debat

Gratis omgang af DF at kritisere hjælp

Dette er et debatindlæg: Indlægget er alene udtryk for skribentens holdning. Alle indlæg skal overholde straffelovens og de presseetiske regler. Du er også velkommen til at sende en mail med din mening til os.

Af Theresa Berg Andersen, folketingsmedlem (SF), erhvervsordfører, Hobrovej 145, 9670 Løgstør theresa.berg.andersen@ft.dk,og Frank Østergaard

CORONAKRISE:Villy Blichfeldt Sørensen fra DF Jammerbugt kritiserede (søndag 10.1.) SF for at ville betale corona-tiltag med lånte penge og uden samtidig at pege på finansiering af såvel tilbagebetalingen som af den politik, der skal genoprette landet efter corona.

Lad os først minde om, at DF ligesom andre partier stemte for alle eller næsten alle disse merudgifter, hvilket vi selvfølgelig synes er klogt, når vi står i en så ekstraordinært svær situation.

Men derfor bliver det også en gratis omgang for V.B.S. bagefter at rejse kritik af, at det skete for lånte penge, når hans parti selv har stemt for.

Selvfølgelig er vi enige i, at staten ikke skal låne løs i en normal økonomisk situation, men vi er langt fra det normale.

Corona medfører masser af ekstra udgifter, f.eks. i sundhedsvæsenet, og betyder, at der har været og er brug for store hjælpepakker til erhvervslivet og de arbejdsløse.

Men situationen er langt fra normal. Vi står i en ekstraordinær situation, og når vi vender tilbage til det normale, vil SF også forfølge det princip, der altid har ligget til grund for vores økonomiske politik: at udgifterne selvfølgelig skal finansieres.

SF har blandt andet foreslået en formueskat og en højere skat på topskatteyderes aktieudbytter og renteindtægter. Vi vil også have mere effektiv skattekontrol og lukning af skattehuller, og omlægning af arveafgiften. Der ud over er investeringer i velfærd og grøn kickstart også i sig selv er en investering i flere job.

Under coronakrisen er det også blevet endnu mere tydeligt, at vi selvfølgelig skal have den techskat, som SF længe har talt for.

For mens vi har holdt os hjemme for at begrænse smitten, har vi benyttet os af techgiganternes ydelser som aldrig før.

Vi streamer film og serier, holder møder over internettet og bruger sociale medier til at holde kontakten.

Det giver techgiganterne mere data at sælge og dermed flere penge. De tjener altså på krisen, men slipper udenom at bidrage til fælleskassen, der hvor de tjener deres penge. Vi vil have sat en skat på techgoganternes ydelser.

Både regningen for coronapandemien, for den grønne omstilling, og for vores fremtidige velfærd skal betales. Det har SF en plan for.

Det er en helt andet kurs end den, DF var med til at stemme igennem da Lars Løkke var statsminister, og som indebar store skattelettelser især til bedst stillede – lettelser for mere end 18 mia. kr. årligt.

Hvad foreslår V.B.S.? Skal DF fortsætte af den vej, de slog ind på med Venstre? Det får vi intet at vide om.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.