Hvem er en tøsedreng, borgmester?
Opdateret 20. maj 2022 kl. 11:34
Af Mette Præstegaard,Enebærvænget 2, 9850 Hirtshals mettepr2@gmail.com
BORGMESTER: Nu farer Hjørring-borgmesteren igen engang kampgal rundt; han er atter fornærmet og sprudler.
Denne gang har han sat sig i hovedet, at direktøren for Ældresagen, Bjarne Hastrup, har ærekrænket ham og Hjørring Kommunes byråd ved at droppe retssagen mod kommunen, da der nu er rettet ind på Havbakken..
Altså kunne freden have sænket sig, men nej. Nu påtænker Arne Boelt at slæbe Bjarne Hastrup i retten for æreskrænkelse. Er det storm i et glas vand, som da han fornærmet ville forlade sin borgmesterpost, om der ikke kom flere udligningskroner? Eller er det den kommende valgkamp, der denne gang skal indledes med at få Boelt ophøjet/renset og erklæret uskyldig i den afskyelige hjerteløse behandling af Havbakkens beboere,da stedet pludselig mod al fornuft skulle lukkes?
At man ikke selv bliver ren ved at tilsværte andre burde efterhånden snart gå op for Arne Boel, idet han har gjort forsøget mange gange.
Arne Boelt kalder Bjarne Hastrup for ”tøsedreng”; men jeg frygter, at vi selv huser tøsedrengen; for en tøsedreng er jo en fej egoist, der kun tåler sin egen mening og altid arrigt fejer generende modstandere af banen - til tider med særdeles grove midler: løgne og falske anmeldelser.
Nogle blev stoppet af chefanklageren og advokaturchefen hos Nordjyllands Politi. Sagerne fandtes jo kun i Arne Boelts hoved/fantasi (hævnlyst).
Før valget i 2017 lavede Arne Boelt en anmeldelse af folk, der havde smurt lort på hans dørhåndtag, folk, der havde løsnet hjulbolter på hans bil og maskerede mænd, der havde truet ham. Han fik politiopdækning, men straks efter, at borgmestertaburetten sikret, var der ikke mere behov for politi, og sagen blev aldrig opklaret - blot henlagt.
Hvorfor bragte medierne ikke slutningen på borgmesterens kvaler, når de før valget havde slået sagen så stort op?
Var dette mon også en af de mange hændelser, der kun var sket inde i hovedet på Arne Boelt - en opdigtet fantasihistorie, der skulle være iscenesat af en vis ”børneadvokat”?
Nu starter Boelt tilsyneladende sin kommende valgkamp.
Han vil ophøjes efter den belastende sag omkring Havbakken, og naturligvis tør Boelt lægge sig ud med Ældresagen; for pengene til den tåbelige retssag betales jo af hr. og fru Jensen som alle de øvrige sager, han går og starter, når nogen ”generer” ham.
Dette koster i sandhed både penge og image for kommunen.
Men mon ikke Arne Boelt med dette ”valgnummer” går for vidt? Vælgerne lader sig næppe fortsat narre af ”fup og smarte fiduser”.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.