Dybt problematisk at bruge skjult kamera på TV 2 – igen

TV 2: Det er ved at være en tilbagevendende begivenhed, at TV 2 hver sommer laver ”skjult kamera-leg” med rigtige mennesker.

I år som tidligere er det mennesker, der ikke selv giver samtykke til de skjulte optagelser.

Sidste år var det en børnehave.

Tidligere har det været inden for ældreplejen og socialpsykiatrien.

I år er det hos en stærkt dement medborger, der ikke selv kan give samtykke, så den har man fået af familien.

Landsretten har (30.6.) forbudt TV 2 at vise optagelser fra borgerens bolig på plejehjemmet, hvor man ellers havde placeret masser af små mikrokameraer for at dokumentere de påståede kritisable forhold, som familien oplever på plejehjemmet.

Herefter gik man i gang med flere ugers optagelser, der skulle munde ud i en 45 minutters tv-dokumentar.

Landsrettens afgørelse lægger især vægt på, at beboeren grundet sin demenssygdom ikke er i stand til selv at give et gyldigt samtykke til optagelserne, og at billederne er optaget ulovligt.

I grundloven står der blandt andet om privatlivets fred i paragraf 72. Privatlivets fred er først og fremmest beskyttet af FN’s menneskerettighedserklæring. Alt i alt fastslås det dog, at man skal have en god grund til at krænke privatlivets fred.

Gennem de seneste år har vi oplevet, hvordan den vaklende norm og moral har ført til et mægtigt normskred hos os alle.

Det har betydet, at det er, i vores alles øjne næsten legalt, ja, måske kan vi nærmest sige forventeligt, at anvende skjult kamera.

Ja, vi kan vel næsten også sige, at det har været interessant at følge, hvordan TV 2 i sine afsløringer dygtigt har udnyttet moderne journalistiske elementer som skjult kamera og opfordringer til seerne om at bidrage med deres erfaringer, hvad de har gjort i overvældende grad.

Angiveri i en højere sags tjeneste kunne vi vel godt kalde det, og forargelsen har været massiv over hele linjen.

Selvfølgelig bliver vi alle rystet over dokumenteret omsorgssvigt og forråelse, oven i købet over når det gælder samfundets allersvageste borgere.

Har du intet at skjule, bør du heller ikke have noget imod, at vi overvåger dig og bruger det som underholdning i den bedste sendetid, lyder det rask væk fra borgerlige politikere.

Samtidig med, at man gennem mange år har udsultet kommunernes budgetter og hermed også standset den faglige udvikling inden for faget, der arbejder med demente medborgere, hvilket alle eksperter er enige om kræver konstant faglig udvikling.

Skjult kamera er altså fantastisk godt til at skabe forargelse.

Når det derimod drejer sig om strukturelle problemer, er det mere tvivlsomt, om det også kan være med til, at skabe forandring.

Lad os for en stund se på baggrunden og etikken for denne skjulte kameraleg, som TV 2 har gjort til sit varemærke.

Skjult kamera er en form for journalistisk magt, der, når den står alene, er en del af en magtform, som er dybt problematisk, når den medvirkende ikke selv kan give sit besyv med, grundet ofte manglende sprog.

Hvor mange af os ville egentlig kunne bestå skjult kamera-prøven?

Jeg er da ikke sikker på, at jeg selv ville kunne.

Mon ikke vi alle kunne blive afsløret i at sidde ned for en stund, selv om vi har fortalt lederen, at man arbejdede i sit ansigts sved?

Skjult kamera er således fantastisk godt til at skabe forargelse.

Men hvorfor nu altid ældrecentrer, socialpsykiatrien og børnehaver?

Det kan undre, at medierne ikke som en forfriskende afveksling sender deres skjulte kameraer ud til faggrupper med større prestige.

Hvad med dommerstanden, børsmæglere, advokater, spindoktorer og politiske kommentatorer?