Klumme

Dilemma: Mads skulle vælge mellem morfars begravelse eller være med til sin søns fødsel

Vi vil gerne tage de rigtige valg og være der for alle vore nærmeste, når der er behov for det. men nogle gange giver det svære situationer

Modelfoto

Modelfoto

Mads Søndergaard Thomsen er DGI-foreningskonsulent ved Hjørring Kommune.

SAMMENFALD:Hej - mit navn er Mads, og overskriften er lige præcis, hvad der fylder for mig.

Jeg har skrevet dette indlæg onsdag 6. november i uvisheden for at dele mine tanker.

God læselyst!

Mads Søndergaard Thomsen. Privatfoto

Mads Søndergaard Thomsen. Privatfoto

Jeg står og skal til at være far for første gang.

Er jeg klar? Godt spørgsmål.

Jeg kan mærke, at jeg er meget spændt og nervøs.

Hvornår sker det?

Hvordan reagerer vi?

Hvor lang tid tager det, og hvornår kan jeg sige ”goddag” til min søn, som jeg skal til at lære at kende. Puha, det bliver vildt!

Efter ni måneders ventetid er dagen der snart, meget snart.

Det er nemlig fredag 8. november, men det er ikke den eneste ting, som jeg skal forholde mig til 8. november.

Verden vil det nemlig sådan, at min morfar har været dødeligt syg med kræft i to år.

Lægerne har løbende ikke givet ham lang levetid.

Han har dog hver gang overlevet den ”deadline”, som lægerne har givet.

Derfor har vi som familie lært at leve i uvisheden med hans sygdom.

Endelig har han fået fred. Han sov stille ind natten til mandag 4. november.

Nu kan du som læser nok allerede se, hvad det er, som jeg prøver at fortælle.

Begravelsen er nemlig 8. november, samme dato som der er termin for min søns ankomst. What the f...?!

Jeg bor i Nordjylland med min kæreste, og min mors familie er fra Vestjylland.

Det er også der - i min mormor og morfars hjemby Borris - at begravelsen skal være. Lidt over to timers kørsel væk fra min husstand.

Jeg vil rigtig gerne være med til at sige det sidste farvel til min morfar, men omvendt vil jeg overhovedet ikke risikere at misse min søns fødsel, og selvfølgelig vil jeg være der fra start for min kæreste.

Alle mulige scenarier er i spil i mine tanker. Hvad nu hvis det sker, og hvad nu hvis det sker ...

Jeg har tænkt den tanke, at hvis jeg er i kirken midt i begravelsen af min morfar, og min kæreste ringer og siger: ”Nu er det nu, skynd dig hjem”, at jeg så ringer til Midt/Vestjyllands Politi og beder om at få politieskorte hjem til Nordjylland.

Ja, jeg ved godt, at det er nok et usandsynligt scenarie, men det har været en tanke.

Jeg kan også blive hjemme velvidende at jeg misser min morfars begravelse, og vi ikke rammer fødegangen på fredag alligevel, men blot tager en hyggedag med Netflix.

Jeg er splittet i mit valg. Jeg finder højst sandsynligt først ud af, hvad jeg gør, fem minutter før jeg eventuelt skal køre for at nå starten på begravelsen.

Men jeg skal være ærlig at tænke - helt seriøst - hvorfor? Hvad er sandsynligheden for, at min morfar skal begraves på vores terminsdato. Jeg er med på, at førstegangsfødende sjældent føder på terminsdato, og at det ofte tager længere tid, men hvad nu hvis? Hvad nu hvis vi er nogle af de få, som ikke passer ind i statistikkerne?

Når alt kommer til alt, vil jeg gerne sige tak til min mormor og morfar for alle de fantastiske oplevelser. Fra de små feriedage og ture ned til jer, hvor vi blev hentet på halvvejen, til at jeg konstant prøvede at spise lige så mange kartofler som min vestjyske morfar.

Jeg vandt vist aldrig den konkurrence.

Samtidig er det snart, at jeg også kan bryste mig af at være far, og er jeg klar til det? Når jeg mærker efter, er svaret soleklart ja! Jeg er klar, og jeg bliver mindet om det, hver gang jeg snakker med andre voksne, der har børn. Den glæde, de udstråler, når de fortæller - på trods af manglende søvn og skift af mange bleer - om deres børn. Den glæde glæder jeg mig til at udstråle, når jeg skal til at fortælle om min kommende søn.

På en eller anden måde er det et meget smukt scenarie med tanke på livet. Et farvel til et gammelt menneske og et velkommen til et nyt ungt menneske - to vidt forskellige følelsesmæssige måder at være en del af i en blanding af sorg og glæde.

Men hvad jeg gør på fredag?

Det ved jeg ikke endnu … det må tiden vise.

P.S.: Det endte faktisk med, at selvsamme aften/nat, som jeg skrev ovenstående, gik min kæreste i fødsel og fødte torsdag 7. november en skøn lille dreng til os.

Derfor blev valget truffet for mig, og jeg blev ved min søn og kæreste.

Så jeg fik ikke sagt det sidste farvel til min morfar. Jeg valgte at sige hej til min fremtid og desværre ikke et farvel til min fortid.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.