Hold fast i den eventyrlige magi i børneopdragelsen

Af Niels Kjeldsen-Kragh,speciallæge i psykiatri, Promenadebyen 2,7.3, 5000 Odense C, byensbro@gmail.com

BØRNEOPDRAGELSE:Det er ikke almindeligt, at popsange rummer dyb visdom. Men det sker. I 1973 udgav gruppen Dr. Hook and the Medicine Show” nummeret ”The Wonderful Soupe Stone”, forfattet af Shel Silverstein.

Lyrikken er underfundig og fortæller i eventyrform enkle og væsentlige sandheder om menneskets eksistens.

Nummeret forekommer fuldendt, fordi ordene bæres oppe af en smuk og iørefaldende melodi.

Et kort og upoetisk resume: Sangeren synger om sin barndom i en fattig familie, hvor der midt på vinteren ikke var mad nok.

Når sulten var værst, tog moderen en sten, der hang i en snor i loftet og lagde den i en gryde med kogende vand og kartofler, mens hun fortalte børnene, at stenen var så magisk, at suppen ville komme til at smage af kylling, tomater, nudler og knoglemarv.

Hun tilføjede, at man bare skulle lægge lidt kærlighed ind i stenen for at få magien til at være ekstra virkningsfuld.

Og sangeren beretter, at børnene kunne fornemme, at suppen var nærende og beriget med en vidunderlig smag.

I omkvædet dvæler han ved moderens uforglemmelige kunstgreb.

Hvad kan man lære af eventyret?

Børn skal så vidt muligt holdes i uvidenhed om de truende vanskeligheder, deres forældre og det omgivende samfund slås med.

De skal afskærmes fra de voldsomme ting, der sker i den ”virkelige” verden, for at de i fred og ro kan lege, lære og udvikle sig.

Selvfølgelig kan familier blive ramt af ulykker, sygdom og økonomisk ruin, som børn ikke kan undgå at få indblik i.

Men det er de voksnes opgave at opretholde børns tro på, at det hele nok skal gå.

Moderen i eventyret ville for alt i verden ikke afsløre over for børnene, at situationen var alvorlig. De skulle ikke gøres unødigt ængstelige.

Hun var overbevist om, at de havde bedst af at leve i uvidenhed om tingenes tilstand og forblive sorgløse så længe som muligt.

Det lykkedes hende langt hen ad vejen at skjule virkeligheden overfor børnene.

Forældre skal så vidt muligt tøjle deres egen ængstelighed, optræde som de stærke og være garanter for sikkerhed og stabilitet.

Moderen i historien ved det, og selvom hun er bekymret for fejlernæring og truende sult, har hun overskud til at værne om sine børn, således at de ikke får indblik i, hvor slemt det egentligt står til.

I 70’erne sang man: ”Vi voksne kan også være bange og synge lange, lange bange sange…”.

Men børn har ikke godt af at mærke deres forældres angst, for så begynder deres verden at skride, fordi de fyldes af skræmmende tanker: ”Hvis mor eller far er så bange, at de ikke kan passe på mig, hvad skal der så blive af mig”.

Naturligvis er forældre bange ind imellem, men det er vigtigt, at de formår at rumme deres egen frygt og ikke lade børnene mærke den.

Eneforældre eller forældre, der ikke har et tillidsfuldt forhold til hinanden, kan bukke under for fristelsen til (i mangel af bedre) at indvi deres barn i de besværligheder, de slås med, hvorved de gør sig ”lige” med deres barn, hvilket er en skadelig sammenblanding af voksen-og barneroller og kan tangere mentalt misbrug. Forældres opgave er at forblive ”de store”, også selvom livet kan falde dem svært. Som hovedregel skal sorger i tilværelsen drøftes med voksne, ikke med børn.

Eventyret er optimistisk.

Det antyder, at kærlighed overvinder alt, og at ting lykkes, hvis man har tillid til livet.

Selvfølgelig går det ikke altid sådan. Spørg bare de ulykkelige i den syriske borgerkrig.

Men man kan se det som et princip, et ideal, en livsholdning.

Moderen kan ikke give børnene varieret og sund mad, men selvom hun er bekymret, viser hun sig som familiens overskudsagtige og ansvarlige bagstopper, der via sin adfærd giver børnene følelsen af, at hun har styr på det, hvorved de bibringes tryghed, deres humør holdes oppe og deres optimisme styrkes. Intuitivt griber hun til et pædagogisk kneb, som får dem til at tro, at det nok skal gå.

