Klumme

Endelig børnenes statsminister... skubbet på plads af de Radikale

Klummeskriver Bent Øberg glæder sig over, de Radikale har presset regeringen til at finde en løsning for Sjælsmark-børnene

Mette Frederikshan (S) har nu vist sig som børnenes statsminister, lyder det i denne klumme. Arkivfoto

Mette Frederikshan (S) har nu vist sig som børnenes statsminister, lyder det i denne klumme. Arkivfoto

Bent Øberg fra Frydendal i Aalborg er journalist (DJ), fhv. chefredaktør i den socialdemokratiske A-presse. Politisk kommentator.

METTE F.: Mette Frederiksen erklærede op til 5.juni-valget, at hun ville være børnenes statsmister.

Det gav forventninger. Men der skulle gå næsten et halvt år – og et gevaldigt skub fra de Radikale! – før der kom handling bag løftet og en udfrielse for Sjælsmark-børnene.

De har som afviste flygtningefamilier i årevis levet under vilkår der løbende er kritiseret af f.eks. Dansk Røde Kors og af Ombudsmanden, der har aflagt gentagne besøg og fundet børnenes vilkår umenneskelige.

I den situation må man udtrykke glæde over, at de Radikale nu reagerer med fasthed.

Hvis ikke børnenes indespærring ophæves, vil det nødvendige støtteparti for Mette Frederiksens et-partiregering afholde sig fra at bakke op bag finansloven,

Den er selve rygraden i driften af kongeriget og Mette Frederiksens statsministerstol.

Så nu skal indhegningen af Sjælsmark-børnene ophæves – inden længe. Men selvfølgelig uden at den erklærede socialdemokratiske strammer-politik droppes. Der bliver ikke tale om, at Sjælsmark-flygtningene skal flyttes i lejligheder eller ret til arbejde,

Det er børnene, der skal skærmes, betoner integrationsordfører Mattias Tesfaye. Med forståelse for sin partiformands løfte om børnepolitik. Og selvfølgelig både Dansk Røde Kora og Ombudsmandens advarsler.

Men reelt fordi S-regeringen tvinges til handling af de andre partier i det der engang kunne kaldes Rød Blok.

Der er omgående protesteret fra både Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige – og dertil bekymrende nok også fra Venstre, Det liberale parti, der brugte hele sidste weekend til at afsværge – eller i der mindste neddæmpe Inger Støjberg-fløjens ”ud med dem! ”-holdning.

Forløbet omkring Sjælsmarks indespærrede børn illustrerer det betændte klima, der plager dansk politik.

Som gammel socialdemokrat – meget gammel, må jeg bekende – havde jeg ikke drømt om at skulle rose de Radikale. Ihukommende Svend Aukens karakterisering: At føre politik med de Radikale er som at sømme budding op på en væg.

Men nu kom altså dagen, hvor jeg i respekt fælder min pen for de Radikale.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.