Er det pludselig i orden at hamstre?
Opdateret 20. maj 2022 kl. 11:33
Af Lars Lyngholm Bisgaard,Skarrevej 13, 7900 Nykøbing Mors lyngbis@gmail.com
VÆRNEMIDLER: I begyndelsen af coronakrisen gik stort set samtlige landes regeringer ud og fordømte befolkningernes utidige hamstringer af toiletpapir, gær og andre dagligvarer. Ting, som folk frygtede ville blive mangelvarer, hvis krisen skulle bide sig fast.
Nu er krisen åbenbart rykket så tæt på alle mulige nationer, at stort set alle lande synes, at det er i orden at hamstre værnemidler, især i form af mundbind, til egen nations behov. Fællesånden er som blæst væk, selv i det så højt besungne europæiske fællesskab!
Fællesskabet har åbenbart en begrænsning - nu er enhver pludselig sig selv nærmest! Om man så skal brænde inde med et stort overskud af værnemidler, når krisen en gang er ovre, er det i hvertfald vigtigt for hvert land, at man der har, hvad man synes man behøver, og så lidt til.
Så må andre lande, selv de i sit eget ”fællesskab”, sådan set klare sig selv, hvis de kan. Ellers er der åbenbart ikke noget at gøre ved det.
Sjovt nok (eller sørgerligt nok) er der en del af de lande, der nu vælger at indefryse hjælp til andre ikke blege for at bede andre om ekstra hjælp.
Dette er vel noget der vil blive husket, når krisen engang er overstået. Og måske noget der vil kunne sætte spørgsmålstegn ved det europæiske ”fællesskab”. Det er måske slet ikke så stærkt, som man ellers altid har villet give udtryk af! Desværre. Men okay, så ved vi da i det mindste hvor vi står, i forhold til sammenhold!
Her i det gode gamle Danmark, er situationen fuldstændig anderledes. Her har man fra sundhedsmyndighedernes side endnu ikke set noget klart ”evidens”(bevis) på at mundbind, her i den smittefarlige tid, har nogen påviselig effekt på smittespredningen i samfundet.
Det er for mig at se, som da man i sin tid endnu ikke havde nogen endegyldig ”evidens” for, at en cykelhjelm havde nogen ”målbar” effekt på antallet af tilskadekomne cyklister i trafikken!
Nej, her i landet har man åbenbart brug for at teste tingene grundigt af, inden man føler sig i stand til at anbefale brugen af dem.
Derfor er der nu blevet udløst et tilskud på fem millioner kroner til et forsøg, hvor intentionen er at åbenbare, om det overhovedet har nogen målelig effekt ved brugen af mundbind i den nuværende smittefarlige situation.
Denne undersøgelses-konklusion kan tidligst ventes om en måneds tid, hvor krisen måske er vel overstået.
I denne måneds ventetid på at sundhedsstyrelsen siger enten ok eller ej til brugen af mundbind, for at undgå smittespredning, tør jeg godt, som almindelig borger, sige at der, mig bekendt, ikke kan ske noget som helst ved at bruge mundbind, hvis man er mest tryg ved det.
Ligesom der heller ikke skete noget ved at bruge cykelhjelm, inden det blev anbefalet!
Men i det hele taget forstår jeg ikke sundhedsmyndighedernes tøven i forhold til effekten af brugen af mundbind. Jeg mener, enhver der er blevet opereret på et dansk sygehuset ved da at operationspersonalet altid har båret mundbind. Netop på grund af smittefaren! I den situation har mundbindet vist sin retmæssige berettigelse til mange patienters undgåen af uønskede infektioner.
Hvordan kan man så fra myndighedernes side stille spørgsmålstegn ved om mundbindet har nogen mærkbar effekt i den nuværende coronasituation?
Det kan da vist kun være fordi man ikke har det nødvendige lager af mundbind til de almene befolkning!
Hvis det er det der er problemet, synes jeg godt man, fra myndighedernes side, kan gå ud og fortælle det.
Det tror jeg, at vi er voksne nok til at forstå. Vi bryder os i hvert tilfælde ikke om at der bliver ting hemmeligholdt for os.
Vi vil vide, hvor vi står, så vi hver især kan tage vore egne forholdsregler. Dette er da vist en grundlovssikret rettighed, som vi stadig har som danske statsborgere.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.