DEBAT Limfjordsforbindelse

Fornuften synes fjern for nordjyske politikere i sag om Limfjordsforbindelse

Dette er et debatindlæg: Indlægget er alene udtryk for skribentens holdning. Alle indlæg skal overholde straffelovens og de presseetiske regler. Du er også velkommen til at sende en mail med din mening til os.

Af Jens Skovgaard,Skolemestervej 11, 9000 Aalborg, skovgaard@hasseris.dk

LIMFJORDSFORBINDELSE:“Men man kan selvfølgelig lade fornuften råde og nøjes med at udbygge E45” slutter Civilingeniør Anker Lohmann-Hansen (14.2.).

Desværre er netop fornuften en egenskab, som synes fjern for de nordjyske politikere og lobbyister, der er stivnet i illusionen om, at bare man bliver ved med at råbe det samme budskab: ”Vi vil ha’ en motorvej”, så ender det med, at de får den.

Herregud, tænker man uvilkårligt. Er det gået helt hen over hovedet på dem, at set fra Christiansborg bliver de opfattet som en flok forkælede børn, der bare vil ha’?

Regeringen forsøger som pædagogiske forældre at forklare dem, at de lige må vente til der måske bliver råd, hvilket den inderst inde godt ved der aldrig bliver, men den vil jo så nødig skuffe dem.

Sådan er politik vel, kunne man fristes til at konstatere med et let skuldertræk.

Men det sørgelige faktum er, at det evindelige skrigeri af de samme politikere deroppe fra Nordjylland betyder, at borgerne bliver tvunget til at leve med stadigt stigende trafikproblemer og støjgener, der forpester deres liv.

Et flertal af borgerne har indset fornuften i at pege på en både bedre og billigere løsning, nemlig en udvidelse af den eksisterende E45-forbindelse over Limfjorden.

Tilbage i 2012 besad den nuværende borgmester i Aalborg, Thomas Kastrup-Larsen, stadig fornuft nok til at pege på den løsning. Men efter at et snævert flertal i byrådet stemte ham ned, rettede han ind, og siden har han med alle midler arbejdet for en motorvej over Egholm. Senest har han skabt den besynderlige konstruktion Aalborg Alliancen, som nu også omfatter de kommunalt ejede forsyningsselskaber.

Men uanset hans mange krumspring er borgerne imod en vestlig linieføring, fordi de har ladet fornuften råde. Man kan kun håbe, at borgmesteren igen kommer til fornuft.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.