DEBAT Sundhedsvæsen

Færre penge hvert år til hver patient

Dette er et debatindlæg: Indlægget er alene udtryk for skribentens holdning. Alle indlæg skal overholde straffelovens og de presseetiske regler. Du er også velkommen til at sende en mail med din mening til os.

Af Lene Linnemann, Regionsrådsmedlem (SF), Østervang 70, 9362 Gandrup

BUDGETOVERHOLDELSE:Kære Helle Møller Kjeldsen (03-12). Jeg tror ikke der er megen tid til hygge, hverken på din eller på andre offentlige arbejdspladser. Jeg ved til gengæld, at ikke bare sygeplejersker, men også alle andre medarbejdere på både social- og sundhedsområdet, hver eneste dag yder en stor indsats for at hjælpe patienter på sygehusene, beboere på regionens institutioner, eleverne på kommunernes skoler, de ældre både i eget hjem og på plejehjemmene og mange andre mennesker med behov for hjælp.

Vi oplever vist alle, at vi i de seneste mange år har fået mere og mere travlt i den offentlige sektor. Vi løber alle sammen hurtigere.

Hvis vi holder os til regionens og dermed sygehusenes økonomi, så har vi at gøre med et område, der i mange år har været underfinansieret. Der blive flere ældre og dermed flere år med behov for behandling, der kommer nye behandlingsmuligheder, og medicinpriserne stiger voldsomt. Økonomiaftalerne har mange år resulteret i minusvækst. Der er godt nok noget om det, når den forrige regering siger, at der aldrig har været postet så mange penge i sundhedsvæsenet som nu. Det er bare, når vi taler om det samlede beløb, at det gælder. Når vi taler om den enkelte patient, så ser det helt anderledes ud. Til den enkelte patient bliver der færre penge år for år.

Og det er her, vi skal arbejde for en bedre økonomi. Og det kan jeg garantere for, at vi gør. Vi forsøger hele tiden at fortælle den til en hver tid siddende regering, at hvis de fortsat vil kunne fortælle, at vi i Danmark har et sundhedsvæsen i verdensklasse, så må de sørge for, at tilføre sundhedsområdet flere penge. Vi taler med folketingspolitikerne og fortæller om, hvordan arbejdsmiljøet på sygehusene (og andre offentlige arbejdspladser) forringes og giver stressede medarbejdere, hvilket rammer patienter og andre borgere, som har brug for hjælp fra systemet. Der forhandles med Christiansborg om, hvordan økonomien i regionerne skal være, og vi forsøger at overbevise landspolitikerne om, at patienterne har krav på en god behandling af høj kvalitet, og at det bliver sværere at yde en sådan behandling, da området er så underfinansieret, som tilfældet er.

Men - og nu kommer vi så til det, som hele denne snak handler om. Når økonomiaftalerne med regeringen er på plads, så får vi i regionen udstukket en ramme. Indenfor den fordeles pengene, og budgetterne til de enkelte sygehuse forhandles på plads. Når et sygehus så ikke overholder budgettet og afslutter et regnskabsår med et underskud, så skal problemet jo løses, så sygehuset ikke skal begynde næste budgetår med et millionstort underskud.

Og jeg tror egentlig godt, at de fleste af os inderst inde er klar over, at hvis man ikke selv - i dette tilfælde Regionshospital Vendsyssel - finder pengene og får rettet op på økonomien, så vil pengene skulle findes på et af de andre sygehuse i regionen. Jeg er ret sikker på, at dine kolleger på Aalborg Universitetshospital ville have svært ved at forstå det, hvis de skulle skære ned for at redde jeres budget i år - på samme måde, som I nok ville have svært ved at se det retfærdige i det, hvis I skulle bøde for et merforbrug i Aalborg. Og det er, hvad jeg kommenterer på i den avisartikel, som du henviser til. Det betyder ikke, at jeg mener, I har penge nok, personale nok eller tid nok - for det ved jeg udmærket godt ikke er tilfældet, og jeg forsøger hvert år sammen med mine kolleger at få den bedst tænkelige økonomiaftale med regeringen i hus - til gavn og glæde for både patienter og medarbejdere.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.