debat

Husk ansatte i akutmodtagelsen – de er også under corona-pres

Dette er et debatindlæg: Indlægget er alene udtryk for skribentens holdning. Alle indlæg skal overholde straffelovens og de presseetiske regler. Du er også velkommen til at sende en mail med din mening til os.

Af Lars Hornshøj Thomsen, overlæge, Enggårdsgade 19, 9000 Aalborg, metteoglars@vip.cybercity.dk

COVID-19:Der er blevet skabt en fortælling om, at frontpersonalet under den nuværende covid-pandemi først og fremmest er ansatte på hospitalernes pandemi- og intensiv-afsnit.

Dette narrativ gentages igen og igen i diverse medier.

DR rapporterer fra frontpersonalet, som er ansatte på en infektionsmedicinsk afdeling.

På et tidspunkt nævner den pressede sygeplejerske, at patienterne ligger i kø for at blive indlagt på hendes afdeling. Hvor disse patienter opholder sig i denne kø, nævnes der dog intet om, men mit gæt er i Akutmodtagelsen på sygehuset.

Formanden for intensivlægerne i Danmark (de læger, der arbejder på intensiv-afdelingerne) har tidligere udtalt, at der ikke var de store problemer med pandemien, da intensiv-afdelingerne ikke var særligt belastede. Hvor alle de mange patienter, der bliver indbragt til sygehusene til undersøgelse, observation og isolation for mistænkt covid, befinder sig, nævner han dog intet om. Men igen: De er i akutmodtagelsen.

Enkelte af disse patienter havner så på et tidspunkt færdig modtaget, diagnosticeret og stabiliseret på hans intensiv-afdeling, og bliver så ”synlig” for formandens ”næsetip”.

Men derfor kan andre afdelinger jo godt have været presset af de mange patienter, intensiv-afdelingerne heldigvis aldrig behøver tage sig af.

Også sygehusledelsen på det hospital, hvor jeg arbejder, er grebet af den vildfarelse, at frontpersonalet i pandemien først og fremmest er ansatte på pandemiafsnittene og intensiv-afdelingerne.

Der udsendes næsten dagligt en status fra sygehusledelsen om covid-19.

Man nævner, hvor mange med påvist covid-19, der er indlagt på de forskellige afdelinger og afsnit.

Helt konsekvent nævnes intet, om de mange flere patienter. der har været inden for i akutmodtagelsen med mistanke om covid-19.

Disse obs-covid19-patienter skal naturligvis modtages, isoleres og betragtes som smittefarlige i mange timer, indtil man, når der indløber et negativt covid-svar, kan afisolere dem.

Med andre ord er en patient med påvist covid-19 og en patient med mistanke om covid-19 i den tid, de opholder sig i akutmodtagelsen, nøjagtigt lige ressourcekrævende og ”belaster” afdelingen på samme måde.

Dette forbigås fuldstændig i de daglige status-opdateringer om covid-19.

Er det et problem? Måske ikke.

Akutmodtagelsens personale er hårdføre og vant til at gå lidt under radaren og bare passe sit arbejde.

Ingen forventer store julegaver eller takketaler.

Alligevel ved jeg, at der er lidt ærgrelse og mismod over aldrig at blive nævnt eller anerkendt for indsatsen under den aktuelle pandemi.

Endnu værre end det kan man dog frygte, at dette narrativ om, hvem der er frontpersonale og den manglende erkendelse af, at det i virkeligheden mest er personalet på akutmodtagelsen. kan føre til skævheder i ressourcetildelingen i forbindelse med den aktueller pandemi, som jo nok desværre bare eskalerer de næste måneder.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.