Godt arbejdsklima beviser det: Fællesskab fjerner frygt

Af Asger Sylvest Pedersen, medlem af Enhedslisten Thy-Mors, Silstrupvej 8, 7700 Thistedasgersylvestpedersen@gmail.com
(ARBEJDS)LIV:Jeg har i den sene ende af mit arbejdsliv været heldig at lande på en af Thys tilbageværende, familieejede fremstillingsvirksomheder, hvor man kan opleve en efterhånden sjælden virksomhedskultur.
Her er nemlig den personlige glæde og stolthed ved at drive virksomhed stadig i højsædet.
Opgaverne i virksomheden forudsætter både teknisk faglighed i forberedelse og administration, og kræver samtidig kræfter og praktisk snilde i selve fremstillingen.
Her er kort sagt brug for alle mand!
Samarbejde og gensidig forståelse er derfor vigtige ingredienser, hvis produktionen skal lykkes og virksomheden trives.
Udover vi ”gammeldanskere” rummer virksomheden medarbejdere fra mange forskellige lande, og jeg har mødt gode kolleger fra både det afrikanske kontinent, østeuropæiske lande og Mellemøsten.
Virksomheden er således et mini-samfund, som afspejler den verden vi lever i!
Sådan en virksomhed udfører en helt dagligdags, praktisk integration af alle mennesker. Det giver både udfordringer og omkostninger, men når virksomheden ledes klogt, bliver det i sidste ende en stor gevinst. Et af de mange gode træk ved virksomheden er at der fra ledelsen bakkes op om personaleforeningen.
Her tilrettelægges gode, sociale aktiviteter, hvor alle medarbejdere - høj som lav – kan melde sig til.
Udover at være en oplevelse for dig selv, skaber aktiviteterne sammenhold og gensidige forståelse som bidrager til, at arbejdsdagen glider bedre og virksomheden styrkes.
Ledelsen udviser også tydeligt anerkendelse overfor medarbejderne og påskønner deres arbejdsindsats.
Det viser sig lige fra det personlige håndtryk til alle 300 deltagere ved julefrokosten - (hvad der måske skal justeres på p.g.a. coronaen?) - til sommerferieafslutningen, hvor bestyrelsesformanden personligt uddeler jubilæumsgratialer ved både 5-10-15-20-25-30……års ansættelse, en gave til elever og medarbejdere som afslutter uddannelse osv.
Alt foregår under stor moro i en afslappet atmosfære, mens pølser - (selvfølgelig både med og uden svinekød) - og forfriskninger indtages.
Det er måske små tiltag, - men med en stor virkning!
Den nyligt afholdte personaletur med Næssund-færgen er seneste eksempel på den virksomhedskultur, som jeg synes er så prisværdig.
Her var vi ca. 30 medarbejdere fra både produktion og tegnestue/administration. Og efter vi har hygget sammen med forfriskninger i fællesbussen, har lagt fra land med ”Næssund”, spist sammen på færgedækket (- efter behørig brug af håndsprit!), nydt synet af det smukke landskab fra vandsiden, grinet og sunget sammen – endda på flere sprog! – og færgen så til sidst står ind i Thisted Havn, - så går jeg i land med en dejlig følelse af fællesskab og tro på verden.
Hvis vi vil leve godt og fredeligt på vores lille planet, så er den eneste redning for menneskeheden at opbygge stærke, lokale fællesskaber.
Her kan vi mødes ligeværdigt og opleve forskelligheder som en berigelse!
Det er helt afgørende, fordi vores tid er præget at destruktive kræfter, som skaber frygt og fordomme.
Der er problemer som skal løses m.h.t. til integration m.m., men det kan lade sig gøre - hvis vi vil!
Det er min arbejdsplads et levende eksempel på!
Mennesker, som plages af frygt for andre kulturer skyder sig selv i foden ved at tro, at Danmark kan isolere sig fra omverdenen og undgå at involvere sig med mennesker fra andre egne. Frygt og angst opstår imidlertid kun fordi du er endt i en udsat social position, hvor du ikke er del af et velfungerende fællesskab.
Frygt og angst holdes desværre vedlige af kyniske politikere i f.eks. Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige eller endnu mere yderligtgående grupper, som søger at puste konkrete problemer op til urealistiske og skræmmende størrelser!
Og disse partier er uanstændige nok til at påstå, at de gør det for at beskytte ”den almindelige danske mand”!
I virkeligheden modarbejder deres politik deres egne vælgeres tarv!
Midlet mod frygt og angst er skabelse af stærke, velfungerende, mangfoldige fællesskaber!
Derfor vil jeg håbe, at langt flere virksomheder vil styrke indsatsen for at skabe arbejdspladser med en virksomhedskultur, hvor vi møder hinanden som ligeværdige mennesker og opdager, at vi kan berige hinanden med de forskellige kulturer vi hver især medbringer.
Det vil koste investeringer og det vil give udfordringer, men i sidste ende vil det blive en kæmpe gevinst for både virksomhederne, samfundet og dermed for hele Danmark og verden som sådan.
Det er faktisk meget simpelt: Fællesskab fjerner frygt!
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.