FN fylder 75 år - er foreningen stadig relevant?

JUBILAR: I år er det 75 år siden 51 lande, deriblandt Danmark, undertegnede FN-pagten, som trådte i kraft den 24. oktober 1945 på baggrund af to altødelæggende verdenskrige, som havde kostet millioner af ofre. FN’s fornemste formål er at frelse fremtidige generationer fra krigens svøbe. Udover opretholdelse af fred og sikkerhed, blev FN også skabt for at fremme menneskerettighederne, et regelbaseret internationalt samfund og socioøkonomisk udvikling.

Oprindelig var FN sejrherrernes organisation, men gennem årene er organisationen vokset og repræsenterer i dag med sine 193 medlemslande hele verdenssamfundet.

Dette giver FN en særlig status som repræsentant for os allesammen, men gør det samtidig ofte svært for medlemslandene at nå til enighed om centrale spørgsmål – og det er jo dem, der bestemmer.

Gennem årene har FN – trods ofte berettiget kritik – kunnet fremvise imponerende resultater: Mere end 70 fredsbevarende operationer har siden 1948 bidraget betydeligt til at sikre international stabilitet.

I øjeblikket er der 14 sådanne operationer fortrinsvis i Afrika og i Mellemøsten, hvor over hundrede lande, deriblandt Danmark, bidrager med militær, politi og civilt personel for at sikre freden; dertil de mange såkaldte ”politiske missioner”, som er med til at forebygge krige og ustabilitet; FN er ligeledes en stor spiller, når det drejer sig om hjælp til Den tredje Verden, hvor f.eks. UNDP – FN’s udviklingsprogram – bruger mere end halvdelen af sit årlige budget på omkring 38 milliarder danske kroner på at styrke institutioner, inklusive bekæmpe og forebygge korruption, gennem talrige projekter til fremme af ”god regeringsførelse”; FN er uundværlig i menneskeskabte og naturkatastrofer, hvor Verdensfødevareprogrammet (WFP), FN’s flygtningeorganisation (UNHCR), FN’s børneorganisation (UNICEF) og mange, mange andre dele af FN-systemet sikrer hurtig og effektiv humanitær bistand; og FN er jo verdens fremmeste fortaler for menneskerettighederne, ikke mindst gennem dets Menneskerettighedsråd i Genève, som Danmark pt er medlem af.

FN’s måske største aktiv er organisationens evne til at lede fastsættelsen af den globale dagsorden, som vi har set det med de 17 verdensmål, der blev vedtaget énstemmigt af verdens stats- og regeringsledere i september 2015, og som repræsenterer den samlede dagsorden for verdens udvikling frem til 2030. FN er ligeledes, for eksempel, gået forrest i kampen for kvinders og børns rettigheder og for reproduktiv sundhed. Det samme gælder klima- og miljøinitiativerne, som givet ikke ville have haft nær den samme globale gennemslagskraft, hvis ikke FN havde taget førertrøjen på.

I nutidens globale verden er det sørgeligt ironisk, at der synes at være en vigende opbakning til det internationale samarbejde.

Mange fokuserer på det nationale og ”ser indad”. Men hvordan er det, vi skal bekæmpe grænseoverskridende klimaforandringer, stadigt voksende miljøtrusler, ikke mindst det enorme tab af biodiversitet, som vi ser verden over, lokale og regionale krige, som i sig selv er en tragedie, men som ofte kan sprede sig, og som fører til voldsomme flygtningestrømme og store stigninger i antallet af internt fordrevne. UNHCR rapporterede for ganske nylig, at verden nu har næsten 80 millioner flygtninge og internt fordrevne, langt de fleste i nærområderne. International terrorisme er også stigende og skal bekæmpes gennem et stærkt internationalt samarbejde. Og listen fortsætter ….!

Er FN perfekt? Nej, langt fra. Der er på mange områder problemer med effektiviteten.

Bureaukrati er en svøbe, som jeg selv gennem mine mange år i forskellige dele af FN-systemet dagligt måtte kæmpe med. Men lad os ikke glemme, at det er medlemslandene, der sætter reglerne for, hvordan organisationen skal fungere.

Der er heller ikke penge nok til at løse de mange problemer, FN bliver bedt om at løse, og alt for ofte blokerer uenighed blandt medlemslandene, ikke mindst blandt stormagterne, for løsninger til gavn for os alle.

Det er glædeligt at notere, at den danske regering støtter varmt op om FN, og som det, for eksempel, fremgik af en kronik i Politiken (2.7.), hvor både udenrigsministeren og udviklingsministeren ser en betydelig rolle for Danmark som varm fortaler for ikke blot FN’s altafgørende globale arbejde, men også som positiv støtte til det pågående reformprogram, som FN’s generalsekretær, portugiseren António Guterres, har lanceret. Lad os alle bakke op om det!