Findes der nogen mere dansk end danskerne?
Opdateret 20. maj 2022 kl. 11:52
Af Ali Hassan,regionsrådskandidat (S), Provstejorden 64, 9000 Aalborg, alihassan98@yahoo.com
SAMFUND: Europa er i græsk mytologi datter af den føniske konge Agenor i Tyros (det nuværende Libanon).
Jesus af Nazaret blev født i en by, 172 km fra den by i Libanon, som jeg blev født i.
Oldtidens demokrati startede i Athen, som vi i moderne tid bygger vores demokratiske rammer på.
Hvilket Danmark ønsker vi? Benny Andersen skrev engang i et digt om danskerne: “Er der noget så dansk som en kartoffel?”. Kartoflen stammer fra Sydamerika. Er der noget så dansk som selve Dannebrog? Det faldt ned fra himlen engang i Estland og minder om det schweiziske flag.
Klinger noget mere ægte dansk end melodien ”Elverhøj”? Komponeret af en tysker med flittig brug af svenske folkemelodier.
Pas på, for nu bliver det svært. Findes der noget mere dansk end danskerne?
Efterkommere af danerne, en folkestamme i Sverige. Folkestammen invaderede vores land engang i 300-tallet, mens de oprindelige danskere, Herulerne - de ædle og tapre, men talmæssigt underlegne Herulere - blev fordrevet.
Danerne måtte flakke hjemløse omkring i datidens Europa i flere hundrede år til det omsider lykkedes nogle få tusinde af disse urdanskere at nå op til Sverige og bosætte sig under den tvivlsomme betegnelse “svenskere”.
I får spørgsmålet endnu en gang og tænk jer grundigt om, før I svarer. Findes der noget mere dansk end danskerne? Det korrekte svar er: “Ja! Svenskerne”.
For mig er danskerne dem, som er blevet i Danmark. Vi, som bor her nu. Jeg er dansker, min familie er dansk, mine naboer, mine kollegaer, min frisør, min købmand, min buschauffør, min internet-leverandør, min pizza og rundstykke-bager, vores plejepersonale, sygeplejerskere og læger.
Danskere er dig og mig og os alle sammen.
Det demokrati, som jeg arbejder for, og som jeg ønsker for Danmark og vores børn, det er ikke oldtidens demokrati, hvor kun dem, som er født her, har noget at sige. Demokratiet er derimod for alle dem, der vælger fællesskabet.
Ved demokrati forstås simpelthen, at den enkelte har størst mulig indflydelse på sit eget liv. Demokrati betyder også, at der findes institutioner, som gør det muligt for alle interesser frit at komme til orde på en ligeværdig måde med henblik på at etablere en løsning.
Længe leve vores allesammens demokratiske Danmark.
Flere politikere forsøger dog at sætte en dagsorden med krav om, at visse værdier skal følges, ellers er der ikke plads til dig. Men hvad er det, vi skal følge? Hvad er vores værdier egentligt? Er det menneskerettighederne? Kristendommen? Demokratiet? Europa? Og er alle disse ikke netop værdier, som er flyttet hertil fra udlandet, og som vi sammen har udviklet med tiden?
Følger vi alle disse værdier? Er vi, og skal vi, være homogene?
Det Danmark, jeg ønsker mig, er et Danmark, hvor alle ikke er den samme, men hvor vi alle har samme muligheder.
Den politik, nogle fører i dag, minder mig om et mislykket boligområde, hvor de, der har boet der længst, føler mere ejerskab end dem, der lige er flyttet ind - på trods af, at vi som borgere har de samme rettigheder.
Jeg er bekymret for, at vi blot symptombehandler problemerne fremfor at årsagsbehandle. Vi skal rette fokus på at se grunden til de forskellige problematikker, i stedet for at sætte fokus på resultaterne.
Når vi for eksempel taler om beskæftigelsesområdet, fokuserer vi på, at folk er ledige i stedet for at se, hvorfor de er ledige, og hvordan vi kan skabe de rigtige rammer for, at de kan komme i arbejde. Vi mennesker er desværre ofte for gode til at sortere i hinanden, så der laves kasser for kvinder og mænd, sorte og hvide, høje og lave, smukke og mindre smukke, rige og fattige, røde og blå, ledige og i-arbejde, migranter og flygtninge, vestlige og ikke-vestlige Først når vi begynder at tænke på at stå sammen og ikke lade os splitte, vil der være plads til os alle.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.