Er svindel og bedrag bare en del af jobbet?
Opdateret 20. maj 2022 kl. 12:13
Af Mogens Bandholm,Trondsvej 22 1. th., 9990 Skagen, bandholmster@gmail.com, www.charmo.eu
SVINDEL OG BEDRAG: Det er åbenbart en del af jobbet for nogle få i det offentlige - at svindle, snyde og bedrage. Staten gør det. Regionerne gør det. Kommunerne gør det. Politikere gør det. Embedsmænd gør det.
Med en let omskrivelse af Winston Churchills ord ”så har så få ødelagt så meget, for så mange” - resultatet er mistro til og foragt for den offentlige sektor i alle led.
I staten har vi (Skat ikke medregnet) Britta Nielsen som p.t. nr. 1 i bedrag.
Vi har Forsvaret i Hjørring, ganske vist i småtingsafdelingen - men alligevel. I Folketinget er det DF, der er under mistanke for at svindle med EU-midler.
Regionerne har også sine skeletter i klædeskabet. Redningskørsel i Sønderjylland. Store beløb på bosteder på Fyn der gik til privat boligbyggeri for blot at nævne nogle få.
Kommunerne står ikke tilbage - i vores egen kommune, Frederikshavn, har der været flere skandaler.
Den seneste er Mette Hardam, der som formand for Venstre, formand for PMU og Venstres borgmesterkandidat til næste valg i seks år (ifølge NORDJYSKE 5.12.) ulovligt har udlejet spejderhytter i Lyngså til private fester, bryllupper m.m. Og også givet tilladelse til ukontrolleret høj musik, der fik sommerhusgrundejerne til at protestere, hvorfor samme Mette Hardam i samme PMU måtte annullere dispensationerne.
Mette Hardams undskyldning for lovbruddene er, at den omtalte lov er fra 1972 - fra før hun blev født! Der findes begrundede undskyldninger, og så findes der dårlige undskyldninger - som denne her.
Måske skulle Mette Hardam overveje at indkalde en suppleant til sin taburet i byrådet. Og måske skulle Venstres bestyrelse i kommunen overveje at finde en ny borgmesterkandidat. Det afhænger helt af deres (partiet og Mette Hardams) etiske kodeks.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.