Familier bliver overladt til sig selv


Opdateret 20. maj 2022 kl. 12:13

Af John R. Hansen, Grønlandstorv 9, 9210 Aalborg SØ, johnthedriverhansen@gmail.com

SYGDOM: NORDJYSKE har de seneste dage kørt en række historie om, at hospitalernes spareiver nu også rammer psykologer på børneaftalen.

Når jeg læser artiklerne og klinikchefens udmeldinger, undres jeg virkelig over, at regionens politikere kan blåstemple dette.

I regionens budget for 2020 er der sat en fed streg under behovet for øget lighed i sundhed, og i den nye sundhedsaftale er to af de fem pejlemærker centreret omkring henholdsvis lighed i sundhed og bedre mental sundhed.

Hvordan hænger dette lige sammen?

Når Aalborg Universitetshospital skærer på området, er det jo ikke, fordi kommunerne bare tager over.

De har ingen eller meget få tilbud til denne målgruppe i dag.

I stedet betyder det, at familier med meget syge børn overlades til sig selv.

Når lægen har givet medicinen og sygeplejersken skiftet forbindingen, er der ingen til at hjælpe med den påvirkning, det har for en hel familie, når et barn er alvorlig sygt og måske døende.

Som pårørende til et barn i palliativ behandling undres jeg over, hvor politikerne er i dette?

I 2015 traf regionens politikere en beslutning om, at der skulle etableres et tværfagligt palliativt team på Aalborg Universitetshospital og gav 300.000 kr. til psykologer i teamet. Det har taget år at få det endelig i drift og nu vælger man administrativt så at lukke en del af det igen uden nogen form for politisk involvering.

Er dette demokrati, eller er regionen bare et embedsmandsvælde, hvor embedsmændene omgør politikernes beslutning, som det passer dem?

I min familie har vi nydt stor glæde af tilbuddet på hospital.

Det har selvfølgelig hjulpet mit ene barnebarn i hendes sygdomsperiode, men også hendes søster og mor som har haft svært ved vænne sig til at skulle leve et liv, hvor storesøster måske kun har få år tilbage.

Efterlader vi søskende og forældre uden nogen form for psykologisk hjælp er grobunden lagt for mentale udfordringer i senere i livet.

Hvis regionsrådet fastholder beslutningen, synes jeg også, at de skulle se sig selv i øjnene, når de formulerer politiske visioner i deres alle deres pænt indbundne aftaler.

Forsiden