DEBAT Politik

Der ligger en stor udfordring i at skabe en anstændig migrant-politik

Dette er et debatindlæg: Indlægget er alene udtryk for skribentens holdning. Alle indlæg skal overholde straffelovens og de presseetiske regler. Du er også velkommen til at sende en mail med din mening til os.

Af Tina Davidsen, Brettevillesgade 7B, 9000 Aalborg, tinadavidsen1970@yahoo.com

NYTÅRSØNSKE:”Solen er så rød, mor”...

Sagte og stille og skarp og klar i vinterkuldens morgenfrost dukker den smukke, poetiske børnesang frem i min bevidsthed og breder sig i min øregang.

Jeg står som altid op, når hanen galer og som det første åbner mit vindue og kigger ud, suger morgenluften ind i lungerne og titter efter solen, som står op lige foran min næsetip.

I disse dage er vi velsignet med en vintersol så brændende, blændende, buldrende intens af morgenrøde, at det må være årets bedste og største julegave, for det føles, som om universet pakker os ind i omsorg og favner os med kærlighed og hjertevarme og gennem solens stråler gør os skønne indeni.

At teksten blev skrevet af en socialdemokrat, der endte med mere end at flirte med den yderste højrefløj og på et tidspunkt i historien, hvor en anden stor socialdemokrat, nemlig Stauning opfordrede befolkningen til at samarbejde med tyskerne under besættelsen, hvilket sangens tekstforfatter, Harald Bergstedt i dén grad gjorde, idet han åbenlyst favnede og hyldede nazismen, tja, det glemmer man med vilje gerne i kunstens og skønhedens navn.

Adskillige årtier efter flirter socialdemokrater jo stadigt med den yderste højrefløj og har jo, som enhver ved, vundet valget ved åbenlyst at favne og hylde, ganske vist ikke nazismens, men DF’s højreekstremistiske udlændingepolitik.

Men tja, det glemmer man med vilje gerne i regeringsmagtens navn...

Spørgsmålet er, hvordan man kommer videre herfra i det nye årti, hvor både Socialdemokratiet og ikke mindst Venstre med den nye formand, Jakob Ellemann-Jensen i spidsen for et splittet parti, ganske vist uden det tyngende ”formandsskab”, men med et ikke mindre tyngende skyggekabinet af Støjberg-tilhængere, skal positionere sig på udlændingepolitikken uden DF som undskyldning for de stramninger, man har været nødt til at lave for at få støtte til at gennemføre en politik.

Som tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen formulerer det i et interview i Berlingske (lørdag 28.12.), ”det borgerlige Danmark sætter fremtiden på spil, hvis man kritikløst indoptager en hvilken som helst udlændingepolitisk impuls fra yderfløjene”. Det gælder også Socialdemokratiet.

Men med DF uden for indflydelse skal S og de borgerlige partier til at stå på egne ben i definitionen af deres udlændingepolitik, for man kan ikke længere trække kortet, ”jamen vi sagde ja til en flygtninge ø, en smykkelov eller et burkaforbud for at få vores politik igennem”.

Politisk set bliver én af de store udfordringer i det nye årti at få skabt en anstændig, humanistisk og ansvarlig politik omkring migranter og flygtninge problematikken, både nationalt og internationalt.

Den nye regering lover jo, at det er ”slut med symbolpolitikken” og strammer lagkager og har da også vist sig fra sin bedste politiske side ved at få børnene ud af Sjælsmark. Lad os håbe, de gode takter fortsætter.

Forældrene til disse børn drømmer sikkert om at give deres børn et trygt sted, hvor de kan sidde i aftensolens blide skær og synge dem i søvn med den skønneste børnesang. En sang med melodi af Carl Nielsen og med tekst af en, der ikke var stueren, men som skrev så nostalgisk og melankolsk og uden at vide det, ganske præcist formidlede dén følelse de rodløse og hjemløse flygtninge, nøjagtigt må have;

”Hvorfor bliver det nat, mor, med kold og bitter vind?

Hør den lille kat, mor, den mjaver og vil ind!

Mågerne og ternerne har ingen sted at bo.

Hør, nu synger stjernerne, de synger mig til ro!”

Måtte alle forhutlede, fortabte, forsømte, fordømte, hjemløse, rodløse og ensomme, flossede sjæle nyde godt af vintersolens brændende, blændende, buldrende morgenrøde og føle hjertevarmen brede sig i naturens omsorgsfulde favntag.

Og må mit nytårsønske være, at det nye årti, tyverne, vil blive årtiet, hvor vi langt om længe finder frem til en mere omsorgsfuld, barmhjertig og menneskelig håndtering af problematikken omkring mennesker på flugt fra krig eller social elendighed.

Godt nytår til alle!

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.