af hinanden, da det universelle demokrati så dagens lys i vesten. Det var det formentligt fordi, det gjorde processen at bestemme så ufattelig ineffektiv.

Men tiden er kommet til, at man ikke ser sig tilfreds med denne komfortable balance mellem ineffektivitet og kontrol. Stagnering er regression for et samfund, sindet og mennesket i det hele taget.