DEBAT Fællesskab

Ekstremt usolidarisk at gå med i demonstration

Dette er et debatindlæg: Indlægget er alene udtryk for skribentens holdning. Alle indlæg skal overholde straffelovens og de presseetiske regler. Du er også velkommen til at sende en mail med din mening til os.

Af Kristoffer Hjort Storm,byrådsmedlem (DF) i Aalborg, 1. viceborgmester, Doktorparken 6, 9230 Svenstrup khs-byraad@aalborg.dk

Mindst tre medlemmer af Aalborg Byråd deltog i tirsdagens demonstration, arrangeret af Bwalya Sørensen. En demonstration, der tilkendegav at være antiracistisk, men hvis man lytter til talskvindens udtalelser, så er man ikke i tvivl om det modsatte.

Hvide mennesker må ikke benytte sig af de samme ”kampråb” som de sorte, og fronten af demonstrationen er forbeholdt sorte. Dette er bare få eksempler.

Desuden er hun ude og beskylde en ellers meget fredelig forening som Amnesty International for racisme, fordi der ikke er ansat sorte i Aalborg.

Men ikke nok med, at arrangøren smyger sig i fåreklæder, så bør der også være fokus på, at der samles 500 mennesker i en tid, hvor vi i ugevis har holdt afstand og haft lukket store dele af samfundet ned, for at beskytte vore ældre og svage medborgere mod at blive smittet.

Tusindvis af borgere har mistet deres arbejde, og staten har måttet investere milliarder af kroner i hjælpepakker - og så går folk på gaden for at demonstrere for sortes rettigheder i et helt andet land. Det er intet mindre end grotesk.

Racisme er en grim ting. og selvfølgelig skal vi tage afstand fra såvel racisme som politivold. Men det kan også gøres på anden vis end ved at udsætte vores samfund for et tilbagefald af covid-19-udbruddet.

Ved at samles i så store mængder udsætter Black Lives Matter og deres tilhængere samfundet for en øget smittefare, som kan udgøre en stor risiko for vores svageste borgere – i værste fald døden. Det er hverken solidarisk eller fornuftigt – det er tåbeligt og ekstremt usolidarisk overfor det samfund vi lever i, og det gavner på ingen måde de sorte hverken i USA eller Danmark.

Jeg håber, at deltagerne vælger at gå i isolation de kommende 14 dage, så deres usolidariske opførsel ikke risikerer at gå ud over andre. Er det ikke tilfældet, så håber jeg at borgmesteren træder i karakter overfor de involverede byrådsmedlemmer og enten sender dem hjem eller påbyder mundbind til vores møder. Flere af os har pårørende i risikogruppen og/eller arbejder med folk i pleje- og sundhedssektoren.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.