Et massivt svigt i psykiatrien

PSYKIATRIEN: Hvis der er noget, vi kan klandre systemet for, så er det at ødelægge i forvejen sårbare og ødelagde mennesker.

Jeg var indlagt på afdeling s2 i en måned. En måned der på alle måder gjorde mig stærkere og mine fremskridt store og min bedring var markant. Det kunne både jeg, veninder, familie og personalet på afdelingen se. Men dem øverst oppe - altså dem, der bestemmer og får den højeste løn, dem, der ikke arbejder i weekenden og om aftenen, og dem, som ikke går ned med stress, fordi de skal nå at give omsorg til 10 patienter på en vagt, havde andre tanker. De havde bare glemt at dele tankerne med andre end dem selv.

Lad mig lige pointere, at disse mennesker aldrig har mødt mig - de har læst i min journal og ikke så meget som snakket med det personale, der var omkring mig døgnet rundt. Jeg får 4. juli kl.10 at vide, at jeg skal rykkes til en anden afdeling. Begrundelsen er, at de kan hjælpe mig bedre der - ret tyndt, når man tænker på, hvor godt de faktisk hjalp mig på s2, og hvor godt et samarbejde vi havde. Jeg spørger grædende min læge: ”Synes du helt fra hjertet, at dette er den rette beslutning?” Hun svarer nej. Men hun er ”kun” reservelæge - hun var budbringer. De, som havde truffet denne afsindig dumme beslutning, sad på kontoret og trillede tommelfingre.

Jeg har under hele min indlæggelse på s2 været der frivilligt. Og jeg har samarbejdet det bedste, jeg har lært. Åbnet op og kæmpet røven ud af bukserne. Jeg går i panik, da de vælger at sende mig væk - for det var netop det, de havde lovet ikke at gøre, så længe jeg samarbejdede. Derfor står der pludselig en masse mennesker på min stue - jeg bliver tvangstilbageholdt og kørt på lukket af politiet. Denne overflyttelse - dette svigt - er det værste, jeg nogensinde har været udsat for.

Jeg har brug for tryghed og forudsigelighed. Jeg har brug for at kende planerne - og planen havde vi jo lige lagt mandagen inden. Så alt var godt. Jeg skulle til at øve hjemmebesøg, og jeg var så motiveret og klar på at kæmpe. En af de overlæger, der har truffet denne beslutning, har sidenhen beklaget den meget uheldige hændelse og sagt, at hvis de kunne, ville de gøre det om. Hun lyser op i et smil og siger: ”Men så har vi jo lært noget af det, så det ikke sker for andre”. Forstå mig ret, dette må aldrig ske for andre - men det skulle heller ikke være sket for mig.

Nu sidder jeg her. På en helt ny afdeling, tvangstilbageholdt, med en helt ny personalegruppe, som på ingen måde ønsker at imødekomme mig. Al den tillid, jeg havde opbygget til andre mennesker, forsvandt på et splitsekund, og min livslyst og mit håb er fuldstændig væk. Det her er utilgiveligt, og jeg er ikke sikker på, at jeg formår at rejse mig endnu engang. Det her var virkelig det værste, de kunne gøre imod mig - og det værste er, at de udmærket er klar over det. ...men deres liv går videre. Deres fejl ændrer intet for dem eller for deres profession.

Dette massive svigt går kun ud over én, og det er mig. Det er mig, der er taberen. Men lad os smile ad det og huske på, at min historie er et skrækeksempel, så det ikke sker igen. Det tragiske er blot - at det nok allerede er sket siden 4 juli. Og at det vil ske igen og igen. Disse massive svigt er hverdagskost for mig og for rigtig mange patienter i den danske psykiatri. Hvornår når man et lavpunkt, hvor selv de øverste ikke kan se på længere? Hvor mange menneskeliv skal gå tabt? Hvor mange smukke, skrøbelige sjæle skal ødelægges yderligere, før denne umenneskelighed hører op? Jeg er træt af at kæmpe for mit liv. Men jeg bliver aldrig nogensinde for træt til at kæmpe for andres. Dette er min vigtigste kamp til dato…