Fællesskabet har været på den store stresstest

Fællesskab i tiden – i anledning af grundlovens og folkekirkens fødselsdag.

Da statsministeren lukkede Danmark ned sidste forår, blev vi alle sat på en prøve.

Det blev til den helt store stress-test af fællesskabet i Danmark.

Hvad kunne vi holde til, og hvor langt var vi parate til at gå?

Hvor stor en risiko var vi klar til at løbe i forhold til at blive smittede med corona, og hvornår blev prisen for høj for både samfund og den enkelte?

Det er så let at pege fingre ad andre, og det vinder man sjældent noget ved.

Derfor vil jeg i stedet gerne rette pegefingeren mod mig selv.

Jeg vil gerne illustrere, hvor vanskelig en størrelse fællesskab er at administrere.

Den aften da statsministeren holdt den tale, der siden skulle vise sig at være den første i en lang række formaninger, der angik nationens ve og vel gik vi i Rema 1000 og indkøbte seks ruller toiletpapir og to pakker gær, sådan bare lige for en sikkerheds skyld.

Vi var ikke de første, der havde fået ideen, for der var faktisk udsolgt af det billige toiletpapir, vi plejer at købe, og der var kun økologisk gær tilbage. Så vi gik den første nedlukning i møde med seks ruller luksuspapir og to pakker øko-gær.

Jeg var dumpet i den første test i fællesskab: Jeg stolede ikke på, at der ville være både brød og papir den førstkommende uge.

Det var der jo heldigvis. Allerede dagen efter var Rema 1000’s hylder igen fyldt op med varer og vi skammede os en lille smule, men kun lidt for vi havde næsten ikke mere toiletpapir og to pakker gær fylder så uendeligt lidt i køleskabets låge.

Vi lader lige billedet af den banale udfordring til fællesskabet stå.

Grundloven lægger i ordets egentlige forstand grunden for vores folkelige fællesskab.

Den er grundlaget for al anden lovgivning, og når vi fejrer den, fejrer vi, at vi i 1849 på fuldstændig fredelig vis indførte en fri forfatning, der siden kom til at danne rammerne om et moderne folkestyre, hvor love vedtages af en parlamentarisk valgt forsamling.

Folkekirken blev til som en udløber af Grundloven. Og siden loven om menighedsråd blev vedtaget i 1903 efter forslag af Kultusminister J.C. Christensen, har vi også der haft indflydelse ved demokratiske valg til menighedsrådene hvert fjerde år.

Grundlov og Folkekirke har det tilfælles, at de sætter nogle rammer for, at der kan udfolde sig et folkeligt liv.

Og når jeg taler om folkelig så taler jeg i lige så høj grad om fællesskab. Da Grundloven blev vedtaget var det første skridt på vejen til en forfatning, hvor alle var frie til et få indflydelse. Det kom ganske vist ikke lige med det samme, men bevægelsen mod frihed tog sin begyndelse.

Her er altså en frihedsbevægelse, som vi kan datere til at begynde i midten af 1800 tallet.

Med Folkekirken er det anderledes.

Her er der en frihedsbevægelse, som vi kan datere tilbage til midten af 100- tallet.

Paulus breve er det første skriftelige vidnesbyrd om den frihedsbevægelse, som begyndte med Jesu virke og forkyndelse kort efter vor tidsregnings begyndelse.

Jesu virke og forkyndelse handler om, at vi som mennesker altid allerede er elskede.

Dermed er vi frie til at leve.

Den, der ved sig elsket, kan med den viden, kaste sig ud i livet med alle de farer det rummer.

Kirkens historie er beretningen om, hvordan denne stræben efter frihed altid har været i bevægelse.

Med Jesu forkyndelse og Paulus evne til at sætte Kristus i fokus har kirken altid haft et centrum, som har været epicenter for en stadig bevægelse, der bevæger sig som ringe i vandet. Altid med vores næste som mål. En frihed der forpligter os på et fællesskab med de mennesker, som er indenfor vores rækkevidde. Enten de er fjern eller nær.

Hvis vi kan gøre noget for at række ud og hjælpe dem, er vi på en gang både sat fri til og forpligtet på at gøre det.

Nu begyndte jeg med at fortælle en hændelse af anekdotisk karakter fra mit eget liv.

Jeg fortalte jer om toiletpapir og gær. Og jeg har en pointe med den historie.

Luther taler om menneskets indkrogethed. Jeg tror den måde vi bedst kan oversætte det til moderne sprogbrug, er selvoptagethed.

Forståelsen af menneskets selvoptagethed er måske det tætteste, vi kommer på et moderne synds-begreb.

Jeg tror altid mennesket har været selvoptaget. Hvad enten vi læser Paulus eller Luther eller Løgstrup, så peger de på en eller anden måde på forholdet mennesker imellem. Agerer vi for os selv, eller har vi fællesskabet for øje.

Jeg tror derfor ikke at tiden i dag er værre end tiden har været før. Menneskets største synd har altid været og vil altid være, at vi bliver blinde for hinanden.

Min sjæl er døv og stum, for evangelium hedder det i en salme af Grundtvig – men høres vil Guds ord og føres trindt på jord -

Folkekirken er det sted, hvor vi hører Guds ord, således at vi kan føre det. Altid væk fra os selv og altid med næsten for øje.

I Danmark har vi nogen berøringsangst i forhold til at sige, at kirken altid taler verden imod, og at det netop er kirkens berettigelse. Jeg har boet i Fjernøsten, arbejdet i Belgien og Frankrig og i forbindelse med forskning opholdt mig en del i Tyskland.

Der er et fællestræk ved den lutherske kirke mange andre steder i verden, og det er, at man er meget opmærksom på den social dagsorden, og man ser menigheden som det sted, hvor man mødes og taler om, at vi som mennesker altid har pligt til at handle i verden for og med vores næste.

Man har i mange af de kirker, jeg er kommet i rundt omkring i verden en forståelse af, at vi samles for at tale verden imod.

Når jeg siger tale verden imod mener jeg ikke, at kirken skal omstyrte samfund. Vi har en statskonstruktion i Danmark, hvor kirken siden reformationen har gået hånd i hånd med statsmagten, og det med stor succes vil jeg påstå. Det er gået hen og blevet til det velfærdssamfund, jeg tror, de fleste af os er taknemmelige for at leve i.

Når jeg siger, at kirken skal tale verden imod, mener jeg at den skal kalde mig ud af min lille indsnævrede verden, der hvor jeg tror at mine behov for toiletpapir og gær er større end naboens. Der hvor jeg vender det døve øre og det blinde øje til.

Det er det vi samles om i Folkekirken, som fejrer fødselsdag sammen med Grundloven. Folkekirkens fremtid er hverken værre eller bedre end dens fortid. Den kalder os alle til fællesskab i tiden.