DEBAT Ældre

DF-kritik af ældrepleje er under lavmålet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er alene udtryk for skribentens holdning. Alle indlæg skal overholde straffelovens og de presseetiske regler. Du er også velkommen til at sende en mail med din mening til os.

Af Leo Thysk, Kirstine Jensens Vej 12, 9240 Nibe

Pia Kjærsgaard langer (7.1.) under overskriften ”Stor skuffelse” heftigt ud efter indholdet i statsministerens nytårstale.

Tankevækkende – for når man ser det i lyset af, at DF i 14 af de 18 seneste år har været det afgørende, omend meget passive støtteparti for Foghs og Løkkes regeringer, er Kjærsgaards kritik jo helt under lavmålet.

Selv da DF i forrige valgperiode havde 37 mandater i Folketinget og flere end Venstre, havde DF åbenbart hverken pondus eller mod til at presse Løkkes regeringer til at skaffe borgerne den bedre ældrepleje, som Kjærsgaard så meget efterlyser ord om i statsministerens nytårstale.

Ligeledes med andre af de emner, som Kjærsgaard skriver om i sit læserbrev, må man både undre sig og være skuffet over, at DF ikke passede deres besøgelsestid, mens de klart kunne afgøre, hvor længe Fogh og Løkke skulle sidde med regeringsmagten.

Når det så er sagt, kan jeg godt følge Pia Kjærsgaards tanker, om det vil lykkes nuværende regering at få knækket det fald i velfærdsniveauet til både børn og ældre, som skiftende regeringer siden 2001 - og i øvrigt som nævnt det meste af tiden støttet af DF - har udsat danskerne for.

Hvis regering og folketing skal lykkes med det, må der nok tænkes helt anderledes omkring ældrepleje og andre sundhedsområder, der er meget omkostningstunge poster for kommunerne og derfor nærmest konsekvent altid de områder, der må bidrage til nedskæringer, når kommunernes budgetter skal på plads.

Derfor måske en idé fremover at samle ældrepleje og anden sundhedspleje i kommunerne under regionerne, så området sammen med sygehusvæsenet skal finansieres af vore skatter til staten og dermed bliver en del af finansloven.

Hermed må vi med rette kunne forvente, at alle borgere kan få samme velfærdsniveau, uanset om man har bopæl i de rige forstadskommuner eller i de økonomisk trængte kommuner, f.eks. her i Nordjylland.

Kommuner langt væk fra hovedstaden og de store byer har klart særlige økonomiske udfordringer, da borgernes indkomstniveauer og dermed skatteindtægter i f. eks. Hjørring og Frederikshavn er markant lavere end i Gentofte og Frederiksberg.

Tillige har kommuner uden for de store byer som regel også procentvis flere ældre og store landdistrikter at vedligeholde med veje og anden infrastruktur.

En mere fair udligningsreform kommunerne imellem vil naturligvis også kunne bidrage til et bedre niveau for velfærd i de økonomisk trængte kommuner, men efterhånden er det vel naivt at tro på at Folketinget snart - og senest før kommunalvalget i 2021 barsler med en ny og fair udligningsreform.

Denne meget komplekse opgave har jo i årevis bølget frem og tilbage i Folketinget – uanset regeringsfarven!

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.