Derfor frygter jeg vaccination – jeg døde en smuk forårsdag i 1982

Af Elisa Sloth Steenberg,debat@dnmh.dk

Elisa Sloth Steenberg,tekstforfatter og journalist. Opvokset i Aalborg og er nu tilbage i hjertet af byen. Passer godt på et af de bittesmå byhuse fra starten af 1800-tallet, som hun deler med sin hund, Oscar. E-mailadresse: elisa-steenberg@stofanet.dk

CHOK:Der er mange forskellige begrundelser for, at nogle mennesker ikke ønsker at blive vaccineret imod covid-19.

Nogle er mere besynderlige end andre. Eksempelvis, at Bill Gates har tilført mikrochips til vaccinen, så han på den måde kan sidde og overvåge Rasmus Hansen og Eja Von Huttenhauser i Nørre Bavelse.

Når han ikke lige har for travlt med at blive skilt. Gates, altså.

MIN PERSONLIGE begrundelse er, at jeg en smuk forårsdag i 1982 døde på Roskilde Amtssygehus efter et anafylaktisk chok, forårsaget af allergivaccine.

Ganske vist var jeg kun død i tre-fire minutter. Men dog konstateret aflidt, inden adrenalin indsprøjtet i hjertet bragte mig tilbage til de levendes land.

DENNE NOGET dramatiske begivenhed har sat sine spor i mit sind.

Aldrig, aldrig, aldrig skal nogen få lov til at sprøjte ting ind i mit spæde legeme.

Så det har været nogle tænksomme uger, siden invitationen til at få en kanyle i armen droppede ind i min e-boks.

Alle de dramatiske detaljer fra min sidste oplevelse med vaccine stod lysende klart for mit indre øje. De næsten 40 års afstand til trods.

ANGSTEN BLANDEDE sig med tanker om, at mit meget tilbagetrukne liv nok sagtens kunne forenes med at nøjes med en testpind i næsen af og til, indtil gruppeimmuniteten indfinder dig i Danmark i det tidlige efterår. Funderede jeg.

Min seneste udenlandsrejse daterer sig otte år tilbage. Så flyrejser var heller ikke et incitament. Diskoteker og fitnesscentre lokker ej heller. Og min meget lille familie giver heller ikke fremtidshåb om dåb, konfirmation og bryllup.

SÅ HVORFOR udsætte mig for bivirkninger, jeg ikke havde hundrede procent styr på?

Her kom begrebet FOMO (Fear of missing out), angsten for at gå glip af noget, ind på en underlig måde.

Pludselig var mit feed på Facebook oversvømmet af beskeder om datoer for første stik og begejstrede meddelelser om andet ditto.

Rørte beretninger fra vaccinekøen, taknemmelighed over at leve i et land, der leverer den service til sine borgere kvit og frit. Og ikke mindst planer for en corona-fri fremtid for hver især.

OG NEJ. Jeg har ingen Facebook-venner med sølvpapirshatte, sort tøj og grydelåg, der ikke tror på sygdommen og deraf følgende forholdsregler.

Jamen, jeg følte mig så meget udenfor fællesskabets forløsende rytme, at jeg nærmest gik i flyverskjul!

NU ER jeg i den heldige situation, at der i mit lægehus er to behjertede læger, der har humor og medmenneskelighed nok til at tage deres patienter alvorligt. Hvor rundt på gulvet og ude af stand til at koble hjernen til i pressede situationer patienten - jeg - end måtte være.

Så efter at have tjekket min situation på lungemedicinsk og farmakologisk afdeling var budskabet, at jeg sagtens kunne gå i gang med vaccinationen.

MIT UTAKNEMMELIGE svar var, underforstået, ”Tak for lort”. For så skulle jeg igen i tænkeboks.

Det føltes stadig ikke rigtigt, skønt det meste af landets befolkning nu efterhånden var i ekstase ved tanken om den fagre, nye verden, de så ind i.

Men også her trådte mine behjertede læger i aktion. De ringede og stillede mig overfor et fait accompli:

- Nu er der bestilt Moderna til dig.

Jeg blev med andre ord taget med tang. Og ramt af taknemmelighed.

SÅ I SIDSTE uge stillede jeg i et dertil indrettet rum i lægehuset sammen med ligestillede, og delte en ampul i trygge omgivelser.

Det er sgu da omsorg og handlekraft, der vil noget.

Og jeg skal stadig ikke ned og ligge i ske med andre europæere på en strand i Spanien. Eller til festival.

Men jeg har muligheden for at besøge familien i København. Langt om længe. Og for at indtage et måltid på en restaurant eller låne en bog uden at skulle rodes rundt i næsen med en pind.

Om to uger!

OG NÅR jeg nu overlevede, er det slet ikke så galt.

Til gengæld har jeg hele tiden kunnet nyde de fire daglige ture i den friske luft med min bedste ven, westien Oscar. Og vi vil også smutte ud og fimre nu.

Håber I nyder pinsen. Og livet i al almindelighed.

For det er nok en messe værd.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Skudepisode i Aalborg: Tyder på internt opgør i det kriminelle miljø
Luk