Husk her i pinsen: Ånd betyder at forstå

Af Thomas Reinholdt Rasmussen, sognepræst (kbf.) i Sct. Catharinæ Kirke, provst i Hjørring sdr. provsti, St. Kirkestræde 15, 9800 Hjørring TTRR@KM.DK

PINSE:Det er pinse. Denne forunderlige højtid, der er en af årets tre højtider sammen med jul og påske.

Pinsen er en elsket højtid, for det finder sted midt i den blomstrende forsommer med frisk løv på træerne og solstråler gennem bladene.

Men ellers frister pinsehøjtiden måske en lidt uagtet tilværelse.

Vi kan sagtens fortælle, hvad julen og påsken handler om. Julen er fødslen af Jesus i en stald i Betlehem og påsken korsfæstelsen i Jerusalem. Pinsen er måske lidt mere luftig. Men faktisk er pinsen det, der giver mening til det hele.

Hvis vi glemmer, hvad pinsen er, så mister det hele egentlig sin mening.

Det vidste den tidligere biskop i Roskilde Jan Lindhardt, da han lod det hele gå i fisk, eller rettere: da han slog sig sammen med fiskebranchen, for at opfinde en spise, der passede til højtiden.

Julen og påsken havde sin mad og drikke, men pinsen manglede noget at spise, og Lindhardt vidste, at danskernes viden om en højtid ofte går gennem maven.

Derfor opfandt de sammen pinsefisk. Vi skal spise fisk til pinse.

Og det er heller ikke så dårligt tænkt. Fisken var fra gammel tid et symbol på Kristus og fungerede endog som hemmeligt tegn mellem de tidlige forfulgte kristne i det romerske rige.

Når vi så spiser pinsefisken, så kan vi lade en tanke falde på de første kristne i Jerusalem, der efter at Jesus havde forladt dem Kristi Himmelfartsdag, sad alene bag lukkede døre fordi de var bange. Historien fortæller, at der kom en lyd, og Helligånden fyldte huset, hvor de sad. Da kunne de pludseligt tale på mange tungemål, og alle kunne forstå dem. Pinsen er Helligåndens fest, og kernen i beretningen er åbenbart, at ånd er forståelse.

Ofte forestiller vi os måske ånd som noget luftigt og svævende noget. Som noget, der er ganske uhåndgribeligt. Men ånd er grundlæggende forståelse.

Når to af mine konfirmander sidder og taler med hinanden, og den ene nærmest desperat forsøger at forklare den anden noget, og den anden simpelthen ikke fatter det, så kan den første godt uhøfligt finde på at sige: ”hvor er du åndssvag!”. Det betyder, at man ikke forstår, hvad der bliver sagt. Ligesom at vi siger om en, der kun er optaget af sit eget og ikke har blik for de andre, og sin kultur eller historie, at han er åndløs. Ånd betyder at forstå. Og Helligånd betyder at forstå, hvad der sker til jul og påske. Julen og påsken fortæller om ting, der er sket. Pinsen fortæller, at de ting også har betydning nu i dag. Det er Helligånd, at jul og påske bliver levende for mig, og ikke blot er død historie.

Så ånd har noget med forståelse at gøre. Det er det ene. Det andet er, at ånd har noget at gøre med at være i forhold. Når man forholder sig til noget, så er det ånd. Hvis man kun kan forholde sig til sig selv, er det åndløst.

Ånd har altså noget med forståelse og forhold at gøre. Ånd er det, der gør hændelserne levende. Vi forstår dem i det rette forhold. I pinsen lever julen og påsken som noget, der har betydning her og nu, og ikke blot som noget, der skete engang i en fjern fortid på et fjernt sted.

Nu kunne vi prøve at bevæge os lidt mere ind i kernen. Det, vi kalder treenigheden, og som ofte opfattes som et vældigt abstrakt begreb, men som tanke faktisk er hele den europæiske kulturs motor. Treenigheden er en tankefigur. Det er en måde at beskrive den kristne Gud på som Fader, Søn og Helligånd.

I Det nye Testamente siger et ord meget tydeligt, hvad Gud er: Gud er kærlighed. De gamle teologer tænker faderen, som den, der elsker, Sønnen som den, der elskes, og Ånden, som kærlighedens bånd. Således kan Gud beskrives som kærlighed, der har mulighed for at bevæge sig ud i verden. Treenigheden afvises for eksempel i Koranen, og derved kan den islamiske gud ikke bevæge sig ud i verden, men må formidles af andre. I kristendommen er det Gud selv i Jesus, der kommer ind i verden og viser hvad kærlighed er.

I kristendommen er Gud kærlighed og denne kærlighed beskrives ved hjælp af figuren treenigheden. Kærlighed er som bekendt ikke en håndgribelig størrelse, selvom den tydeligt kan erfares. Selvom kærligheden ikke er håndgribelig, vil ingen af os benægte, at den findes. Kærligheden kan ikke tælles, vejes og måles. Det giver ikke mening at tale om kærlighed på den måde. Så giver det selvfølgelig heller ikke mening at tale om Gud på den måde, som en svævende størrelse et sted i universet.

Og på samme måde som kærlighed er noget, der sker, er Gud noget der sker. Og nu skal vi holde tungen lige i munden: kærligheden får krop i dåben og nadveren, hvor Gud møder os, som den, der modtager os og giver sig selv. Det er kernen. Den kristne tror på, at verden er båret i kærlighed. Det er trosspørgsmålet.

Alt dette er måske svært, men det er sandeligt vigtigt, så vi ikke havner i mærkelige påstande om Gud, som man kun kan blive ateist af. Påstande som at Gud sidder på sky, eller han hænger et sted i universet. Som kærligheden kan erfares ved kærtegn, kan Gud erfares i dåb og nadver.

Alt det rummer pinsens skønne fest. Pinsen er med Grundtvigs ord, der hvor det ånder himmelsk over støvet og vifter hjemligt gennem løvet. Ordene er fra Grundtvigs store pinsesalme ”I al din glans nu stråler solen”, som med garanti skal synges i alle kirker i dag. Jeg har kendt mennesker, der kun kom i kirke pinsedag, for at synge den. Den kan ikke undværes. For den taler om nærvær, ånd og liv. Alt det, som pinsen er. Og når vi går fra kirke i dag beriget og beåndet af de største ord, og måske sætter os ved pinsebordet, så er det med en tro på, at verden er båret i kærlighed, og det er sandelig værd at leve sit liv på. Glædelig pinse!

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden