Er værdig ældrepleje en utopi eller en realitet?

Af Peter Dahlgaard,forfatter, Tøttenborgvwej 1, 9900 Frederikshavn, peter@strandgaarden-skagensvej.dk

De senere ugers megen omtale af uværdige behandlinger af vore ældre medborgere på et plejehjem i Aarhus og senet Randers, og med offentliggørelsen af TV 2’s dokumentar derom, finder jeg det passende at give lidt kommentarer dertil (for god ordens skyld må jeg oplyse, at jeg ikke har set dokumentaren før dette skrifts tilblivelse ).

I mere end en menneskealder har jeg som arkitekt deltaget i planlægning af udviklingen på ældreområdet, dog kun på det etablerings- og anlægsfysiske niveau og hverken på det politiske og personalemæssige niveau. Desværre - for der er jo en vis afhængighed indbyrdes. Og det er jo gået jo alt for langsomt, og som det kan ses af tv-dokumentaren derom, med ufattelige svigt.

Helt tilbage i 70’erne har jeg deltaget i Omsorgsorganisationernes gerontologiske konference, under titlen ”Et ældrevenligt samfund - realitet eller utopi”, hvor bl.a. alle socialchefer i landet (dengang der var mange kommuner) var repræsenteret.

Jeg havde rollen som indleder af enmet ”Servicen i boligen og boligområder” - altså de fysiske rammer og grundlag. Og på disse områder er der sket en kraftig positiv udvikling, som for boligers indretning, placering og udstyr.

Men mange af de menneskelige og psykologiske behov som kontakt, isolation, oplevelse, udfoldelse, leg, strukturering, identifikation og æstetik, er svære at udarbejde dækkende lovgivning for, og endnu sværere at sammensætte en bemanding for.

Og her er det, kæden er hoppet af. I hvert fald i de ovennævnte kommuner.

De skrevne regler for de ældre og ofte svage medborgeres fysiske rammer er til at forholde sig til - og gennemføre. Men vi opnår jo ikke det ældrevenlig samfund, ved blot at etablere gode store baderum - det er utopi. De personlige menneskelige og psykologiske behov er reelt vigtigere - og det er ikke noget man blot kan bestille en håndværker til at udføre.

Det kan være et følsomt emne ved tilsyn og forvaltninger at gøre noget alvorligt ved, idet det i stor udstrækning drejer sig om om personaleressoucer, og hvor der kan være private relationer, med bl.a. personlig tillid, mellem tilsyn og personalet ”i marken”. Men også at have både den tilstrækkelige bemanding, men i særdeleshed at bemandingen har den rigtige empati og uddannelsesmæssige baggrund. Ja, allerhelst at personalet må betragte hvervet som et kald, som de forstår at udfylde.

I foråret 2018 blev der efter en ihærdig indsats fra bl.a. politisk side, gennemført en lovgivning omkring minimumsnormeringerne for vuggestuer og børnehaver for vore yngre årgange. Her var det vore børns udvikling og fremtid , er blev tænkt på, mens vi andre ældre efter lovens vedtagelse glædede os på vore børns vegne. Og vi stillede ikke krav om opdatering af det system som vi på vore sidste dage kan risikere at blive administreret af.

På ældreområdet må vi nu for en gangs skyld følge det flotte tiltag for børnene.

Vi må foretage en kraftig opdatering af de personaleressourcer, som skal hjælpe os gamle, som måske ikke selv er i stand dertil, med de sidste dage/ år som skal hjælpe os gamle med de sidste dage/år her i livet. Både i bemanding som i uddannelsesmæssig baggrund samt i alvoren bag.

Med min opfattelse af den personale-ressourcemæssige side af sagen - ved ofte mange vilkårlige besøg i ældrecentre - vil jeg kunne driste mig til at foreslå, at der etableres en større overbygning/justering af eksisterende sosu-uddannelsen, eller at en nærmere anført andel af de ansatte i front skal være sygeplejeuddannet. Eventuelt kunne det være et godt tiltag, at der suppleres med fysioterapeut, og evt. ergoterapeut.

Det må sikres, at den ældre beboer har en fast kontaktmulighed, hvor denne kontaktperson har størst muligt indblik i eller nødvendig kontakt til familien, eller dennes læge og centrale personer.

Som et overordnet mål må det være, at sammensætte mål, behov og kapacitet, således vi på dette ældreområde kan gennemføre minimumsnormeringer, efter princip som for børneområdet - og tilpasset variable behov. Og hvor baggrunden derfor reelt er nøjagtig den samme som for børnene. At den enkelte medborger - barn eller ældre - vil få den bedst mulige udvikling.

Og her må vi naturligvis tage i betragtning, - At er der nogen gruppe i samfundet , der i højere grad end andre er individualister, så er det de gamle. Hvorfor det naturligvis ikke er så enkelt at fastsætte de endelige regler - som for børnene, idet børnene endnu ikke er store individualister.

Ingen af vore ældre medborgere - hvor alle har slidt og været med til at skabe det velfærdssamfund som vi har i dag er så stolt over - må på noget tidspunkt føle sig arkiveret og glemt. Det er netop den gruppe borgere vi og alle de yngre skylder en stor tak.

Mit store ønske, og vort samfunds behov fremadrettet er, og må være, at vi kan give vore ældre og svage, måske syge medborgere, som er afhængig af samfundets hjælp, vil kunne få en smuk og gylden tid - efter de mange års slid for os andre -

Så vil de smukkeste fugle igen synge for os alle. Og jeg vil kunne give forfatteren Peter Seeberg ret i sit syn på sommeren - hvor han har skrevet: ”Det skønne ved sommeren er, at man ikke kan se fuglerederne mere, men man kan høre, at fuglene er der”.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Skudepisode i Aalborg: Tyder på internt opgør i det kriminelle miljø
Luk