Er landbruget en elendig forretning?

LANDBRUG: Umiddelbart er det glædeligt, at svineproducenterne har udsigt til et sandt jubelår indtjeningsmæssigt i 2020, som det fremgår af en artikel (18.11.).

Det bedste er måske, at det fortælles, at der ikke i erhvervet ses større ønsker om at bygge flere stalde, men at der bliver plads til ”smør på brødet og det at få høvlet lidt af gælden”.

Det er da også tilfredsstillende samfundsmæssigt, at man dermed kan bevise, at erhvervet er nået til et punkt, hvor der er en indtjening, der står i rimeligt forhold til den investerede kapital.

Men hvor længe holder det så? Og hvornår bliver der skattekroner til samfundet?

En del har sikkert eksisteret af afskrivningerne gennem flere år og dermed minimeret skattebyrden for en stund?

Tidligere tider med, at indtjeningen blev skabt af små omkostninger er forbi for manges vedkommende.

Bortset fra opvæksten på et beskedent husmandsbrug har jeg ingen praktisk landbrugserfaring overhovedet, eller viden på området som sådan og ville næppe være i stand til på nogen måde at skaffe til dagen og vejen som landmand.

Jeg forstår langt mindre landbruget i dag.

I en kronik i et større dansk dagblad (11.11.) kan man læse en velskrevet kommentar til dansk landbrug anno 2019, og hvad det betyder samfundsmæssigt som forretning.

Det fremføres som et argument med utallige taleksempler det vil føre for vidt at komme ind på her, at dansk landbrug kunne forsvinde i morgen, og vi ville leve lykkeligt videre.

I Holland tjener agroindustrien syv gange så mange penge som i Danmark – på et mindre areal.

Verden over er der landbrug i alle afskygninger og størrelser, men i Danmark har landbruget en særstilling.

Her har landbruget et helt land, som det anføres – vi har overladt ansvaret for to tredjedele af det yndige land til færre end 35.000 jordejere. Det svarer vel til, at ca. 0,6 procent af befolkningen har hals- og håndsret over 62 pct. af landet.

Samfundets værditilvækst (det vi kalder bruttonationalproduktet) skabes for 1,2 pct. af landbruget – i 1980 var det 5 pct.!

At hente 92 milliarder hjem på eksporten er selvfølgelig imponerende – men kloge folk må kunne beregne, hvad der kunne hentes hjem, om vi efter det skrevne var på omgangshøjde med andre lande.

Med ovenstående har jeg sikkert allerede fået ørerne rigeligt ”i maskinen” hos mange læsere – og det er jo selvforskyldt.

Men jeg har aldrig forstået fornuften i, at vi herhjemme har et skattesystem, der giver fradrag for underskud – år efter år – til ejendomme, der f.eks. ikke giver et afkast der giver plads til afskrivninger.

At landskabet er flot med velholdte gårde, der med robotter plejer græsarealerne rundt omkring bygningerne er én ting – men at det skal give skattefradrag på noget, der aldrig bliver rentabel virksomhed, er uforståeligt.

Giv dog en større støtte, om man vil, til dem ,der har landbruget som hovederhverv, og lad det lystbetonede, hvor selve boligspørgsmålet måske reelt er det afgørende være for egen regning, så længe det giver underskud, og der ikke er reel skatteevne.

Jeg misunder bestemt ikke unge dygtige landmænd, der knokler dagen lang noget som helst med landbrug som hovederhvervet – men som altid kan en ting ses fra flere sider!