DEBAT Klima og miljø

Det skal være slut med brug-og-smid-væk – også når det gælder tøj

Dette er et debatindlæg: Indlægget er alene udtryk for skribentens holdning. Alle indlæg skal overholde straffelovens og de presseetiske regler. Du er også velkommen til at sende en mail med din mening til os.

Lene Høg fra Aalborg er freelanceskribent og tekstforfatter med fokus på bæredygtighed. Indehaver af AdHoc Kommunikation.E-mailadresse: info@adhockommunikation.dk.

TØJSPILD:Danskerne skal sortere mere affald – nu i 10 sorteringer hjemme i husholdningen, så vi kan øge genanvendelsen.

Det fremgår af den affaldsaftale, som regeringen og en række af Folketingets partier netop har indgået. Det er en god idé. Men det vil være endnu bedre for miljø og klima at beslutte at danskerne skal skabe mindre affald. Og et oplagt indsatsområde her er vores tøjforbrug.

HVER DANSKER køber i gennemsnit 16 kg tøj om året – og lader 30 pct. af det hænge ubrugt i garderobeskabet.

Modebranchen har i dag mindst seks årlige kollektioner, ikke længere kun to. Tøjproduktion bidrager til 10 pct. af verdens samlede CO2-udledning. Tankevækkende tal der understreger problematikken: At vores forbrug er eskaleret og vokset ud af proportioner, fordi tøj er blevet så billigt.

DER ER heldigvis en tiltagende bevidsthed om emnet i den offentlige debat, og der er stemmer, som sætter ord på dilemmaerne og anviser os en vej videre.

En af dem er Else Skjold, som har forsket i bæredygtig mode de sidste mange år.

FORLEDEN hørte jeg et inspirerende webinar, hvor hun bl.a. talte om cirkulær økonomi som en måde at modvirke tøjspild – altså den tankegang, at kasseret tøj indgår i et kredsløb, hvor det kan oparbejdes til fibre eller genbruges direkte via genbrugssalg.

Problemet er desværre ofte, at en del af tøjet er for ringe til at blive genanvendt eller genbrugt. Der findes så at sige god og dårlig cirkularitet.

Ifølge Else Skjold er det derfor vigtigt at kigge tilbage i fortiden, når vi skal skabe fremtiden på tekstilområdet: Vi skal købe bedre kvalitet, og så skal vi genopdage de gamle dyder med at reparere og pleje vores tøj.

MIN mormor gjorde det og min mor til dels også: syede en lap på det slidte cowboybukseknæ eller lagde en kjole ind eller ud efter svingende vægt.

I dag kan jeg dårligt sy en knap i, og mine børn lærer det kun, hvis farmor viser dem det. Så vi skal have færdighederne tilbage, både i skolen og derhjemme.

Og så skal vi arbejde med vores syn på tøjets levetid. Else Skjold medvirker i podcasten ”Bedre mode” sammen med bæredygtighedsblogger Johanne Stenstrup.

Her giver de hver uge gode råd til undgå tøjspild og bevare garderobeglæden. ”Garderobeglæde” – et dejligt ord der fortæller at vi gerne må glæde os over vores tøj. Vi skal bare købe mindre og bedre.

BEVÆGELSEN Stop Spild af Mad er lykkedes med at sætte danskernes madspild på dagsordenen. Det har påvirket forbrugere og detailhandel, rykket ved vores vaner og nedbragt madspildet med otte pct. på seks år.

Jeg tror på, at det også kan lykkes at sætte danskernes tøjspild på dagsordenen så vi kan komme væk fra brug-og-smid-væk. Også i vores tøjforbrug.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.