Hvad er en værdig afsked i disse coronatider?

BEGRAVELSER: Verden sat på pause. Vi skal holde sammen ved at tage afstand.

De fleste af os har forstået budskabet. Med statsministerens seneste udmelding bør vi ikke forsamles mere end 10 mennesker sammen, og forsamlinger i det hele taget bør undlades. Steder, som vi er nødsaget til at samles, skal vi derfor drage omsorg ved at holde afstand. Alt unødvendigt skal lukket ned.

Men hvad så med den del af verden, som ikke kan lukkes ned?

Jeg taler ikke om sygehuse eller supermarkeder. Her taler jeg om mennesker. Ensomhed, depression og hudsult er desværre en naturlig sideeffekt af at reducere smitten af pandemien.

Menneskelig omsorg er ikke en del af at holde samfundet kørende.

Det giver ikke dødsfald eller økonomisk byrde – ikke lige med det samme i hvert fald.

For at sætte det lidt på skæppen, synes jeg, at vi skal rette blikket til noget af det mest naturlige ved livet: Afsked. Livet som betingelse kan ikke sættes på pause. Pandemi eller ej, så er dødsfald en naturlig del af livet.

Når et liv møder sit endeligt, ændrer livet for de pårørende sig også.

De skal nu vænne sig til en tilværelse uden kontakt med afdøde. For at tage bedst muligt afsked med afdøde, og forholde sig til det faktum, at de ikke længere er iblandt os, tager de fleste officielt afsked ved en ceremoni eller mindehøjtidelighed.

Der kan være stor variation i deltagelsen ved disse; fra flere hundrede, som ønsker at tage afsked, til en mindehøjtidelighed med blot personale, som sørger for at afdøde stadig får en værdig afsked.

Det er vigtigt, at afdøde får en værdig afsked, og som anerkendelse heraf, og fordi antallet af dødsfald i disse dage ikke kan sættes i stå, er begravelser og bisættelser undtaget fra beslutningen om at aflyse kirkelige handlinger.

Der er udtalt, at disse selvfølgelig vil overholde de påbud, regeringen har fremsat, og sørge for højnet hygiejne, ingen håndtryk, og at for hver deltager medregnes fire kvadratmeter, så der derved tages højde for smitterisiko.

Afhængig af kirkens størrelse vil det sige ca. 50 deltagere inkl. personale, hvilket nok er tilstrækkeligt for de fleste.

Derudover anbefales det, at man arrangerer en mindehøjtidelighed for afdøde på et senere tidspunkt, hvor smittefarerne ikke længere er aktuel.

Når nu kirkerne har taget højde for smittefaren i rammerne af hvordan man plejer at gøre, vil jeg tillade mig at stille spørgsmålet: er det den bedste mulighed?

Selv har jeg oplevet få begravelser i mit liv, men jeg har slet ikke lyst til at forestille mig, at dette var omstændighederne for den afsked, som var sværest for mig.

Selv under almindelige omstændigheder var jeg knust, og havde brug for hele mit netværks støtte, for at forholde mig til en tilværelse uden afdøde.

Havde det været under pandemiens omstændigheder, havde jeg været væsentligt mere udfordret.

Vi kan fortælle vores logiske hjerne, at der er kærlighed og omsorg, men at se afstanden mellem mennesker samt ikke at have muligheden for den fysiske kontakt kan udfordre fornuften.

Når der så er tale om mennesker, som måske har mistet et menneske, de elskede højt, sætter fornuften i alarmberedskab. Verden, som de har kendt den indtil nu, er forandret for altid. Dette overgangsritual skal nu foregå uden fysisk kontakt. Det er måske nemt at undvære præstens håndtryk når man går ind og ud af kirken, men at skulle være foruden den menneskelige kontakt, som forsikrer én om, at alt nok skal gå, ser jeg problematisk.

Jeg tror ikke at alle de pårørende i en sådan situation vil kunne rumme tanken om smittefarer – det tror jeg ikke, at jeg ville have kunnet, hvis det var mig. Vi kan ikke udsætte dødsfald, men vi kan til dels udsætte overgangsritualet.

Dette ritual skal forsikre pårørende om at de ikke er alene i livet uden afdøde, men uden den fysiske kontakt er det svært at forstå at man ikke er efterladt alene.

Normalt skal en begravelse ske cirka otte dage efter dødsfald, men den ansvarlige bedemand kan søge om at få begravelsen udsat, hvis der er tale om særlige omstændigheder. Disse omstændigheder kan for eksempel være af hensyn til om pårørende kan deltage i ceremonien. Danskerne er hjemme, og den kollektive trafik er opretholdt, så de fleste vil rent faktisk kunne deltage i en sådan afsked, men bør de? Kan vi ikke bare risikere, at afskeden bliver endnu sværere?

At planlægge en begravelse er i forvejen ufatteligt svært for de fleste pårørende, så jeg har desværre ikke en gylden løsning til problematikken.

Jeg er bare ufatteligt taknemmelig for, at min familie har et godt helbred og årene foran sig, for jeg ville ikke kunne håndtere en sådan afsked.

Hvis min verden igen kollapsede grundet dødsfald, og jeg denne gang skulle være ansvarlig, ville pandemien være en svær rationel overvejelse, når kroppen er fyldt af følelser.

I skrivende stund har min fornuft ansvaret, og jeg ved, at jeg ville have brug for at søge udsættelse. Håbet er, at Danmarks nedlukning får styr på covid-19, så fysisk kontakt i et eller andet omfang, snart bliver muligt. Hvis en udsættelse blot gælder i et par uger, er vi ikke meget ud over den tid, det kan tage at planlægge f.eks. en begravelse.

De pårørende har brug for en afsked, men bliver det reelt en afsked, eller bliver det i disse tider i stedet en påmindelse om: ”Ja, du er efterladt alene”? Jeg ved det ikke, men jeg synes virkelig det er noget vi som samfund, pårørende og bedemænd bør have med i overvejelserne.