DEBAT

Hvem ringer klokkeren for?

- Jeg synes, at alle fugle som regel pipper lystigt med derude og særlig ved forårstide, og det er da en dejlig oplevelse. Men hvem ringer klokkeren for? Bent Wisborg er flyttet og har fået ny nabo. Og det kan høres!

Dette er et debatindlæg: Indlægget er alene udtryk for skribentens holdning. Alle indlæg skal overholde straffelovens og de presseetiske regler. Du er også velkommen til at sende en mail med din mening til os.
- Onde tunger påstår, at Budolfi Kirkes klokker ringer, hver gang en tom bybus kører forbi i Vingårdsgade. Men det er en anden historie, skriver Bent Wisborg. Arkivfoto: Henrik Bo

- Onde tunger påstår, at Budolfi Kirkes klokker ringer, hver gang en tom bybus kører forbi i Vingårdsgade. Men det er en anden historie, skriver Bent Wisborg. Arkivfoto: Henrik Bo

Af Bent Wisborg, Aalborg, bentwis@hotmail.dk

Jeg er flyttet og har dermed fået nye naboer.

En af dem skiller sig ud alene på grund af sin størrelse. Han har iagttaget mig lige fra begyndelsen. Første dag i dyb tavshed. Så kom der et lille klimt. Lidt senere kom der to klimt efterfulgt af tre klimt, og minsandten også af fire klimt. Så var det slut, men ikke ret længe, for så var fanden løs.

Det vil sige, fanden var det nok ikke, selv om han er berømt for at infiltrere hvad som helst. Bare spørg paven, som døjer med munkene og de små drenge, en ualmindeligt snedig og vederstyggelig historie. Her kan det kun være fanden, der står bag.

Her var det ikke fanden, men klokkeren, en integreret del af min nye nabo, kirken, 100 meter borte, der var løs.

Han afgav umotiveret en serie på mindst 10 tordenskrald udført af en kæmpestor klokke, som ubesværet bemægtigede sig det omgivende luftrum på en meget støjende facon. Herefter var der stille i ca. 15 minutter. Så gentog det hele sig, og det fortsatte til ud på eftermiddagen.

Klokken var vel fem, da klokkeren for alvor gik amok. Jeg talte over hundrede drøn. Venlige naboer fortalte mig, at nu skulle solen ringes ned. Årsagen til at klokkeren blev ved med at ringe var nok, at solen pure nægtede at gå ned. I stedet lod den, lidt frækt synes jeg, sine aftenstråler feje lige ind på den store klokke, som nu var holdt op med at sige noget.

Kun to gange om året, ved forårs- og efterårstide, var klokkeren og solen enige om. hvornår solen skulle stå op og gå ned.

Resten af tiden lå de i bitter strid, som kunne får de mest bizarre udfald.

Tilmeld dig Nordjyskes debatnyhedsbrev her

Klokkeren yndede for eksempel at larme med klokkerne på umage tidspunkter, hvor solen hverken skulle gå op eller ned. Sandsynligvis bare for at irritere. Alle søndag formiddage fandt han velegnet til dette formål, og der var en larm uden lige og mage. Altid afbrudt af en smule stilhed, men bedst som man frydede sig over stilheden gik det løs igen. Under tiden kom der også tre små pling efterfulgt af tre nye ping og yderligere tre pling.

Venlige mennesker fortalte mig, at det var bedeslag. Tre pling for Jesus, tre for helligånden og tre for gud den almægtige. Skulle man bede for, eller skulle man bede til, eller skulle der bedes om? Jeg ved det ikke, kun savnede jeg Jomfru Maria i det selskab. Hun, som har lidt så meget for at bringe Jesus til verden.

Først havde hun betroet sig til Josef om, at hun var gravid. Han havde så åbenbart givet det svar, som mange piger har fået, at det kendte han ikke noget til, og det måtte hun selv rode sig ud af. Dette til trods for de mange gange, hvor hun måtte høre ham ligge og pruste og stønne.

Om det var et forsøg på at fremkalde en abort ved jeg ikke, men Maria blev som højgravid sat op på et æsel, og skulle derpå ride de over 100 km for at komme til Bethlehem fra Nazareth. Her skulle hun både tælles og føde, og det blev ikke på et firestjernet hotel.

Jeg har længe gerne villet tale et alvorsord med Josef om denne sag. Jeg synes, han slap alt for billigt, og ville gerne se på ham og fastholde et flakkende blik.

Nu havde så reformationen fjernet stakkels Jomfru Maria fra hæderspladsen og overladt til den katolske kirke at fejre hende. Ikke en gang tre små pling kunne det blive til. Hun burde vel i øvrigt også snart kaldes fru Maria med et antal fødsler bag sig, og det burde vel forøge respekten.

Klokkeren sagde hver gang, at det ikke var hans bord. Han havde nok af muligheder for at gøre sig gældende i luftrummet.

