Husk: Vi mennesker kan være værdifulde for hinanden

MEDMENNESKELIGHED: For cirka fem år siden afsluttede vores yngste sin studentereksamen. Der var umiddelbart ingen aktuelle planer, og de ufaglærte job hang ikke på træerne.

Heldigvis fik sønnen dermed mulighed for frivilligt arbejde i Røde Kors Arden. Vi forældre var glade for, at han kom hjemmefra i hverdagen - mad og logi kunne han nok få herhjemme til gengæld.

Og jeg skal love for, at det var spændende at arbejde i Røde Kors Arden, hvor talenterne kom i sving, for ikke at tale om det modsatte:

Det var også på den tid, sønnen begyndte at tage kørekort, så der var mange typer gode råd at få i pauserne med hjemmebag, hvor han i øvrigt lærte at drikke kaffe.

På et tidspunkt lykkedes det at få job på en såkaldt fastfoodrestaurant, men stadig måtte sønnen nogle gange ud til Kirsten på Røde Kors og alle de andre.

På et tidspunkt havde far observeret via sit job i boligforeningen, at særlig én beboer ikke havde meget at stå op til. Hvordan ideen opstod, husker jeg ikke længere, men en dag fulgte M. med sønnen ud til Kirsten i Røde Kors, og blev frivillig.

Sønnen flyttede sidenhen hjemmefra, men M. fortsatte i Røde Kors, som i den grad har levet op til deres egne værdier. For det er her, at M. fik det, som jeg vil kalde et mønstereksempel på integration.

Jeg kan forestille mig kaffepauserne, hvor M. er blevet belært om alt om dansk kultur, sprog og arbejdsmarked.

Jeg ved, at der har været nogen på sidelinien derude i medgang og ikke mindst modgang. Det er meget rørende at tænke på.

En dag jeg var ude og snuse i den store genbrugsbutik, overhørte jeg noget snak, der handlede om lift til et kontor i Aalborg i forbindelse med noget arbejdstilladelse.

Der blev organiseret her og der, og jeg kunne forstå, at det skulle gå stærkt, og at det handlede om at følge med M.

Senere fandt jeg ud af, at nu har M. fået et ordinært arbejde på et mejeri, og passer nu sit job med stor samvittighed og stolthed. M. taler rigtig godt dansk, og ved meget om dansk kultur og traditioner og er glad for de danske relationer han har fået.

Omvendt har M. også haft mulighed for at fortælle sin unikke historie til kollegerne i Røde Kors.

I sine stunder kan man overvældes af alt, det man gerne vil, men ikke kan.

Men ovenstående synes jeg illustrerer, at vi alle kan gøre en lille bitte smule, som i sidste ende kan føre til noget godt for andre.

Det fine eksempel på god og gedigen integration skal tilskrives lederen af Røde Kors Arden, der i forvejen har sikret livskvaliteten for rigtig mange mennesker i Arden og omegn på tværs af alle mulige skel. Og netop derfor lykkedes det også at få M. med på holdet som en skattet, frivillig medarbejder, der stadig kigger ud til dem trods fuldtidsjob.

Det siger noget om, hvor værdifulde mennesker kan være for hinanden.

Jeg håber, at Røde Kors i Arden modtager en officiel anerkendelse for at leve op til at holdning og handling udmærket kan følges ad.