Farvel til Trump - bliver forhekselsen så brudt?

Af Orla Hav,folketingsmedlem (S), suppleant i Udenrigspolitisk Nævn, Rønne Allé 5, 9400 Nørresundby, havorla@mac.com
TRUMP:De fleste af os ser med undren og stigende forfærdelse på udviklingen i USA.
Fire år med en præsident, der alene har navigeret efter sine egne fattige forestillinger om, hvordan samspil mellem mennesker og nationer finder sted, har slået verden med undren og uro.
Troen på, at enkeltsætninger på Twitter kan beskrive virkeligheden og begrunde beslutninger for verdens ledende nation har været praktiseret kynisk og benhårdt af præsident Trump.
USA har isoleret sig i de seneste fire år, trukket sig fra forpligtende samarbejde på verdensplan.
Det gælder i forhold til FN, WHO, klimaaftaler m.m.
De fleste af os er ”opdraget” med, at verdens mest magtfulde nation var helt nødvendig som aktiv spiller på den globale scene.
Meget kontant kom det historisk til udtryk ved USAs involvering i både Første og Anden Verdenskrig.
Det var ikke USAs krige; men udfaldet af dem kunne få så fatale konsekvenser, at man ikke kunne undlade at engagere sig.
Ligeledes var USA afgørende for opbygningen af en ”ny verdensorden” efter Anden Verdenskrig med etablering af både FN og Nato.
I tråd med disse globale samarbejdsfora opbyggedes handelsaftaler og spilleregler for samhandel og finansverdenen.
I nyeste tid har det gjaldt indsatsen på klima- og miljøområdet, hvor USA med Obama i spidsen engagerede sig i bl.a. Cop-15, der var ved at blive en total fuser.
Ingen tvivl om, at USA har sin egen kamp at kæmpe i forhold til fremkomsten af den nye supermagt Kina, som har profiteret af globaliseringen på produktionsområdet og i dag har en økonomisk styrke der udfordrer USA, som verdens ledende nation.
Den fejlagtige vej, Trump har ført USA ind på, har gjort det vanskeligere for de allierede, som siden Anden Verdenskrig har haft et nært og tillidsfuldt samarbejde med USA, at bakke op om den store nation byggende på demokrati og menneskerettigheder.
Trump har tilsidesat grundideerne i demokratiet, samarbejde, samtale og tillid. Det er gjort bevidst i form af opbygningen af en fælles ydre fjender for nationen.
Præsidentvalget var en gyser i opvisningen af Trumps tanker og metoder.
Heldigvis viste flertallet af amerikanske vælgere, at de har tillid til demokratiet og gav Trump billetten ud af det Hvide Hus. Desværre medførte det, at skinnet af respekt for demokratiet hos Trump krakelerede og han indledte en undergravning af respekten for vælgerne og indretningen af de demokratiske valgprocesser, ja, så vidt gik det, at Trump fik anlagt 60 sager ved domstolene for at undergrave valgresultatet. Kendelserne fra domstolene var enslydende: En afvisning af Trumps påstande.
Selv det har ikke kunnet stoppe Trump.
Den valgansvarlige for valget i Georgia, en republikaner blev nærmest verbalt tævet til at begå valgfusk. Heldigvis var det en hædersmand, der afslørede Trumps metoder. Heller ikke dette var nok, Trump ”har sendt” tilhængere ind i et angreb på Kongressen og valgresultatet med nærmest statskupslignende metoder.
Tilbage står en splittet nation og et kæmpe oprydningsarbejde for den nye præsident, der har vist sig at udtrykke de rigtige værdier for opbygning og underbygning af demokratiet.
Forhåbentlig bydes forhekselsen 20. januar, når Biden overtager præsident ansvaret - med værdighed!
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.