Det kom til udtryk forleden dag, da tre rockere på store motorcykler med utætte udstødningsrør forsøgte at overtage herredømmet i luften. Så fik den store klokke nogen ordentlig slag på hatten, så støjen fra de store motorcykler herefter kun mindede om defekte symaskiner.

Jeg må hellere fortælle, at min virksomme nabo ikke er en almindelig kirke. Det er i virkeligheden Aalborgs domkirke, også kaldet Budolfi Kirke. En af de mindste i landet og måske derfor ekstra optaget af at gøre opmærksom på sig selv.

Men Budolf, navnet smager lidt fremmedartet. Jeg har da heller ikke mødt nogen, som i tidligere reinkarnationer er stødt på Budolf i Aalborgs gader. Han skulle stamme fra England, hvor han omkring år 600 som abbed byggede et kloster, som senere blev røvet af vikingerne. Det er nok i taknemmelighed over de mange tyvekoster, at vi har givet ham en æresplads i Aalborg. Vi kunne jo ikke vide, at han ville kvittere ved at installere en masse klokker i tårnet.

Dog, som det lyder i mange socialprogrammer, her er der virkelig hjælp at hente for fru K.

Kan man ikke lide støj, er der for nylig indført skærpede love mod forstyrrelse af den offentlige ro og orden. Vandvidsbilister får køretøjerne konfiskeret, og det samme gælder støjende soundbokse. Ud fra en logisk tankegang skulle kirkeklokkerne herefter være i stor fare.

Måske er den dag ikke fjern, hvor vi vil se syv politibetjente kravle op i Budolfi Kirkes tårn og med en arrestordre i lommen beslaglægge kirkens klokker efter klager om støjforurening. Til dem, der nu måtte smile overbærende, har jeg en advarsel. Det er sket før om end af andre årsager. I årene 1528-29 havde kong Frederik den første et desperat behov for materiale, hvormed han kunne støbe kanoner og kugler til brug mod tyskerne. Alle kirker måtte derfor aflevere deres klokker på nær en, så nu fik klokkerne en anden lyd. Vi har åbenbart altid haft døje med de tyskere, men nogen ville måske sige, at her kom de for en gangs skyld til nytte.

Tilbage til nutiden, for her skete der en dag noget, som jeg aldrig glemmer. Det må have været aftenen før store bededag, for jeg husker tydeligt, at vi sad og spiste varme hveder. Så må tovene til klokkerne været gået i udu, for pludselig begynde klokkeren at tæve løs på de sagesløse klokker med en stor hammer, og han blev ved og ved.

Jeg fik derfor den tanke, at han måske havde fået en klokke ned over sig, og nu råbte om hjælp på denne særlige måde.

Jeg løb derfor ind til naboen for at søge råd. Han sagde, at det bare var klokkeren, der kimede, fordi det snart var store bededag, og at jeg kunne forvente, at det ville gentage sig op til de store højtider. ”Det kimer nu til julefest”, kan du nok huske, sagde han forklarende.

Jeg skal nu til at øve mig i at forbinde kimeriet med fest og højtid. Det vil nok tage lidt tid.

Nu har jeg været lidt hård ved klokkeren, som nok får sine ordre ”fra oven”. Han har dog også en god del humor, som nu forleden aften, hvor han afsluttede en større larmende klokkesalve med at lade klokkespillet gengive ”I skovens dybe stille ro, hvor sangerhære bo” Det var da en kontrast, der ville noget. Den dybe stille ro, hvor sangerhære bo har jeg aldrig rigtigt oplevet.

Jeg synes, at alle fugle som regel pipper lystigt med derude og særlig ved forårstide, og det er da en dejlig oplevelse. Men hvem ringer klokkeren for? Hvis man lige ser bort fra de statsautoriserede begrundelser.

Måske fik jeg svaret en dag, jeg var taget meget langt væk ud mod vest. Det var ikke der, hvor kragerne vender, for ingen krage havde nogensinde sat sine tæer så langt ude simpelthen af frygt for ikke at kunne finde tilbage. Men der var en klokker, som også havde fornemmet den store afstand og konkluderet, at stedet nok lå i en anden tidszone.

Derfor befalede han solen at gå ned kl. seks, en time senere end i Aalborg. Også her var solen ligeglad og bestemte selv, når det var sengetid. Klokkeren havde for længst resigneret og mindedes gamle dage, hvor solen med sin adfærd varslede dagens begyndelse og slutning og hvor kirkeklokken viderebragte budskabet til det arbejdende folk om, at nu skulle de begynde dagens arbejde, og nu skulle de slutte. Herude havde den spinkle klokke også en mere human lyd, som tillod beboerne, at de kunne høre TV-Avisen og andre udsendelser.

Hvor mærkeligt det end måtte lyde, var det som om, de spinkle klokkeslag understregede freden ude på landet.

Inde i byen er sagen en anden. Onde tunger påstår, at Budolfi Kirkes klokker ringer, hver gang en tom bybus kører forbi i Vingårdsgade. Men det er en anden historie.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden