EU

Det er nu, vi skal holde sammen

Efter Afghanistan-krigen er det nu eller aldrig for Danmark og EU

Dette er et debatindlæg: Indlægget er alene udtryk for skribentens holdning. Alle indlæg skal overholde straffelovens og de presseetiske regler. Du er også velkommen til at sende en mail med din mening til os.

Af Pernille Weiss

medlem (K) af Europa-Parlamentet,

Wildersgade 26, 1408 København K

pernille.weiss@europarl.europa.eu

AFGHANISTAN:Det er nu, vi skal holde sammen. Både i Danmark og i EU.

“Det må da være nemmere, hvis man kun behøver et flertal for at komme videre i dagsordenen!?”

Sådan er vi mange, der har erfaret gennem livets utallige sammenhænge.

Hvis alle skal blive enige, tager det bare lang tid, og man får indimellem lyst til at kvæle mindretallet eller smide dem på porten. Nogle gange sker det også. Det er bare sjældent særligt klogt på den lange bane.

I LYSET af den tabte krig i Afghanistan og erkendelsen af USA’s ændrede selvopfattelse og prioriteringer i udenrigspolitikken, som ellers har været på vej siden Clintons første periode, er der en stigende erkendelse i EU af, at vi står ualmindeligt skrøbeligt og alene i værn og kamp for fred, frihed og stabilitet i og omkring Europa. For vi skal selv finde ud af det. Hurtigst muligt. For fjenderne af demokrati bliver i disse år flere og flere og stærkere og stærkere.

ANGREB PÅ europæiske værdier og borgere planlægges jo ikke efter EU’s statslederes fælles mødekalender. Tværtimod. Kan EU’s manglende handlekraft og pt. tvivlsomme amerikanske skjold udstilles eller udnyttes, bliver den det. Og det vil ske oftere i takt med at Putin, Jihadisme og Kina har brug for det i deres egen sags tjeneste.

Derfor er det godt og vigtigt, at vi få får en grundig samtale om, hvordan EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitiske profil og værktøjskasse indrettes. Og den skal ikke tage 100 år, for så findes det Europa, vi kender, ikke længere.

ET QUICKFIX på den galej kunne derfor oplagt være at fjerne betingelserne for enstemmighed i Rådet - altså i kredsen af EU’s stats- og regeringsledere. Så behøver alle ikke at være enige om alt hele tiden. Alle, der gerne vil have mere EU og mindre nationalstat klapper naturligvis i hænderne og griber chancen til at foreslå, at Danmark hurtigst muligt skal af med sit forsvarsforbehold. Det sidste er jeg helt enig i, men det første er jeg ikke.

BEGGE DELE vil jeg forklare:

Flertalsbeslutninger er godt til meget. Bare ikke alt. Og slet ikke de alvorlige sager, som sikkerheds- og udenrigspolitik jo er. Især når det er på vegne af en forening af suveræne stater, der aldrig kan blive stærkere end det svageste led. EU er nationalstaternes forening og EU’s funktion er at passe godt på disse ved at være effektiv til at løse de udfordringer, ingen af staterne kan klare på egen hånd. Dét er EU’s opgave – hverken mere eller mindre.

UDENRIGS- OG sikkerhedspolitik for Europa er et særligt område, fordi det dybest set handler om at passe godt på os selv i en verden, hvor alle ikke ligner os europæere og heller ikke har lyst til det. I al fald lige foreløbigt.

Vi kan miste os selv, hvis vi gør for lidt, eller hvis vi gør for meget. Så vi skal tænke os godt om.

DERFOR ER jeg tilhænger af enstemmighed. For vi skal holde sammen undervejs og mere end nogensinde før. Flertalsafgørelser på udenrigs- og sikkerhedsområdet vil splitte EU’s lande internt og vores økonomiske muskel vil blive slap. Og det er den eneste, vi kan bruge i en tid, hvor gammeldags krudt-og-kugler er afløst af cyberangreb, handelsbarrierer og migrantstrømme, der dirigeres mod EU’s ydre grænser.

ENSTEMMIGHED har også den fordel, at når en beslutning er taget, er sandsynligheden for, at den er bæredygtig og robust nok også desto større. Eneste problem er, at enstemmighed kan tage tid at opnå, hvis ikke alle forstår alvoren eller spiller illoyalt dobbeltspil i slet skjulte alliancer med Rusland eller er blevet for økonomisk afhængig af Kina. Men også her vil enstemmighed som krav forhåbentligt presse EU’s regeringsledere – og vi i Europa-Parlamentet skal nok presse hårdt på – til at få ryddet op og rettet ind.

DERFOR STEMMER jeg for enstemmighed! Hvilket apropos også er i Danmarks egen interesse som det lille land, vi trods alt er.

Hvad det danske forsvarsforbehold fra 1992 angår, er det på høje tid, at vi kommer ind i kampen. Ærligt talt!

EU’s forsvarssamarbejde har brug for det danske perspektiv og den danske faglighed, som ansatte og eksperter i dansk forsvar har i langt højere grad end i mange andre EU-lande. Her må vi godt ranke ryggen og tro på, at vi har noget, som Europa ikke kan undvære. Og Danmark kan ikke undvære, at EU’s samarbejde, der forsvarer vores territorie, værdier, stabilitet og fred omkring os, hurtigst muligt kommer til at fungere bedre. Sammen med en styrket deltagelse i Nato fra alle EU’s lande naturligvis.

EUROPA skal bruge både livrem og seler i årene frem, hvis vi skal lykkes med at få de europæiske værdier for demokrati, menneskelig frihed og værdighed, samt ansvar overfor naturen og klimaet med ind vores børns fremtid. Vi skal tro på, at det på den lange bane også er det, resten af verdens kommende generationer gerne vil. Så vi har bare at passe godt på det – med enstemmighed og Danmark inde ved bordet af EU’s forsvars-, udenrigs- og sikkerhedspolitik.

God søndag!

Pernille Weiss skriver første søndag i hver måned om sit arbejde i EU. Medlem af Europa-Parlamentet for Det Konservative Folkeparti. Uddannet sygeplejerske, cand.scient. i sundhedsvidenskab, master i innovation og ledelse (LAICS) og certificeret sexolog. E-mailadresse: pernille.weiss@europarl.europa.eu.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.