Efter coronavirus kommer de lyse nætter og foråret tilbage
Opdateret 20. maj 2022 kl. 11:32
Af Tina Davidsen, Brettevillesgade 7B, 9000 Aalborg, tinadavidsen1970@yahoo.com
CORONAVIRUS: ”Væk med det! Ud med det!”.
Således lyder det fra den ellers så selvbeherskede bankdirektør Varnæs i tv-serien ”Matador”, da han i glædesrus over Danmarks befrielse river mørklægningsgardinerne ned fra vinduet i finstuerne.
Mørklægningsgardinerne som besættelsestidens ultimative symbol på de mørke tider i mere end én forstand, og som blev nu brændt på bålet i gaderne af det ganske folk,som strømmede ud i vild jubel over, at nu var de lyse tider kommet tilbage.
Og jubelen ville ingen ende tage, folk faldt i armene på hinanden, bagerne viftede med Dannebrog i den ene hånd og kagerullen i den anden og da de sejrrige troppersenere vendte hjem og marcherede triumferende gennem gaderne blev de omfavnet og kysset på af de unge smukke piger, og blev mødt med taknemmelige klapsalver og jubelråb.
Gad vide om vi kommer til at se samme scener og mærke samme stemning, når vi har sejret over den pokkers corona-virus, og vi kommer til at opleve befrielsens øjeblik, hvor vi igen må have socialt samvær og gå i butikker, på caféer, restauranter, på biblioteker og i træningscentre, og hvor vi i samme glædesrus som bankdirektøren kan glemme selvbeherskelsen og kyle symbolet på Corona-virus besættelsen, nemlig dunken med håndsprit ad h... til!
”Væk med det! Ud med det!”
Så render vi alle ned i gaderne og brænder masker og håndsprit af på gigantiske bål og vifter med Dannebrog og kysser og krammer hinanden og når sundhedspersonalet så forlader hospitalerne, udmattet og overtrætte efter at have kæmpet mod den usynlige fjende i denne ”sundhedskrig”, som den franske præsident Macron kalder det, og de marcherer sejrsrigt gennem gaderne, ja så kaster vi blomster efter dem og tiljubler dem og råber, ”tak fordi I passede på Danmark”.
Og vil man have en forsmag på ”festlighederne”, så gør som jeg og følg trenden fra det fantastiske franske hashtag, #On Applaudit, ”Vi Klapper”, hvor samtlige franskmænd i alle franske byer hver aften præcis klokken 20.00 træder ud på deres altan og klapper i kor som en hyldest til sundhedspersonalet, som kæmper på sygehusene mod den usynlige Corona-fjende. Den franske TV-kanal, BFMTV viser hver aften direkte billeder fra Nice, Paris, Lille, Strasbourg, Bordeaux og andre byer, så personalet kan se, hvordan franskmændene ikke alene klapper, men også blæser i tågehorn, spiller nationalhymnen på trompet, hamrer med grydelåg og råber af deres lungers fulde kraft, ”merci, merci, merci”. Tak til disse hverdagens helte.
En anden helt, der kæmper for at opretholde troppernes moral i disse mørke tider, er den vidunderlige chefdirigent for Danmark radios Pigekor, Phillip Faber, som synger og spiller klaver for os hver morgen på DR 1 og klangen af hans lyse stemme samt de blide toner fra hans klaver gør, at man føler sig ligesom hjertet i den lille fine hvide skulptur af prins Henrik, som stod bag dronningen ved hendes tale til nationen for nylig, et fint lille hjerte i to trygge hænder.
”Du er tilbage med varme dage, du er hos mig”, sang han forleden, ”soldat Faber” og på pianoet havde han placeret en yndig buket påskeliljer og det summede af lys og luft og forårsstemning i skarp kontrast til dronningens noget dystre og dommedagsagtige tone i den famøse opsang til danskerne om at respektere sagens alvor.
”Det var forår”, startede hun talen, hele Danmarks Daisy, og selvom jeg har fuld forståelse og respekt for denne sagens alvor, så lad os ikke glemme, at det altså er forår, og at det bliver forår igen næste år, og næste år og næste år....
Vi skal nok vinde sundhedskrigen og befrielsens øjeblik skal nok komme, og i mellemtiden kan vi jo styrke os ved Phillip Fabers skønsang hver morgen på DR1 og mon ikke mange af os stadigt går og nynner med på denne torsdags så lyse og forårsagtige version af Albertes poetiske og blide ”Lyse Nætter”,
”Nu kommer fuglene igen. Og lyset vælter pludseligt ind, det kommer gennem alle sprækker. Lyse nætter er tilbage”.
Og ja, der vil desværre være ”faldne” på sundhedskrigens marker og de efterladte vil derfor gå i stå ved omkvædet; ”du er tilbage, du er hos mig”...
Men de skal vide, at så er vi andre her for at give jer alle de knus og kys og kram, i kan klare, for i disse kramme påbudstider har vi hundredetusindvis af kys og kram på vores emotionelle opsparingskonto og der er flere, hvor de kommer fra.
De lyse nætter og foråret, de kommer tilbage, næste år og næste år igen og næste år igen....
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.