Hjælp! Hotellerne i Aalborg bløder
Opdateret 20. maj 2022 kl. 11:38
Af Finn Rosenqvist,bestyrelsesformand, Visit Aalborg, Kjellerups Torv 5, 9000 Aalborg, finn.rosenqvist@scandichotels.com´
AALBORG: I dag, onsdag 1. juli, har Folketingets Erhvervsudvalg indkaldt justitsminister Nick Hækkerup (S) og erhvervsminister Simon Kollerup (S) til et såkaldt åbent samråd.
Udvalget vil gerne have svar på, hvad regeringens skiftende beslutninger om udenlandske turisters adgang til at overnatte i Danmark har betydet for turismen og hotelbranchen.
Som opbyggelig forberedelse til de to ministre har vi i Aalborg samlet lidt fakta, så de kan få et overblik over situationen her og nu.
Særreglerne for udenlandske turister har nemlig ikke kun påvirket hovedstaden.
Reglerne har sat sine spor på hoteller over hele landet.
Og vi er hårdt ramt i Aalborg.
I juni er normalt 66 pct. af hotelværelserne i Aalborg i brug. I juni i år var det 22 pct. Hotelsengene står tomme. Efterspørgslen er lammet.
Danmark er det eneste land i EU, der har en regel om, hvor mange overnatninger man skal have for at komme ind i landet.
Regeringen bør fjerne seksdagesreglen, og det kan kun gå for langsomt.
I sommeren 2019 var 70 pct. af alle udenlandske turister i Danmark i kortere tid end seks dage, viser tal fra VisitDenmark.
Seksdages-reglen skader dermed turismen i hele landet – og alle de brancher, der nyder godt af, at turister besøger Danmark.
I Aalborg mærker også detailhandlen, kulturinstitutionerne og restauranterne, at der mangler gæster. Vores nordjyske erhvervsministers eget ministerium har regnet på tallene.
Tallene viser, at reducerede man bare reglen med én dag – og lavede en fem-dages regel – så ville det øge omsætningen med 415 millioner kroner i Danmark. Og fjernede man den helt er der mere end tre milliarder at hente.
Med i tallene er nordmændene, der er Aalborgs vigtigste udenlandske gæstegruppe, og tyskere og islændinge.
Reelt er beløbet meget større, da svenskere, englændere og alle andre nationaliteter ikke er med.
Hotellerne og turismen sidder tilbage med regningen – og mange aalborgensere kan ende med at sidde tilbage med en fyreseddel.
Det er paradoksalt, at de arbejdspladser, som hjælpepakkerne har været med til at redde, nu sættes over styr af særregler i genåbningen, der skaber benspænd for fair konkurrence og for at drive forretning.
Turismen er vigtig for Aalborg og i turismen i Aalborg er der job. Også til ufaglærte og kort uddannede, i et erhverv, som også løfter en stor integrationsindsats.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.