Det gælder om at samle erhvervserfaring – og gribe, før man kan begribe

ARBEJDSERFARING: Man må kunne gribe, før man kan begribe

Forleden dag læste jeg om en undersøgelse, der viste, at hele fire ud af ti, der bliver færdige på universitetet, aldrig har lavet noget sammen med en virksomhed eller organisation undervejs i deres studieforløb.

Og mange har heller aldrig haft et fritidsjob i løbet af deres skoletid.

Derfor er det måske ikke så underligt, at mange unge får en brat opvågning, når de for første gang stifter bekendtskab med arbejdsmarkedet efter at have gået i skole måske tæt på 20 år af deres liv.

JEG HAR bestemt intet ønske om at fornærme mine lærere fra min gamle folkeskole eller mine undervisere fra handelsskolen eller universitetet – eller behov for at forklejne den viden, som de igennem årene har forsøgt at proppe i hovedet på mig.

Men jeg må bare erkende, at jeg bliver mere og mere overbevist om, at meget af det, som jeg lærte i mine fritidsjob for efterhånden mange år siden, i mindst lige så høj grad har været med til at forme og danne mig, som den formelle undervisning, jeg har modtaget i årenes løb.

NOGET AF det, jeg i hvert fald har lært af mine forskellige fritidsjob som fejedreng, flaskedreng og postafløser er en kæmpe respekt for de tusindvis af danskere, som hver eneste dag udfører hårdt og manuelt arbejde.

Det tror jeg mange, af dem, der i disse år forlader universiteterne kunne have gavn af at have haft med i bagagen.

IFØLGE TAL fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har mere end fire ud af ti danskere i dag et fysisk krævende arbejde.

Men det er lidt, som om, de mange danskere med fysisk krævende job ofte glemmes i den offentlige debat.

Det gælder f.eks. når vi taler om, at vi alle sammen skal arbejde længere.

Jeg kan ikke helt befri mig fra den tanke, at det også har noget at gøre med, at mange af dem, der sidder og laver regler og politik, har gået rigtig mange år i skole – men måske ikke har haft et stykke reelt manuelt arbejde undervejs, og som derfor ikke har den fjerneste anelse om, hvordan det er at møde klokken 7 og knokle igennem til klokken 15.30 – eller senere.

JEG KAN stadig huske, da jeg som 13-årig cyklede hen til den lokale tømrer-snedkervirksomhed og søgte job.

Jeg fortalte, at jeg var på udkig efter et fritidsjob efter skoletid, og tømrermesteren sagde, at de faktisk lige stod og manglede en fejedreng nogle timer om ugen, og at jeg kunne begynde mandagen efter, hvis det havde interesse. Det havde det.

På vej ud ad døren igen kan jeg huske, at tømrermesteren sagde til mig, at de normalt ikke ansatte nogen yngre end konfirmationsalderen, men at jeg virkede frisk og klar til at tage fat, så de ville gerne ansætte mig.

JEG VAR pavestolt, da jeg cyklede hjem og jeg husker også stadig, hvordan mine forældre værdsatte og påskønnede mit initiativ.

Det var en skøn fornemmelse.

Jeg var glad for mit job som fejedreng, og jeg fik ofte at vide, at jeg fejede skidt – og det gjorde jeg jo også. Og lidt afhængigt af, hvordan ordene ”fejede” og ”skidt” blev betonet, så var det jo som oftest slet ikke så skidt.

JEG ER helt overbevist om, at det har stor betydning for vores indstilling til det at arbejde og for vores forståelse for værdien af at være en del af et arbejdsfællesskab, at man også i løbet af skoletiden og i forbindelse med sin uddannelse, får mulighed for at stifte bekendtskab med arbejdsmarkedet og med forskellige typer af arbejde og arbejdsfællesskaber.

JEG ER i hvert fald helt overbevist om, at de forskellige arbejdsfællesskaber, som jeg har haft mulighed for at være en del af – allerede i skoletiden – hos Hirtshals Tømrer-Snedker, Post Danmark, Bang & Olufsen Center, Aldi og hos den lokale maskinstation, har været med til at gøre mig til den, jeg er i dag.

FØRST OG fremmest har jeg fået en kæmpe respekt for de mange danskere, som ikke bare nogle timer undervejs i deres skoletid, men i hele lange arbejdsdage igennem et helt arbejdsliv, har udført manuelt og ofte hårdt, fysisk arbejde. En forståelse og empati, som ikke er en del af skemaet på universitetet.

Grundtvig skrev engang, at vi må kunne gribe, før vi kan begribe.

Jeg synes, der ligger en stor sandhed i de ord. Måske har vi i jagten på lange uddannelser og drømmen om videnssamfundet glemt den egentlige betydning af ordet ”knowhow”.

DET ER ikke nok at vide, man må også kunne noget, vide, hvordan man gør. Denne forskel får man for alvor blik for, hvis man løfter blikket fra skolebøgerne for en stund, og bevæger sig ud i arbejdslivet. I grundskolen gerne i form af et fritidsjob og på de videregående uddannelser gerne i form af et projektsamarbejde med en studierelevant virksomhed eller organisation.

SÅ HERMED en opfordring til de næsten 70.000 unge mennesker, som i sidste uge fik besked om, at de var optaget på en videregående uddannelse; sørg for at få etableret et samarbejde med en rigtig arbejdsplads undervejs i studierne. Det giver både en større forståelse for arbejdsmarkedet og nogle mere interessante og relevante opgaver og projekter på uddannelsen.