Forkert at tage demokrati for givet

Af Sara Højholt,16 år, elev i 1.g på Aalborghus Gymnasium, Herningvej 26, 9220 Aalborg Øst, sarahoejholt@gmail.com

Onsdag 6. januar var der historiske billeder fra den amerikanske Capitol Hill. Billeder af vrede, højlydte og kampklædte demonstranter, der havde stormet Kongressen i USA med det formål at tage en valgsejr tilbage. En valgsejr, som de mente, var blevet stjålet fra dem og deres ubetingede leder, Donald Trump.

Alt dette imens valgmandsstemmerne efter den traditionelle protokol var ved at blive optalt.

Processen måtte dog afbrydes og tilstedeværende evakures, og først senere på aftenen kunne de vende tilbage og fortsætte den proces, som i sidste ende førte til en bekræftelse af Joe Bidens valgsejr og banede vejen for den forgange uges befriende indsættelsesceremoni.

At den politiske situation i et normalt demokratisk foregangsland som USA er blevet så absurd, er ikke noget, der er sket ud af det blå.

Det har været en lang proces, som for alvor startede, da det ved valget i 2016 stod klart, at Donald Trump ville blive de forenedes staters 45. præsident.

Både valget og hvad der senere er sket har ført til, at man har måttet stille spørgsmålet: Hvordan kunne det gå så galt?

Svarene har været mange, men én konklusion har været fælles for dem alle: Demokratiet såvel som den verdensorden, vi kender, må ikke tages for givet.

Det er en tendens, man ikke bare har set og ser i USA, men som man også ser andre steder i verden.

Der har været en stigende tilbøjelighed til at fravælge fælleskabet og det globale og tilvælge nationalismen, som vi mest prominent har oplevet det med brexit i Storbritannien, men vi også oplever i flere EU-lande som Polen og Ungarn, der i højere grad er begyndt at tage skridt imod den nationalistiske dagsorden.

Ved de seneste valg i de fleste europæiske lande, har vi endvidere også iagttaget, hvordan ekstremistiske politikere, partier og holdninger er vundet frem, og hvordan en stigende polarisering, svækker sammenholdet.

Og vi har set, hvordan de medier, som har dækket og problematiseret denne polarisering, i nogle tilfælde er blevet lagt for had.

I Danmark har vi også oplevet en afstandstagen fra det etablerede politiske system, og ved folketingsvalget i 2019 blev dette nærmest skåret ud i pap for os med Stram Kurs’ rolle i valgkampen.

Ligeledes er Epinions rundspørge i den danske befolkning om, hvilke faggrupper, der er mest troværdige, også endt med bundplaceringer til både politikere og journalister de sidste mange år. Et sørgeligt resultat for to erhverv, som begge spiller en stor rolle i vores demokratis udfoldelse.

Samtidig ved vi, at vi, når vi kommer ud på den anden side af coronakrisen, vil støde på nye økonomiske udfordringer, som vi allerede ser optakten til i dag.

Klimadebatten vil, forhåbentlig, også komme til at fylde endnu mere, og udlændingepolitikken får vi også svært ved at komme uden om. Alle emner, som er ganske nødvendige, men som blot vil komme til at polarisere vores eget samfund endnu mere.

Galt gik det i USA, og det er kun blevet værre med tiden.

Donald Trumps håndtering af valgnederlaget vidner om en magt-mentalitet af en, i den vestlige verden, i lang tid uset kaliber, hvor en siddende præsident, gennem sin fornægtelse af et valgresultat, ikke har accepteret demokratiets stemme.

Gennem propaganda og manipulation, har han formået at sno sine tilhængere om sin lillefinger og fået dem til at forsøge at begå, hvad der kunne ligne et statskup, og stadig ladet dem tro, at de handlede i USA’s bedste interesser, når de reelt set handlede i ingen andre end den nu forhenværende præsidentens egne.

Han har set og udnyttet de faretendenser, der var i det amerikanske samfund, mens en stor del af verdensbefolkningen og amerikanerne selv ikke har formået at forstå tendensernes fulde omfang, før det var for sent.

Donald Trumps præsidentperiode har såvel for USA og dets rolle i international politik som for resten af verden haft fatale følger, og nationen står nu tilbage som et samfund, hvor kløfterne er så store, at de får svært ved at smelte sammen igen. Og andre nationer må nu derfor tage ved lære af amerikanernes fejl.

I en tid, hvor populismen står stærkt, hvor ekstremismens genopblussen er blevet dagligdagen i mange landes politiske landskaber, og hvor især den nationale dagsorden har spillet og stadig spiller en stor rolle, bør man derfor være bekymret. Også i et land som Danmark. Man bør ikke bare tro på, at demokratiet nok skal bestå, for det skal det ikke nok.

Demokrati betyder folkestyre, og hvis ikke befolkningerne i fremtiden kæmper for det ved at vælge demokratisk sindede politikere til at repræsentere dem, vil det på sigt ende galt.