Hvad med næstekærligheden resten af året?

NÆSTEKÆRLIGHED: Næstekærligheden kommer med julen, men hvad med resten af året?

I løbet af de næste måneder står folk i kø for at købe julegaver, tage på diverse julemarkeder og hygge sig sammen med familien til julens festivitas.

Medierne bringer den ene historie om julehjælp og ensomhed i højtiden efter den anden, samtidig med står vi danskere i kø for, at hjælpe de hjemløse, enlige og andre socialt udsatte.

Julen er hjerternes fest, og hvorfor ikke gøre den gode gerning, når nu muligheden er der?

Problemet er, at værestederne drukner i henvendelser fra folk, der vil hjælpe når julen nærmer sig, i en sådan grad at de er nødt til at takke pænt nej tak til flere af dem.

Når vi efterfølgende kommer på den anden side af jul og nytår, og et nyt år så småt begynder, glemmer vi den gavmildhed vi udviste i julen, og lader de hjemløse, enlige og socialt udsatte leve i glemslen indtil næste jul. Jeg mener, at vi som privatpersoner burde gøre mere for at hjælpe de udsatte hele året rundt og ikke kun til jul.

Jul er tiden, hvor familier samles fra nær og fjern, skåler i gløgg, spiser dejlig julemad og ikke mindst nyder hinandens selskab i flere dage. Mange af de hjemløse, enlige og socialt udsatte vælter i juledagene i muligheder, hvor de sammen kan nyde hinandens selskab.

Et af de steder er på Café Parasollen på Boulevarden 19 i Aalborg.

Daglig leder af Café Parasollen Søren Jensen udtrykte på et møde i starten af oktober, at “I juletiden skal de ikke sidde alene derhjemme, derfor holder vi åbent alle dage mellem jul og nytår, hvor alle der kommer får et gratis måltid mad.”

Café Parasollen vælger at holde åbent alle dage mellem jul og nytår, fordi det oftest er i disse dage, at ensomheden og savnet til familiære forbindelser er størst.

Mens vi andre rejser land og rige rundt til diverse julefrokoster, sidder de udsatte alene tilbage, og hvis det ikke havde været foruden tilbuddet fra bl.a. Café Parasollen ville de ikke have mulighed for at deltage i hjerternes fest.

Hverdagen og hverdagens rutiner melder igen sin ankomst for de fleste danskere i starten af januar, efter nogle velfortjente fridage. Lige så hurtigt som folk var villige til at udvise deres næstekærlighed og deres medmenneskelige ansvar for dem, der har det sværest, lige så hurtigt forsvinder lysten til at hjælpe.

Hvorfor føler vi danskere kun et ansvar for samfundets mest udsatte. når julen står for døren og ikke de resterende 11 måneder af året?

Om det er mediernes manglende dækning de resterende måneder af ensomheden, eller om det danskernes overbevisning om, at den danske velfærdsstat nok skal klare problemerne, det ved jeg ikke. Problemet ved velfærdsstaten er, at de udsatte tabes, da de mødes med systemer og kassetænkning istedet for at mødes med forståelse for, at hver historie er unik.

Jeg synes, at vi, som privatpersoner, burde tage et større ansvar for at hjælpe disse mennesker, og ikke blot regne med at velfærdsstaten kan klare opgaven, det kan den ikke, som det ser ud i dag. For når man som borger på kanten af det etablerede samfund bliver mødt af rigide systemer, flere forskellige sagsbehandlere og gang på gang skal forklare det hele til en ny instans, ja så står man af. Vi skal have forenklet systemet, så også denne samfundsgruppe kan overskue de offentlige instanser. Indtil dette sker må hver enkelt dansker gøre, hvad de kan for at hjælpe dem og selv når systemet er blevet mere velfungerende har hver enkelt dansker et ansvar, og vi skal selvfølgelig blive ved med at hjælpe. Om det er at købe en Hus Forbi avis og en årskalender når man møder en sælger på gaden, eller om man vil støtte eksempelvis Café Parasollen med en pengedonation, vil jeg ikke blande mig i, men blot opfordre til. Jeg vil ligeledes opfordre danskerne til at tage Café Parasollens værdigrundlag til sig og huske på det, når de går rundt på gaden og møder folk fra forskellige samfundsgrupper “Hvert enkelt menneske er unikt og rummer værdi – uafhængigt af individuelle evner, bidrag til samfundet og adfærd. Derfor er alle mennesker lige værdifulde og værdige som individer”.