DEBAT Fællesskab

Folkekirken vil altid være til stede – også efter coronakrisen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er alene udtryk for skribentens holdning. Alle indlæg skal overholde straffelovens og de presseetiske regler. Du er også velkommen til at sende en mail med din mening til os.

Thomas Reinholdt Rasmussenfra Hjørring er sognepræst (kbf.) ved Sct. Catharinæ Kirke og provst i Hjørring Sdr. Provsti. E-mailadresse: trr@km.dk.

Folkekirken plejer at være et levende og myldrende sted. Folk samles her til foredrag, koncerter, undervisning, og ikke mindst til gudstjenester og kirkelige handlinger, så som dåb, vielse og begravelse. Folkekirkens opgave er at række evangeliet i form af frihed, trøst og glæde.

MEN I disse dage er tingene ikke som de plejer at være. Heller ikke i folkekirken. Landet ramt af corona, og regeringens tiltag for at bekæmpe smitten rammer naturligvis også folkekirken. Det betyder, at møder i sognegårdene er aflyst, konfirmanderne er sendt hjem og gudstjenesterne er ophørt. Det sidste er for en historisk bevidsthed voldsomt. I mands minde har gudstjenester aldrig været aflyst. Selv ikke i da pesten ramte Wittenberg i 1527 og folk flygtede ud af byen, lukkede man kirkerne. Men dengang vidste man heller ikke det, vi ved i dag: at mennesker må spredes for ikke at sprede smitten. Derfor lukker vi kirkerne. Men kirkeklokkerne ringer stadig mange steder som en vedvarende påmindelse om, at der for os alle findes en trøst, der ikke tier.

VI ER nødt at holde afstand til hinanden af kærlighed til hinanden. Faren for smitte skaber den omvendte verden, for kærligheden plejer at overvinde afstand. Men her er kærlighedens opgave at lave afstand. Det er forunderlige tider.

Men dagene har i folkekirken som andre steder alligevel været travle. Mange spørgsmål dukker op. Hvordan med konfirmationerne? Hvordan med begravelserne? Hvordan afvikler vi dem? Mange af spørgsmålene er ikke løst endnu, men begravelserne begynder at finde en form, som vi alle kan acceptere og som følger myndighedernes retningslinjer. Alligevel må tingene hele tiden justeres, og selvom ingen ved deres fulde fem ville gøre det, så føles det som om, vi bygger skibet mens vi sejler.

JEG TÆNKER tit i disse dage på sognepræsterne, der samme måde som sundhedspersonale, beredskab og politi, står i forreste linje, her ved begravelser og sjælesorg. For selv at den normale gudstjeneste er aflyst, er der stadig mange opgaver at løse, og trøsten skal stadig rækkes. Præsterne møder stadig mennesker.

Det har været forunderligt at se hvordan kirkerne har tilpasset sig den nye situation. Folkekirken er tilstede på de sociale medier og bruger dem godt. Nogle gange kan det føles som om, at man lægger skinnerne foran eksprestoget mens det kører, men det ser ud til at fungere. Mange kirker lægger korte andagter eller gudstjenester ud på nettet, og hvor præster måske maximalt har 200-300 deltagere til en gudstjenesten på en søndag, kan internet-menigheden tælles i tusinder.

MEN spørgsmålet er også, hvad alt dette gør ved os? Hvordan ser verden ud efter denne krise? Forleden var jeg indkaldt til et møde, der naturligvis blev aflyst. Normalt ville det tage en formiddag. Nu tog vi mødet over nettet, og det varede en halv time. Naturligvis skal vi mødes ansigt til ansigt, når krisen er over, men det vækker eftertanke.

Eftertanken kredser om, at folkekirkens kerneydelser er gudstjenester, handlinger, konfirmander og sjælesorg. Og opgaven være må at koncentrere sig om kernen.

DA JEG begyndte som ung præst, spurgte jeg min gode provst, hvad sogneaftener med mere egentlig var. Jeg holdt meget af det, men jeg ville også godt placere det i den sammenhæng, der var givet med mit embede. Hans svar var, at det var fløden i arbejdet. Det var sikkert dengang et godt svar. Alle de andre opgaver: gudstjenester, handlinger, undervisning var kernen, men fløden var foredragsaftener, sangaftener, koncerter med mere. Jeg forstår godt svaret, men jeg er bare ikke sikker på, at det er svaret i dag.

