Hvem føler sig krænket af debat om hudfarve?

HUDFARVE: Forleden kunne jeg læse i NORDJYSKE, at byrådsmedlem i Aalborg Lisbeth Lauritsen (S) havde kontaktet perlefirmaet Hama og opfordret dem til at skifte navnet på deres beige perle, fra hudfarve til noget mere passende.

Firmaet tog godt imod forslaget og meddelte, at det ville man godt ændre.

Tilbage på Facebook kunne man observere en stadig længere kommentartråd. Der var tale om meget forargede mennesker, der mente at ”der må da være noget, der er vigtigere at gå op i - dette er fuldstændig grotesk”, og ”Nu må det sgu snart stoppe med alle de politisk korrekte. Det er da latterligt, at man skal til at ændre navn på perler”, for blot at nævne et par eksempler.

Alle, der mente, at det var på tide at redefinere farven til noget mere passende, som for eksempel ”beige”, blev straks kaldt for krænkelseparate, selvom det virkede mere, som om at det var fortalerne for at bevare ordet ”hudfarve” som værende en specifik farve, der var de mest krænkede.

Den totale mangel på empati for folk, der er anderledes end én selv, er skræmmende. Er det virkelig så svært at sætte sig i et lille barns sted, der forundret ser på en farve, der intet har med barnets hudfarve at gøre, men samtidig får at vide, at det er farvens navn?

Har I ikke selv børn, og ved I ikke, hvor svært det kan være at føle sig udenfor? Tænk hvis lysegul bare hed ”hårfarve”, og jeres datter havde rødt hår?

Jeg fortalte min otte-årige mørkebrune datter om episoden, og inspireret af en kommentar i Facebook-tråden opfordrede jeg hende til at række klassekammeraten en brun farveblyant, næste gang han beder om ”hudfarve”.