Hvad skal vi bruge AAU-undersøgelse til?

DIMITTENDLEDIGHED: Åbent brev fra ledig dimittend til Studienævnet for Internationale forhold på Aalborg Universitet: Hvad skal vi bruge undersøgelse om dimittendledighed for kandidatuddannelsen udviklingsstudier til?

I 2019 offentliggjorde I “Dimittendundersøgelse 2019: Rapport for kandidatuddannelsen i udviklingsstudier”, der er en undersøgelse af bl.a., hvor hurtigt dimittender, som afsluttede deres uddannelse mellem 2015 og 2017, kommer i job med det formål at give ledelsen indblik i, hvorvidt uddannelsen har relevans og der er efterspørgsel på den uddannede arbejdskraft på arbejdsmarkedet.

Jeres undersøgelse er dog mangelfuld. Det er den, fordi der til spørgsmålet ”Hvor lang tid gik der fra dimission til du fik dit første job?” (figur 1.2.2, side 8) i alt kun var 56 dimittender, som svarede.

Mellem 2015 og 2017 var der dog i alt 236 dimittender, som afsluttede en kandidatgrad i udviklingsstudier.

Dermed får jeres svarprocent kun sneglet sig op på 23,7, hvilket betyder, at I med rette reelt ikke ved, hvor lang tid der er gået for de resterende 76,6 procent at komme i job. Derfor spørger jeg: Hvad skal vi med rapporten, og fortjener undersøgelsen overhovedet offentliggørelse?

Studienævnet burde understrege tydeligt, at arbejdsløsheden nok er højer,e end hvad besvarelserne giver anledning til at tro.

Udover at være mangelfuld er rapporten i værste fald misvisende. Det er den, fordi tallene på ingen måder er repræsentative.

Ud af de 56 dimittender svarede 18 pct., at de fik deres første job, før de var færdige med uddannelsen, 16 pct., at der gik 0-3 måneder, 23 pct., at der gik 4-6 måneder, 9 pct., at der gik 7-9 måneder, 18 pct., at der gik 10-12 måneder , 14 pct., at der gik 13-24 måneder, og endelig 2 pct., at der gik over 2 år.

Hvis man ikke ved, at tallene kun dækker over 23,7 pct. af alle der afsluttede en kandidatgrad i udviklingsstudier mellem 2015 og 2017, kan man med andre ord let få indtryk af, at man forholdsvishurtigt efter dimission lander sit første job med en kandidatgrad i udviklingsstudier.

Det er let at få dette indtryk, da hele 57 pct. af dimittenderne allerede er i job i løbet af de første 6 måneder efter dimission og 84 pct. i løbet af det første år ifølge undersøgelsen.

Samme indtryk fik jeg tilbage i 2016, hvor jeg som led i mine overvejelser om, hvilken kandidatgrad jeg skulle vælge, læste ”Dimittendundersøgelsen 2016: Rapport for kandidatuddannelsen i udviklingsstudier” Til samme spørgsmål, (”Hvor lang tid gik der fra dimission til du fik dit første job?”) (figur 1.2.2, side 8) var der kun i alt 57 dimittender som svarede. Mellem 2012 og 2014 var der dog i alt 187 dimittender, som afsluttede en kandidatgrad i udviklingsstudier, hvilket giver en svarprocent på 30. Her svarede 13 pct., at de fik deres første job, før de var færdige med uddannelsen, 25 pct., at der gik 0-3 måneder, 27 pct., at der gik 4-6 måneder, 6 pct., at der gik 7-9 måneder, 12 pct., at der gik 10-12 måneder , 15 pct., at der gik 13-24 måneder, og endelig 2 pct., at der gik over 2 år. Ergo var 65 pct. i job i løbet af de første seks måneder efter dimission og 83 pct efter et år.

At komme hurtigt i job er dog stik imod den oplevelse, jeg og mange medstuderende har haft som dimittender fra 2018. Vi har nu været ledige i 17 måneder plus.

Mange har forsøgt sig med ulønnet virksomhedspraktikker, jobtilskudsstillinger, kortvarige projektstillinger for at komme ind på arbejdsmarkeder og med udløb af dagpengeperioden har nogle sågar været nødsaget til at tage ufaglærte job, hvilket er hjerteskærende og spild af ressourcer både for den enkelte og samfundet.

Derfor er min appel til studienævnet for Internationale forhold med dette åbne brev at man ikke skal offentliggøre undersøgelser om dimittendledighed, hvis man ikke har repræsentative tal.

Det er ikke fair, at man som kommende kandidatstuderende skal træffe beslutning om valg af kandidatgrad på baggrund af tal, der ikke er repræsentative, tal, der kaster et mere positivt billede af sig i forhold til efterspørgslen på éns kommende arbejdskraft. Det er et uoplyst grundlag, der ikke kun er til ulempe for den enkelte, men også hele samfundet, når unge uddanner sig ud i arbejdsløshed og ressourcer spildes. Hvis der er en usikkerhed om, hvor vidt uddannelsen rent faktisk uddanner unge ud i arbejdsløshed, er det kun fair, at de kommende studerende ved det, så de har de bedste forudsætninger for at vælge en uddannelse med fremtid.

Studienævnet tager lidt for let på, hvorfor en så stor del af dimittender ikke har ønsket at besvare spørgsmålet.

Man begrunder det med manglende konkaktinformationer på udenlandske dimittender. Men overvejer ikke, hvorvidt det kan have at gøre med, at man aldrig har landet et job og derfor føler det som en fiasko, at man har brugt fem gode år af sit liv på noget, man ikke har kunne kapitalisere på.