Har hjælpepakker sendt os ud på farlig glidebane?

Jeg har været meget forsigtig med at udtale mig om, hvordan coronakrisen bør løses - men nu synes jeg, at vi bliver nødt til at stille nogle kritiske spørgsmål.

Er det kun mig, der er bange for, at hjælpepakkerne udgør en farlig (kommunistisk) glidebane, som de fleste af os (mig selv inklusiv), med samfundssind og i fællesånd, accepterede som en nødvendighed, for at hjælpe erhvervslivet igennem coronakrisen?

Erhvervslivet er på forhånd forpligtiget af det offentlige, til at betale skat og afgifter af alverdens ting - derudover er de underlagt utallige betingelser.

På trods af ovenstående, er der mennesker der får virksomheder til at blomstre.

Vores stærke erhvervsliv har dog meget svært ved at komme igennem konsekvenserne af myndighedernes strategi om at lukke landet ned - selvom de fleste af os var enige i, at nedlukningen var nødvendig (dog kan varigheden og genåbningen diskuteres – men det ville kræve at vi kendte strategien).

På baggrund af ovenstående blev hjælpepakkerne født. Og da vi i bund og grund er dybt afhængige af erhvervslivet, så var idéen fin nok, ikke? Eller var den?

Forstå mig ret. Jeg vil til enhver tid støtte alt det, som kan gavne erhvervslivet. Men var vi for hurtige til støtte ”hjælpepakke-strategien”?

Vi hører allerede om:

- Hvordan der er gået bureaukrati i systemet. Virksomhederne skal udbetale løn på torsdag, og de fleste har ikke set en krone fra hjælpepakkerne endnu.

- Der følger betingelser med hjælpen, som nu skal tillægges de betingelser erhvervslivet i forvejen skal følge.

- Der er indført forbud om udbytte - og endda snak om hvorvidt det offentlige skal have aktier i virksomhederne som får støtte.

Var vi blændet af situationen og glemte vi i al kaosset, at afgifts- og skattelettelser, samt afskaffelse af betingelser og forbud, gang på gang har vist sig som at være balsam for erhvervslivets sjæl og vækst?

Og vigtigst af alt.

Glemte vi, at alt det der ligner kommunisme, gang på gang har vist sig at fejle.

Skulle vi bare i stedet haft lempet på de udfordringer og omkostninger vi allerede pålægger erhvervslivet, og ikke tilføjet endnu et ”system”?

Hjælpepakkestyrelsen lyder bare ikke som noget vi mangler.

Rammer det her i lige i det emne, som partierne på tværs af fløjene, til hvert valg, kæmper om at råbe højest - Mindre bureaukrati!

Ja! Der ville være virksomheder, som ikke ville klare sig igennem strategien, som baserer sig på de fundamentale liberale grundtanker - Men der er allerede dem, som går ”belly-up” på trods af hjælpepakkerne.

Og ja! Der ville være dem, som i forvejen har tjent på krisen, som så ville tjene endnu mere - men det ville ikke gøre dig fattigere.

Hvor mange milliarder skal den offentlige sektor give tilbage til den private sektor, som er defineret af større risiko for både tab og vinding, før vi indser, at vi har omdefineret privatsektoren i coronaens navn - og bevæget os over i en samfundsstruktur, som de færreste af os ønsker, og som ingen har haft succes med før?

En stor bekymring ligger også ved oplevelsen af, at erhvervslivet ikke kommer ordentligt til mæle om de udfordringer de har grundet krisen – da de gang på gang bare fejes væk med ”mulighed for at søge hjælpepakker”.

Sat på spidsen:

Myndighederne smadrer begge dine ben.

Da du skriger af smerte, får du udleveret et par krykker og bedt om at holde mund og være taknemlig – fordi hjælpepakker!