DEBAT Omgangsform/tone

Hold øje med jødehad hos andre end nazister

Dette er et debatindlæg: Indlægget er alene udtryk for skribentens holdning. Alle indlæg skal overholde straffelovens og de presseetiske regler. Du er også velkommen til at sende en mail med din mening til os.

Af Ole Groth-Andersen,medstifter af den tværpolitiske og tværorganisatoriske aktionsgruppe ”Sammen Om Israel”, Hareskovhvilevej 8, 3500 Værløse ole@groth-andersen.dk

JØDEHAD:”Den typiske antijødiske person i Danmark i dag er en mand, der stemmer på et parti i blå blok. Har ingen eller kun en kort uddannelse eller en erhvervsuddannelse, og bor typisk i landområder, landsbyer, mindre byer eller mellemstore byer i Danmark”, forklarer religionssociolog Brian Arly Jacobsen.

Heri kan jeg ikke være uenig. Og lad dem alle bare få en over snuden. Johnny fra Greve og hvad de nu ellers alle i øvrigt hedder, også dem i Nordfront, kan slet ikke få tilstrækkelig med verbale tæv.

Hver gang de stikker deres klassiske antisemitiske grimme snuder frem, repræsenterer de alt det, vi som danskere, er imod, forkaster og finder direkte ulækkert, når det gælder behandlingen af vore medborgere.

Det er også dem, der i ly af mørket sniger sig ud og klistrer jødestjerner på folks postkasser, vandaliserer jødiske gravsteder, og naivt tror, at Davidstjernen alene symboliserer, at her bor der jøder, som fortjener afskummets opmærksomhed med fyldte balloner med maling.

Så nu er nynazister og tilsvarende foreninger sat i en korrekt bås, og det er ganske gratis.

Men det betyder dog ikke, at andre, der bor i landsbyerne og på landet med korte uddannelser, og stemmer på blå blok, er nynazister!

Der er også andre grupper, som ”fortjener” vor opmærksomhed. De skjuler sig til gengæld ikke. Fortjener vor opmærksomhed, ikke mindst for at undgå, at man også her skærer alle over en kam.

Det er nemlig arabiske indvandrergrupper med og uden påstået palæstinensisk baggrund.

De står for det overvældende flertal af alt fra chikanerier og trusler, herunder mange grove, såvel verbale, som fysiske overfald på danskere med jødisk baggrund.

Desværre bakkes disse indirekte og totalt misforstået op af en antijødisk og antiisraelsk, ekstrem venstrefløj, der i lige linie stammer fra den politiske omgangskreds til de kollektive politimordere i Blekingegadebanden. I dag med Enhedslisten som parti og med Boykot Israel som forening i førertrøjerne.

Indvandrere med muslimsk baggrund fortjener, at der bliver fokuseret på disse grupper, netop for at undgå, at alle dem af vore indvandrere, der vil vort samfund og fungerer fint med vor ubetingede respekt, ikke bliver skåret over en kam, sammen med dem, som er årsagen til, at det jødiske samfund i Danmark er ved at forsvinde efter 400 år.

Selvom det nok anses for politisk ukorrekt, så kunne Brian Arly Jacobsen meget vel tage fat i denne gruppe.

Det er ikke ”gratis” som med nynazisterne, og det kræver mod! Men det er det hele værd.

Danskere med jødisk baggrund rammes per capita omkring 46 gange mere af hatecrimes, end indvandrere med muslimsk baggrund gør det.

For fuldstændighedens skyld skal det tilføjes, at personer med muslimsk baggrund, aldrig rammes af hatecrimes fra personer med jødisk baggrund. Det giver stof til eftertanke.

Så der er noget at tage fat på til gavn for alle grupper.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.