Hjemmeskole – er det en gylden mulighed for skole med frihed?


Opdateret 20. maj 2022 kl. 11:52

Af Susanne Marianne Møller, lærer, byrådskandidat (NB), Tuenvej 17, 9900 Frederikshavnsus.mari.moeller@gmail.com

FRIHED: Jeg er uddannet folkeskolelærer og har den sidste tid nøje fulgt med i regeringens planer om massetest af elever i folkeskole og på ungdomsuddannelserne som et krav for genåbningen af skolen og samfundet.

Denne model gør mig bekymret på flere niveauer.

Jeg vil personligt som lærer ikke tage ansvar for at teste mine elever.

Det bør være uddannet personale.

Dernæst mener jeg, at det vil skade min relation i det lærer/elevforhold, jeg er en del af.

Sidst mener jeg ikke, at eleverne skal bære det samfundsansvar.

Som folketingsmedlem Lars Boje Mathiesen (NB) skrev på sin Facebook-profil (17.2.): ”Nej, vores børn skal ikke massetestes i en obskur socialdemokratisk samfundskontrakt, hvor de så skal bære ansvaret for, at resten af samfundet på et tidspunkt kan åbnes op”.

Den holdning lægger jeg mig 100 pct. op ad.

Jeg mener, at skolen skal være et sted for læring. Et godt læringsmiljø kræver trivsel og tryghed. En skoledag, som bærer præg af massetestning, hører ikke til i klasserummets rammer.

Jeg mener, at massetest på eleverne ikke fordrer trivsel eller tryghed.

Der er undersøgelser, som understøtter, at ”gode oplevelser af fællesskab mellem elever og mellem elever og lærere er ganske enkelt nødvendige for, at skolen kan lykkes”.

Andre undersøgelser viser, at specielt udfordrede elever har brug for en god relation til læreren for at kunne trives.

Kommer folkeskolen til at spille fallit, når den ændrer ramme fra at være et trygt undervisningsmiljø til at være et testcenter?

Vi ved endnu ikke, om de elever, hvis forældre ikke ønsker, at test skal være en del af deres børns hverdag, har mulighed for stadig at følge undervisningen online.

I december indgik regeringen en aftale sammen med Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre om at afskaffe muligheden for at danne nye, private daginstitutioner, som historisk set har bidraget til et bredt og varieret udbud af pasningsmuligheder.

Heldigvis har vi i dag stadig frit skolevalg.

Der er ikke skolepligt i Danmark, der er undervisningspligt. Det betyder, at du kan vælge at undervise dine børn hjemme.

Jeg overvejer meget kraftigt at tage mine to børn ud af deres skoler. Alt efter hvilke restriktioner der bliver indført på de pågældende steder.

Jeg ved, at jeg har en fordel, når det kommer til hjemmeskoling i forhold til mange andre danskere, da undervisning er mit levebrød.

Men hvis I går med samme overvejerser, kan jeg fortælle, at I vil få behov for at dokumentere jeres undervisning over for kommunen.

Der findes i dag rige muligheder for at hjemmeundervise jeres børn.

Der er flere gode undervisningsportaler, som har udviklet årsplaner til hvert enkelt fag og som følger Fælles Mål.

Fælles Mål er nationale mål, der beskriver, hvad eleverne skal lære i skolens fag og emner på de enkelte klassetrin.

Med de mange gode undervisningsportaler i dag er der mulighed for at skabe en fri ”skole”. En skole, hvor der er trivsel og tryghed. En skole, som er skabt i anerkendelse af barnets ukrænkelighed.

En skole med frihed.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden