Folkestyret har fået endnu et hak i tilliden

VILD NATUR: Lovpakken og debatten om naturnationalparker udstiller problemet omkring, at træffe topstyrede politiske beslutninger – Især når de indeholder stærkt specialiseret viden og forskning.

Ingen af os lægfolk - herunder politikere - er i stand til at gennemskue detaljerne.

Min hjemmebane er det private erhvervsliv. I en sådan situation ville jeg søge råd, vejledning og løsningsforslag – men vigtigst af alt: også søge at få ideer og løsninger udfordret. Ganske enkelt for at undgå fejlbeslutninger. Og grundlæggende er det her clash’et til den politiske proces omkring naturnationalparker opstår.

Det er helt tydeligt, at S-regeringen samt støttepartier helt fra start allerede havde ”købt ind” og lagt sig fast på ideen omkring rewilding, og reelt ikke ønskede, at den skulle udfordres.

Man bestilte en rapport fra de idébærende forskere, som naturligt nok blåstempler deres egen medicin. Næppe helt ordentligt, men hverken suspekt eller ulovligt.

Det er naturligvis helt legitimt for en politiker at være enøjet.

Oppositionen og folketinget burde så have fanget og kastet lys på problemet.

Det skete desværre ikke i tilstrækkeligt omfang. Skal vi gætte på, at sagen var for lille eller kompleks? Og risikoen for at blive udskammet som værende imod et grønt initiativ, var for stor?

Mens denne debat kører, er vi vidne til at folkeskolereformen pakkes sammen, og at den forskning og de teorier, som op til 2014 var grundlaget herfor, nu bliver underkendt. Processen fra dengang har i hvert fald den lighed, at man topstyret ønskede en anden retning, men glemte at få befolkning, lærere og praktikere med sig.

Debatten har siden kørt, og berettiget eller ej har problemet med politiserende forskere været en del af denne.

Omkring rewilding-ideen har vi grundlæggende samme skisma. Hele projektet er igangsat af en biodiversitetskrise, som igen er udløst af en forskningsmæssig måling af udviklingen i artsdiversiteten i den danske natur - rødlisten.

Hvem måler og rapporterer så denne udvikling? Rigtigt gættet. Selvsamme forskermiljø som er omkring de forskere, der er fortalere for rewilding - Men nu med den objektive forskerkasket på.

Det er alt sammen helt sikkert alvorligt nok, så jeg fornægter ikke, at der faktisk er en biodiversitetskrise af en eller anden størrelse, som vi rimeligvis skal håndtere.

Og jeg vælger, på trods af den åbenbare risiko for en iboende interessekonflikt fra forskerside, at bevare troen på, at vi i Danmark lever i et ordnet samfund, hvor de forskere, vi som samfund aflønner, anstændigvis leverer en ordentlig og redelig rapportering fra deres fagområde.

At vores politikere så vælger at overfortolke – måske endda fordreje - forskernes konklusioner, er afgjort medvirkende til at forstærke eller skabe billedet af politiserende forskere. Fra seneste rødliste vurdering i januar 2020, hedder det i konklusionen fra forsker niveau: ”Vi kan se en lille tilbagegang for arterne - altså en lille stigning i, hvor truede arterne er. Det er en signifikant stigning, så den er der, selv som den ikke er så stor” (Jesper Erenskjold Moeslund fra Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet)

Med udgangspunkt i præcis samme rapport og præcis samme data, er flere miljøordførere og ngo’er ude med deres fortolkninger - Give emnet mere kant og den rette vinkel forstås. F.eks. bliver det i S-miljøordfører Mette Gjerskovs udlægning til: ”Naturen er truet af massedød. Vi taber plante-, dyre- og svampearter med en hast, som ikke er set, siden dinosaurerne forlod kloden for mere end 65 mio. år siden”.

Igen: Det er åbenbart helt legitimt for politikere, at tale et erkendt problem op til en nært forestående katastrofe, som så herefter skal udgøre det passende bagtæppe for politiske forhandlinger og beslutninger?

Vi er nok en del, som i saglighedens tjeneste havde foretrukket den mere nøgterne og objektive – måske lidt kedelige – version, sandsynligvis havde stillet uddybende spørgsmål, og om nødvendigt have bedt om en second opinion.

Læg dertil den rigtig trælse tendens i tiden til, at politikere ønsker at detailstyre fra toppen - med det snævrest mulige flertal om nødvendigt.

Det medfører uvægerligt fejlbeslutninger, som både er dyre, skaber polarisering og modstand, og har alvorlige negative konsekvenser - For vores børns læring de seneste syv år? Og nu potentielt for vores fælles natur?

Jeg kan faktisk ikke lige komme i tanker om et område, hvor detailstyring fra toppen er en rigtig god idé.

Set med min - ganske vist lidt bedagede – baggrund som skov-og landskabsingeniør, så er skovdrift og naturforvaltning absolut ikke en af dem. Skov og natur er stærkt forskelligartet.

Der går typisk adskillige valgperioder fra indsats til resultat, og det kræver lokalkendskab – helt ned på lokaliteter, at vælge de rette løsninger og tiltag.

Opfordringen skal derfor lyde: Nøjes nu med fra politisk hold, at udstikke rammer, mål og prioritering mellem f.eks. produktions- versus miljø- og biodiversitetshensyn, og overlad detailstyringen til dem der er uddannet og ansat til det.

Desværre endnu et lille hak i tilliden til folkestyret, som jeg ellers værdsætter højt.

Den politiske ”sejr” er i hus, og det er derfor desværre nok både naivt og utopisk at håbe på, at regering og folketing tog en tiltrængt timeout. Udfordrede rewilding ideen, og søgte en bredere faglig og politisk konsensus, for at sikre en langtidsholdbar aftale om udviklingen for vores fælles natur - Og ikke mindst gav vores lokale naturforvaltere en fair chance for, at fortsætte deres gode arbejde med stor lokal opbakning.