Hun benytter sig af magisk tænkning, som hun ved, børn er modtagelige for. Og selvom sulten truer, formår hun at ”lege” kærlighed ind i stenen, hvilket er et billede på en ”god moders” evne til at skjule sin egen bekymring og i stedet holde børnenes tarv for øje.

Den voksne søn ser tilbage på sin mor med taknemmelighed.

Hendes fortælling om stenen bliver for ham et billede på hendes fortryllende og besnærende evner, der fik ham til at udholde det uudholdelige.

Man kan spekulere på, hvad de syriske mødre siger til deres børn, når bomberne regner ned over deres hoveder.

Hvordan formår de at mindske deres børns angst, når de selv er angste?

Eventyret illustrerer forskellen mellem børn og voksnes tænkemåde. Voksne tænker abstrakt, børn tænker konkret. Børnene tror, at det er stenen, der giver suppen smag og ved ikke, at det er et illusionsnummer.

Det er moderens karisma, kærlighed og optimisme, der får suppen til at smage godt. Men det skal børnene ikke vide. Det ville ikke nytte, hvis moderen sagde: ”Jeg elsker jer så meget, at jeg vil, at I skal føle, at suppen smager bedre, end den plejer”. Hun ved, at børnene skal besnæres med list og magi, og at hun skal sætte sig ind i deres måde at tænke på for at hjælpe dem til at synes godt om den fattige og utilstrækkelige kost.

Magisk tænkning findes især hos børn. Små børn, der for en stund føler sig forladte og mangler deres mor, knytter sig erstatningsmæssigt til en genstand f.eks. en sut, en sutteklud eller en bamse.

Denne genstand bliver tillagt nogle af de samme egenskaber, som moderen besidder.

Den får en betydningsfuldhed, som slet ikke svarer til dens egentlige værdi, og børn kan blive dybt ulykkelige, hvis deres maskot af en eller anden grund forsvinder. For en maskot er det. I fortvivlelsens stund, hvor barnet føler sig hjælpeløst og alene, bliver maskotten en trøster og kommer til at udfylde moderens sædvanlige funktion. Sutten, bamsen eller suttekluden får magiske egenskaber.

Selvom voksne typisk tænker fornuftsbetonet, forfalder vi i pressede situationer til at tænke magisk.

Behovet for en maskot fortsætter i voksenlivet til alle tider og i alle kulturer, hvor den har forskellige benævnelser: Talisman, fetich, amulet, lykkedyr, lykketal eller lykkemønt.

Er vi voksne i vanskeligheder, tyr vi til magisk tænkning og forlader kortvarigt vores rationelle verdensopfattelse og bliver som børn på ny.

Studenten, der frygter den næste eksamen, kan tage sig selv i at tænke, at hvis der blot er solskin tre dage i træk, vil eksamen gå godt.

Rituel handling kan have samme funktion: 60’ernes landsholdsmålmand Henry From placerede næsten kultisk sit tyggegummi samme sted på målstolpen, hver gang modstanderen skulle skyde straffespark.

Står vi over for vigtige udfordringer, som vi ikke ved, om vi kan klare ved egen hjælp, søger vi støtte hos højere magter.

Troen på en guddom er ofte stærkest, når nøden er størst.

En maskot beroliger, fordi vi på magisk vis tillægger den evner og kunnen, som vi har brug for. Fordi vi ind i mellem føler os små og hjælpeløse, konstruerer vi figurer, som kan træde til, når vores egen formåen ikke rækker.

Megen religiøsitet kan anskues ud fra denne synsvinkel.

Magiske eventyr kan i forskellig form og indpakning formidle universelle sandheder, der i al deres enkelhed beretter om grundlæggende livsvilkår, som kommer til at fremstå i et klarere lys. Homers Iliaden og Odysseen, Tusind og en nats eventyr og H. C. Andersens eventyr er eksempler på dette.

Dr. Hook and the Medicin Show har med sin betagende tekst lagt sig i slipstrømmen af denne digteriske tradition og på rammende vis fortalt om betydningen af magi for at hjælpe børn gennem svære situationer.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.