DET MÅ være opgaven at holde ordentlige gudstjenester, dåb, begravelser med mere, for det er der ingen andre, der gør. Ordentlig forberedelse af gudstjenesten med salmevalg, prædikenarbejde og nærvær. Dåbssamtalerne ligeledes og højt prioriteret. Sognepræsterne skal have tid og plads til dette arbejde.

DE SKAL l have tid til begravelsessamtaler, der ofte også er sjælesorg, og de skal rustes ordentlig til dette gennem efteruddannelse i sorgprocesser og sorgforløb. De må ikke være amatører i menneskelivet. Det forventes at de også ved noget. Men sognepræsterne skal hele tiden bygge deres virke på evangeliet. De er ikke en slags samtalepartnere eller psykologer, som er gode på deres område. Men de er sognepræster, hvis opgave er at række evangeliet om Guds uudslukkelige kærlighed. Der skal oprustes omkring de folkekirkelige kerneydelser. Det kræver tid. Midlerne er der sådan set, men det kræver, at tiden bruges på samtaler og taler.

ET OMRÅDE, der skal oprustes på, er undervisningsområdet. Tiden råber på oplysning. Vi har brug for højt kvalificererede folk, for samfundet er højt kvalificeret. Sognepræsterne skal ofte stå på tæerne for at komme på omgangshøjde med deres veluddannede menighed. Kirke- og kulturmedarbejderne har sammen med kirkemusikerne en stor opgave, som de skal rustes endnu mere til. Særligt de mange dygtige kirkemusikere, som arbejder i folkekirken, skal trækkes dybere ind i arbejde. De skal undervise og forkynde gennem musik og sang. Det vil kræve, at også de, som sognemedhjælperne, er under teologisk tilsyn. Det skal de ikke være bange for, for det viser blot, at deres arbejde tages meget alvorligt. Samfundet råber på kvalitet.

OG DER skal undervises kvalificeret, relevant og nærværende på alle niveauer og alderstrin. Vi kan jo se, at udbud som teologisk voksenundervisning er meget efterspurgt, og minikonfirmandundervisningen begynder at bære frugter efter knap 30 års arbejde. Måske er opbremsningen i faldet af dåbstallet et resultat af al denne undervisning. Vi ved det ikke, men det skulle det da helst være, ellers er det jo spildte midler og ressourcer.

MIDLERNE skal anvendes til kernen. Det skal være højt prioriteret, for det er her, at verden flyttes for mennesker. En god dåb, konfirmation eller begravelse kan betyde et nyt liv for dem, der er med i det. At man flyttes i verden.

Fløden flyder ud i verden, og det danske samfund synger mere end vi har set den sidste generation. Philip Faber begynder hver morgen i disse uger på TV med morgensang, og hvor er det godt. Der er i dag flere kræfter om det folkelige arbejde. Det frigiver kræfter til at forkynde evangeliet om Guds kærlighed

Evangeliet skal inkarnere sig i det menneskelige og i kulturen. Kirkens opgave er evangeliets forkyndelse i alle henseender. Det kræver blot tid, nærvær og dygtighed til arbejdet. Folkekirken har midlerne både økonomisk og i form af dygtige folk på alle niveauer. Det er bare om at komme i gang. Ja, vi er allerede godt i gang.

FOLKEKIRKEN er til stede også i denne corona-tid. Til stede for enhver. Og efter krisen er vi der stadigvæk. Lige nu er opgaven at være til stede i denne svære tid for dem, der har brug for det.

Begravelserne afvikles nu med et minimum af deltagere, og vi skal alle finde os i de nye former. Det hele gør noget ved os. Men lad os håbe at det trods alt åbner blikket for det væsentlige i tilværelse: at vi har hinanden, og at der er større ting i verden end dagen og vejen.

Verden består også af Guds kærlighed, poesi, leende børns kolbøtter og sol over grønne enge.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.