DEBAT Børn

Der er ingen undskyldning for at svigte børnene

Dette er et debatindlæg: Indlægget er alene udtryk for skribentens holdning. Alle indlæg skal overholde straffelovens og de presseetiske regler. Du er også velkommen til at sende en mail med din mening til os.

Af Rasmus Prehn,MF, udviklingsminister (S), Peder Pårs Vej 10, 9000 Aalborg

UDSATTE BØRN: Vi kender alle Brønderslev-sagen, og vi kender alle Tønder- pigen. Uhyggelige historier fra en ikke alt for fjern fortid. Historier om svigtede og forulempede børn, vi aldrig ønsker at høre igen. Men også i Aars, Aalborg og Aarhus vokser der hver dag udsatte og sårbare børn op, som fortjener vores opmærksomhed. Børn, der får regelmæssige prygl. Børn, der ofte selv må finde ud af at klare madpakke og lektier, fordi mor og far har været på druk. Eller børn, der alt for tidligt ender som små voksne, der tager ansvaret for deres ustabile forældre, fremfor at forældrene tager ansvaret for dem.

Hver eneste gang, et barn eller en ung vokser op i utryghed, bliver udsat for omsorgssvigt, vold eller misbrug, er det uacceptabelt. At børn og unge vokser op uden den nødvendige støtte og omsorg, der skal sikre dem en sund og fornuftig opvækst, dannelse og uddannelse, er heller ikke rimeligt. Derfor er det helt nødvendigt, at regeringen med børnenes statsminister, Mette Frederiksen, i spidsen, har sat et dedikeret fokus på udsatte børn og unge. Alt for længe har kommunernes pressede økonomi, svigt i administrationen, i tilsynet eller i plejen betydet, at udsatte børn og unge er blevet svigtet, nedprioriteret og forbigået. Det duer ikke. Det skal gøres langt bedre!

Statsministeren malede det ene hjerteskærende billede efter det andet i sin nytårstale. Hun mindede os om, at når vi tvangsfjerner et 12-årigt barn, så er sandheden, at der forud ofte er gået 11 år af dette barns liv med vanrøgt, og historier så ubegribelige, at de sjældent kan beskrives. Hun mindede os om, at de børn vi her taler om, er dem, der mere eller mindre står helt alene. Dem, der ikke engang har en far eller mor, der kæmper deres sag. Tværtimod er det endda til tider netop deres forældre, der er den væsentligste kilde til elendigheden. Det er de børns kamp, vi som samfund skal kæmpe. Det er de børns ryg, vi skal have. Det er de børns skrøbelige lille stemme, vi skal løfte op og give volumen.

I et velfærdssamfund, som Danmarks, skal fællesskabet selvfølgelig træde til, når forældre ikke formår at leve op til forældreopgaven. Langt de fleste, der vælger at sætte børn i verden, ønsker at gøre deres absolut bedste for at sikre deres børns trygge og gode opvækstbetingelser. Og langt de fleste lykkes heldigvis også med det, selvom vi vist alle har begået vore fejl.

Desværre oplever vi også, at visse forældre på grund af for eksempel psykiske lidelser, misbrug eller andet, slet ikke formår at løfte opgaven. De ender med at svigte deres egne børn. I mange tilfælde, kan vi som samfund og fælleskab sikre hjælp og støtte, så disse familier kan holde sammen og alligevel lykkes med opgaven. Men i de allerværste tilfælde kan det blive nødvendigt med anbringelse uden for hjemmet - i en plejefamilie, som bortadoption eller en helt anden løsning. Og i de situationer, skal vi sætte børnenes behov først, når vi vurderer, hvad der er den bedste løsning. Også selvom det er svært. Vi har en statsministeren, der insisterer på, at politik skal betyde noget. Og som ikke er bange for at tage fat. Heller ikke på de sværeste områder. Derfor har hun også annonceret, at tiden er kommet til at tage livtag med et af de mest ømskindede, tabubelagte og sværeste problemer, vi har i dagens Danmark. Det, at vi ikke passer godt nok på vores mest udsatte og sårbare børn. Fremadrettet kan og skal vi gøre det langt bedre end i dag. De skylder vi de udsatte børn og unge. Det skylder vi os selv og hele samfundet.

Derfor er jeg glad for, som social- demokratisk minister og folketingsmedlem at være med i en regering, der viser vejen på dette vigtige område. Vi må sikre kommunerne bedre rammebetingelser og økonomi til at løfte opgaven. Her kan den kommende udligningsreform forhåbentligt hjælpe. Vi ser jo, at de kommuner, der har de største problemer og udfordringer, også ofte er de fattigste kommuner. Det kan og skal gøres mere retfærdigt. Vi kan helt givet også foretage administrative og lovgivningsmæssige forbedringer af området. Vi bør se på om ikke tidligere anbringelser i nogle tilfælde er den klogeste løsning. Og så skal vi i en tæt dialog med eksperter, pårørende og medarbejdere, der kender området fra hverdagen samt ikke mindst børnene selv.

Området har været underprioriteret i for mange år. Det er ganske enkelt nødvendigt med et langt stærkere fokus på udsatte børn og unge!

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.