En diamant i en betonklods

YAHYA: 17. oktober 2013 fik Danmark en ny litterær stemme. Yahya Hassan (f. 1995) hedder han. En stemme, der har bidt sig så fast, at den næsten står som en diamant i en betonklods og det billede er ikke helt forkert når navnet er Hassan.

Hassan blev født og voksede op i en såkaldt ghetto i Aarhus V af palæstinensiske forældre og kan fortsat kalde sig statsløs palæstinenser med dansk pas.

Hjemmet var præget af en voldelig far og livet med moderen og de tre øvrige søskende hvor forældrene dyrkede den islamiske tro.

Faderen var i dele af barndommen taxachauffør, men overvejende på offentlig forsørgelse.

I digtet ”Plasticblomst” fra 2013 beskriver han en episode fra barndomshjemmet, her et uddrag:

”I den lejlighed jeg brændte ned

spiste vi altid på gulvet

far sov på en madras i stuen

de af mine søskende som var født

var fordelt rundt i lejligheden

en ved computeren

en kravlende rundt på gulvet og en hos mor i køkkenet

hvis du bliver ved med at irritere dine søskende

brænder jeg dig

sagde mor og holdt fars lighter op”

Hassan skabte en offensiv protest til hele barndomsmiljøet, men fik allerede som teenager problemer med at holde sig indenfor lovens rammer og kom til et opholdssted i Nordjylland.

Opholdet fik Hassan til at indlede de første skridt ind i skønlitteraturens univers. Hassan begyndte at skrive digte og flere højskoleophold fulgte, hvor han gik på skrivekurser.

Det var her, en af højskolelærerne, Lars Skinnebach, der fik øjnene op for Hassans store talent og kontaktede redaktør Simon Pasternak ved Gyldendal.

Denne fik tilsendt Hassans vilde digte i efteråret 2012, og fik dem læst i forår 2013 og Hassans første digtsamling blev en realitet i efteråret, hvor titlen ganske enkelt var hans navn, ”Yahya Hassan”.

Hassans navn var på manges læber dette efterår og digtsamlingens oplag, som har rundet 122.000 eksemplarer, er det største af sin art i danmarkshistorien for en debutantdigtsamling og er foreløbig udkommet i 12 lande.

Da den nåede de tyske anmeldere, skrev ”Die Zeit”, at digtsamlingen var en lyrisk dannelsesroman.

For bogen modtog Hassan en række priser herunder Weekendavisens Litteraturpris, Politikens Litteraturpris, BogForums debutantpris samt Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris. Fra 2013 gik Hassan desuden på Forfatterskolen i København et par år. Selv hørte min ældste datter og jeg Hassan læse digte op i et propfyldt Galerie Wolfsen i Aalborg umiddelbart efter udgivelsen.

Nu er der gået seks år, og mange havde ikke spået Hassan en fortsættelse som digter, men som en tyv om natten, udkom ”Yahya Hassan 2” 8. november i år.

Pasternak fortæller om den sparsomme kontakt med Hassan de seneste år, men ikke mindst glæden over, at Hassan sendte et manuskript lige før sommerferien hvor han skrev: ”Det er en fortsættelse af eren, og den handler om alt det, der er sket siden da. Den skal ud nu, fordi det er på høje tid”. Han slutter digtsamlingen med at give sig selv følgende karakteristik:

”Jeg er et litterært hangarskib

et poetisk maskingevær”

Og hvad er der så sket siden 2013?

Fra at være en debuterende forfatter og ”præmieperker” med politibeskyttelse er han blevet jaget vildt, voldsmand, fængslet og senest indlagt ”psykoseperker” uden et sted at være. Et liv, som han beskriver i 59 digte hvor tvivl, sammenbrud, vrede og vanvid og glimt af kærlighed er de overvejende ingredienser.

Hvorfor al denne virak? kan man spørge? Og igen må man ty til den gamle talemåde: Hvad kom først? Hønen eller ægget? Blev Hassan kun jagtet af sine egne landsmænd, fordi han kritiserede islam og det hykleri, som han oplevede? Eller var det ren og skær janteloven som blussede op for fuld skrue? Måtte en anden ”brun” mand ikke opleve så meget succes? Og hvorfor følte Hassan sig truet til at forsvare sig med våben? Blev han syg alene pga. det pres, som et helt samfund lagde på en ung mands skuldre der fortalte sandheden om mange indvandreres reelle hverdagsliv?

Der er vel ingen, der kan svare klart på disse spørgsmål, men sandt er det Hassan har oplevet mere end de fleste andre 24-årige i sit korte liv på paletten fra sort til hvid.

Tilfældigt er det næppe, at Gyldendal har ladet begge omslag på disse to digtsamlinger være kulsorte med navnet Hassan i hvidt, som eneste dekoration.

Hassans knivskarpe iagttagelser af sit eget miljø krydres med ligeså mange af vi andres.

I digtet ”Digtoplæsning i ghettoen” fra 2019, skriver han bl.a.:

”…jeg prutter på PET i den skudsikre firehjulstrækker

Rockertype bag rattet

Høresnegl i elefantøret

De intellektuelle har alle sammen sommerhus

Og de er bange for stormskader

De bor på Østerbro

Og plages af bandekonflikterne på Nørrebro

De vander kartoflerne i rækkerne

Og pisker børnene med idyl

De hilser hellere på en kendt

End på en bekendt

Jeg ligger i fosterstilling

I Martin Krasniks barneseng

Bag ved det lille toilet

Jeg gemmer mig sgu hos en jøde”

Jeg ville lyve, hvis jeg ikke indrømmer min fascination af Hassans.

Hvorfor skal mange flere læse Hassans digte?

Jo, fordi Hassan er en forfatter, der med pressemeddelelsens ordlyd fra Gyldendal pointerer: ”Han er et eksempel på, hvad litteratur kan: give plads til stemmer, der fortæller om det, vi andre ikke ved. Eller har lyst til at vide”.

I et demokratisk samfund bør alle stemmer blive hørt og alle afkroge afsøges. Hverken mere eller mindre. At Hassan har en blakket straffeattest og pletvis lider under psykisk sygdom rører ikke ved hans forfattertalent.

Gid Hassan er kommet for at blive på den skønlitterære scene. Der er brug for hans stemme!